I Højstrup nær Rødvig på Stevns er der regulært babyboom i disse dage.
30 Hereford-kvæg hos landmand Mogens Haugaard Nielsen - tidligere borgmester i Stevns Kommune - har enten allerede kælvet, eller også har de en lille ny på vej.
- De begyndte at kælve for en uge siden, og vi forventer at få omkring 30 kalve. Det får vi fra nu og en uge frem, siger Mogens Haugaard Nielsen.
Går udenfor og kælver
Hos landmanden på Stevns får køerne lov til at gå uden for – også når de skal kælve.
- Vi har lige lukket dem ned. Vi har det sådan i vores koncept, at de kælver udenfor, og så er vi hernede flere gange i løbet af døgnet for at se, om nogen er i gang med at kælve og så hjælpe, hvis der er nogen problemer.
Fredag virkede det til, at der var en ny lille kalv lige på trapperne.
- Den yngste blev født i går morges (torsdag, red.), og der går en ko lidt oppe for sig selv, så vi tænker, at hun måske kælver, inden det bliver mørkt. Det håber vi, så vi kan følge med, siger Mogens Haugaard Nielsen.
Kalvene går minimum seks måneder sammen med moren. I starten lever de kun af mælk, men om to-tre uger er de klar til at spise græs.