Kristendemokraterne håber – og det har de gjort i mange år

Opdatering: Kristendemokraternes Stig Grenov tog midt i valgkampen, mandag den 13. maj, orlov fra sin formandspost i en måned. Han vil under orloven fra formandsjobbet fortsat passe sine øvrige opgaver og føre valgkamp i København Storkreds.

Isabella Arendt vil i perioden varetage landsformandens opgave, herunder de landsdækkende debatter.

Analyse. Det er 18 år siden, det sidst lykkedes for Kristendemokraterne at blive valgt ind i Folketinget.

Vi skal tilbage til 2001 - altså fire valg tilbage i tiden. Men partiet formår hver gang at skaffe de godt 20.000 vælgererklæringer, der skal til for at få lov til at genopstille. Det har formand Stig Grenov og hans partifæller også gjort denne gang.

Meningsmålingerne er dog ikke alt for optimistiske: Partiet har længe ligget med tæt på én procent af stemmerne, og som bekendt skal der to procent til, hvis drømmene om atter at komme i Folketinget skal realiseres.

Alligevel kan Kristendemokraterne komme til at spille en rolle for Lars Løkke Rasmussens regering, når valgregnskabet skal gøres op. Det vender vi tilbage til.

For at forstå partiets rejse er vi nødt til at tage et kig på historien først.

En omskiftelig tilværelse i dansk politik

Nej tak til pornografi og abort. Det var groft sagt grundlaget, da Kristeligt Folkeparti, som det oprindeligt hed, blev stiftet i 1971 som en direkte modreaktion på blandt andet lovliggørelsen af pornografi i Danmark.

Siden da har danskerne haft et on-off-forhold til partiet, der har været inde og ude af flere omgange, og som har skiftet frem og tilbage imellem rød og blå blok.

To år tog det i første omgang at komme over spærregrænsen. I 1973 ved det såkaldte ’jordskredsvalg’ kom partiet i Folketinget med fire procent af stemmerne og syv mandater - dog uden at komme i regering.

Det skete først i 80’erne, hvor Kristeligt Folkeparti kom med i Poul Schlüters firkløverregering, men partiet blev i sidste ende skiftet ud med det Radikale Venstre i 1988. I 90’erne var Kristeligt Folkeparti kortvarigt en del af Poul Nyrups regering, men partiet røg helt ud af Folketinget i 1994 for at gøre comeback fire år senere.

I 2005 måtte partiet dog igen se langt efter nogle af de eftertragtede pladser i Folketinget, og sådan har det faktisk været lige siden – uden at et navneskifte til Kristendemokraterne har kunnet lave om på det.

Nuværende formand Stig Grenov har haft ledelsen siden 2012, men det blev kun til 0,8 procent af stemmerne ved valget i 2015.

Artiklen fortsætter under billedet.

Røde i kanten – men peger på Lars Løkke  

Kristendemokraterne bygger på et kristent livs- og menneskesyn. Men hvad står der i deres valgprogram anno 2019? Og hvor ligger de henne på den rød-blå-akse?

For at svare på det sidste først, kan man vel bedst sige, at partiet opfattes værdimæssigt som højreorienteret, men fordelingspolitisk som venstreorienteret. De går til valg på en idé om det gode liv, som de især baserer på familien. Kristendemokraterne mener for eksempel, at der skal være en ’børnenes finanslov’, og at barsel skal forlænges til 18 måneder. Der skal også være flere pædagoger i institutionerne.

Samtidig mener de, at der skal være plads til forskellige religiøse overbevisninger, de vil bekæmpe fattigdom, og klimaet fylder også hos dem. Det er med andre ord politik, der trækker partiet i retning af de røde partier.

Men Kristendemokraterne går også ind for en decentral linje og mindre indblanding fra statens side og er på den måde liberale. Selv betegner de sig som grøn-blå og peger på Venstres Lars Løkke Rasmussen som deres statsministerkandidat.

Det kan måske virke mærkeligt, specielt fordi partiet længe har haft et horn i siden på Venstres integrationsminister, Inger Støjberg, og ikke er enige i regeringens udlændingepolitik

- Vi skal jo netop ind for at præge. For at trække i den retning, vi kender fra politikere som Venstres Poul Hartling eller konservative Poul Møller. De viste, man sagtens kan være økonomisk ansvarlig og samtidig have hjerte for det medmenneske, der ligger ned, har partiformanden Stig Grenov blandt andet sagt.

Forbud mod abort og pornografi næsten opgivet

Der er to ting, man ikke kommer udenom, når det gælder Kristendemokraterne - nemlig de to oprindelige mærkesager fra 1970’erne: Nej til fri abort og nej til fri porno.

Hvor det i starten var med til at give partiet en skarpt tegnet profil, har det i de senere år givet problemer. Det har splittet partiet indefra, og det har delt vælgerne.

Opgøret internt i partiet førte til, at kampen imod den fri abort blev opgivet i 2007.  Og spørger man Stig Grenov i dag, skal alle kvinder kunne få fri abort, hvis de har lyst til det. I oktober tilføjede han dog et forbehold, da han talte med TV 2:

- Vi vil indføre en tysk model, hvor kvinderne skal tvinges til at tage imod rådgivning, så de træffer valget om abort på et oplyst grundlag. Når man efterfølgende har haft rådgivende samtaler, vil Kristendemokraterne ikke blande sig i, om kvinden aborterer eller ej, lød meldingen.

Hvad angår pornografien, har partiet også opgivet et decideret forbud.

- Vi kan ikke længere forbyde os vej til porno, selv om vi stadig er modstandere af det. Det ville simpelthen være for omfattende og for besværligt. Derfor vil vi i stedet via oplysning og fritidsliv få folk til at nyde hinanden, sagde Grenov til TV 2 i oktober.

KD stiller med otte navne

Kristendemokraterne har otte navne med på stemmesedlen her i Sjællands Storkreds.

Bruno Skibbild Christensen er en helt ny kandidat. Han er afhopper fra Alternativet i Herning og bor i Niløse ved Dianalund. Eva Guldfred var kandidat til Greve byråd og regionsrådet i Region Sjælland ved valget i 2017, men blev ikke valgt ind, og Lasse Carl Hagendam Rasmussen missede en plads i byrådet i Guldborgsund Kommune. Det samme skete for Lisbeth Rask Nielsen på Lolland.

Artiklen fortsætter under billedet.

Henning Østergaard Christensen er også fra Guldborgsund, Kim Steen Jørgensen arbejder til daglig som grillsmed hos Færgecaffe'en Bogø Havn, og Per Kristensen er opstillet i Roskilde.

Til sidst er der Tage Sørensen, som er partisekretær for Kristendemokraterne og for første gang i 12 år stillede op til kommunalvalg for partiet i Sorø i 2017. Han kom ikke ind, men forsøger sig nu ved folketingsvalget.

Kan koste dyrt for Lars Løkke

”Frihed, familie og fællesskab” er et af Kristendemokraternes slogans, som de håber vil få vælgerne til at hoppe med på KD-vognen - på samme måde som mange vælgere valgte at tage Alternativet til sig ved sidste valg.

Men at dømme efter meningsmålingerne sker det nok ikke. Kristendemokraterne står til et valgresultat ligesom det, partiet fik ved folketingsvalget i 2015 - lige omkring de 0,8 procent.

Der ser således meget svært ud i forhold til at opnå repræsentation i Folketinget. Men det betyder ikke, at Kristendemokraternes rolle ved det næste valg er ligegyldig. For hvis KD får under to procent, så er det stemmespild for Lars Løkke Rasmussen.

Og hvis Nye Borgerlige viser sig også at være en fuser og heller ikke formår at komme over de magiske to procent, så kan de to partier tilsammen koste Løkke så mange mandater, at han må slippe regeringsmagten.

Især fordi de begge må forventes at hente stemmer ved at kannibalisere på andre af blå bloks partier.