Kommune slår fast - derfor kan Græshoppebroens reparation ikke laves om vinteren

Græshoppebroen mellem Enø og Karrebæksminde. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Næstved Kommune forsvarer beslutningen om at lukke Græshoppebroen til Enø i en måned. Andet kan ikke lade sig gøre, siger udvalgsformand.

- Vi er nødt til at gøre det på denne måde. Entreprenørernes argumenter er meget overbevisende.

Sådan siger Helle Jessen (S), der er formand for Teknisk Udvalg i Næstved Kommune som reaktion på, at Græshoppebroen i byen skal lukke i en hel måned i eftersommeren næste år, hvilket lukker for biltrafik til og fra den lille ø ved Karrebæksminde.

Det store arbejde med at bringe broen i stand vil vare det meste af september 2020 – og det er blevet mødt med hård kritik fra blandt andet bageren og sommerhusudlejningen, der bliver hårdt ramt på omsætningen i en måned, hvor der stadig er sæson i byen.

Bageren må eksempelvis helt lukke forretningen, mens arbejdet står på – og det vil sende 15 ansatte på tvungen ferie. Og det er han naturligvis træt af.

- Jeg skal nok klare mig, og det er ikke det, at jeg skal lukke, der er problemet – det er perioden. Det er en af de tidsperioder, hvor der er mange turister og meget omsætning i butikken. Det kan gøres mere elegant, siger Klaus Nielsen, der driver Enø Bageri.

Artiklen fortsætter under billedet.

Enø Bageri ved Karrebæksminde. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Arbejdet kommer til at ligge mellem den 7. september og 4. oktober næste år, og i renoveringsperioden er den eneste mulighed for at komme til og fra øen at tage turen til fods via en smal gangbro. Planer om at opstille en midlertidig bro er blevet skrottet, da det ifølge Næstved Kommune ville blive for dyrt.

Arbejdet kan ikke ligge om vinteren

De erhvervsdrivende havde peget på vintermånederne januar, februar eller marts – eller måske alternativt november måned – men det kan kommunen ikke imødekomme. Det vil nemlig ramme resultatet af arbejdet, siger Helle Jessen.

Entreprenørerne tør ikke vente til efter efterårsferien, for så risikerer vi, at resultatet bliver dårligere. Både asfaltering og resten af arbejdet kan blive ramt af vejrforholdene

Helle Jessen (S), formand, Teknisk Udvalg, Næstved Kommune

- Entreprenørerne tør ikke vente til efter efterårsferien, for så risikerer vi, at resultatet bliver dårligere. Både asfaltering og resten af arbejdet kan blive ramt af vejrforholdene. Det har vi fået at vide, og det er jo ikke en politisk vurdering, om det er tilfældet eller ej. Vi er simpelthen nødt til at lytte til ekspertisen, siger hun til TV2 ØST.

Renoveringen ventes at koste otte millioner kroner

Kommune: Ja, det er træls

Helle Jessen bor selv på Enø og vil også selv blive ramt af de gener, som der kommer, mens renoveringsarbejdet står på. Hun forstår godt den fustration, som de erhvervsdrivende står med.

- Det er rigtigt, at de erhvervsdrivende stadig har sæson derude. Men vi kan ikke gøre noget ved det. Broen skal jo repareres. Nu har vi et år til at planlægge, hvordan vi håndterer det, og vi vil fra kommunens side selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at det kommer til at fungere, siger hun.

Hun understreger, at også kommunens mange ansatte vil blive påvirket af arbejdet. Eksempelvis skal der nu laves planer for hjemmehjælp og indsamling af affald på øen. 

Gammel dame

Græshoppebroen blev indviet i 1936 og er et meget karakteristisk bygningsværk i træ, beton og stål på hele 200 ton.

Broen fik officielt sit nuværende navn i 1988 i forbindelse med en renovering – men nu er broen igen hårdt ramt af slid og tidens tand.

Den er hårdt ramt af indtrængende fugt. Også brodækket er i meget dårlig stand og skal helt skiftes ud.

Næstved Kommune er i gang med det store planlægningsarbejde, og alle med ejendomme på Enø vil blive indkaldt til borgermøde den 20. november 2019, hvor repræsentanter for flere samarbejdspartnere og myndigheder vil være til stede.

02:41 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App