Kom med til gudstjeneste for udviklingshæmmede

Sang, dans og drama er blot nogle af ingredienserne, når Sundkirken på Lolland holder gudstjenester for udviklingshæmmede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er formiddag og ved at være tid til gudstjeneste i Sundkirken. Alle er ved at have indfundet sig på sin plads. De er klar til gudstjeneste, dog ikke en helt almindelig en af slagsen.

For her siger man trosbekendelsen med tegn, fagter og et lille hop. Gudstjenesten i dag er nemlig en såkaldt GLAD gudstjeneste- en gudstjeneste for unge og voksne udviklingshæmmede fra Lolland og Falster.

- Vi mener, det er vigtigt, at der også foregår nogle gudstjenester for udviklingshæmmede, og dem der er lidt skæve. Vi mener, at der er plads til dem i kirken også, siger Hanne Lundsgaard, der er én af sognepræsterne til GLAD gudstjenesterne.

quote Det er vigtigt, at der også foregår nogle gudstjenester for udviklingshæmmede, og dem der er lidt skæve

Hanne Lundsgaard, sognepræst

Projektet startede i september sidste år, og der afholdes gudstjenester fire gange årligt. Fokus er på, at alle skal kunne være.

- Vi har forsøgt at inddrage forskellige sanser og indgangsvinkler. Vi har både musik, sang, drama, fagter og billeder, og hvad vi ellers skal finde på, fortæller Hanne Lundsgaard.

En levende gudstjeneste

En typisk GLAD gudstjeneste består bl.a. af en række sange, et lille skuespil om dagens tema, fællesbøn, og så får deltagerne også et lille postkort, når de går hjem.

Og netop denne måde at gøre det på, er til stor begejstring for deltagerne.

- Der er en fordel at komme til GLAD gudstjenesterne i forhold til andre kirker, fordi det er brugervenligt. Det er et sted for udviklingshæmmede og andre, og så er det lavet til, at vi kan forstå det, i stedet for at komme i en normal kirke. Jeg synes, at det er rigtig godt, siger Kasper Hofsø fra Stubbekøbing.

quote Vi har forsøgt at inddrage forskellige sanser og indgangsvinkler. Vi har både musik, sang, drama, fagter og billeder

Hanne Lundsgaard, sognepræst

- Jeg synes, det er sjovt. Det er meget spændende at komme ud og høre nogle gudstjenester og være sammen med vennerne, siger Søren Martin Hansen, der har været til samtlige gudstjenester.

Fik flot initiativpris

Den 20. juni blev en særlig dag for gruppen bag GLAD gudstjenesterne. Her fik de nemlig den Kirkelige Initiativpris af Lolland-Falsters Stift.

- Det er vi utrolig glade og stolte over, at der nogen, der har opdaget, det vi laver, siger Hanne Lundsgaard.

I samme omgange benyttede hun muligheden ved dagens gudstjeneste, til at takke alle dem, der var mødt op.

- Uden alle jer, ville der ikke være nogen GLAD gudstjenester, så tak fordi I vil være med, siger Hanne Lundsgaard.

Næste gang det bliver afholdt GLAD gudstjeneste, er den 16. november i Sundkirken.


Nyhedsoverblik