På lillejuleaftensdag glider juletrafikken uden problemer, og det gælder både på vejene og på skinnerne.
Det fortæller Vejdirektoratet og DSB søndag formiddag.
- Det ser rigtigt fint ud. Der er masser af plads mellem bilerne, og som ventet er der ikke de store forsinkelser op til jul.
- Dog kan der være lidt flere biler mellem klokken 11-13 i dag søndag, siger vagthavende Nicholas Petersson fra Vejdirektoratet.
Lørdag var den store rejsedag for de togrejsende, mens de fleste bilister kører på juleferie søndag.
Sne har ingen betydning for trafikken
Enkelte steder på Sjælland faldt der søndag morgen og formiddag sne, men det er ikke noget, der får betydning for trafikken.
- Det er allerede ved at være væk igen. Der er blevet saltet, og enkelte steder er sneryddede blevet aktiveret, men det har mest været sjap.
- Vejene er dog lidt våde, som man skal lige være lidt forsigtig og sørge for at holde afstand, siger Nicholas Petersson kort før klokken 11.
Heller ikke hos DSB volder sneen problemer.
- Når man bevæger sig rundt på perronerne, skal man lige være opmærksom på, at der kan være lidt glat. Men rent trafikmæssigt er det ikke noget, der bekymrer os, fortæller informationschef Tony Bispeskov.
Trafikken er ikke så slem
Han tilføjer, at der skal frostgrader og mere sne til, før det kan give trafikale udfordringer.
Tidligere år, hvor der er faldet meget sne i juledagene, har det betydet, at mange bilister har ladet bilen stå og i stedet taget et tog.
Men på grund af den begrænsede mængde nedbør forventer man ikke, at det bliver tilfældet i år, lyder det fra Tony Bispeskov.
Fordi der er to fridage op til juleaften mandag i år, er trafikken langtfra lige så slem som normalt.