Kunne det være noget med lidt lam, laks eller kalkun til dig – og Fido?
Restaurant- og cafébesøg skal ikke længere kun være forbeholdt mennesker. Det skal også være en oplevelse for de firbenede.
Det mener 11 restauranter, der i løbet af maj har indført konceptet Petmeny, som er en særlig menu med både hovedret og dessert til hunde. Seks af spisestederne befinder sig i vores område.
Hvis jeg ser en hund sidde på en restaurant, og der ikke er en vandskål i den her varme, så er de disket med det samme
Manden bag idéen er Poul Thordal Tuxen fra Holbæk, som selv har hund. Han har længe manglet en mulighed for at tage hunden med, når han skulle ud spise.
- Når min kone og jeg går op og ned ad Ahlgade, så er det naturligt for os at sætte os ned, og at hunden får en skål vand lige med det samme. Men nu er det også muligt, at den får noget at spise, siger iværksætteren.
En komplet menu for de hundesultne
På de udvalgte restauranter kan man i menukortet til de pelsede venner finde tre slags hovedretter i form af tørfoder og fire slags godbidder til dessert.
Priserne ligger fra 25 kroner per 100 gram, og det er også muligt at købe større poser med hjem til flere dage.
Artiklen fortsætter under billedet...
Kun ”hundevenlige” caféer og restauranter
Den hundeglade iværksætter har indgået et samarbejde med udvalgte spisesteder, som er ”hundevenlige”. Der skal blandt andet være mulighed for udendørsservering og en skål vand til vovserne.
- Det første krav er, at de behandler hundene ordentligt. Det vil sige, at hvis jeg ser en hund sidde på en restaurant, og der ikke er en vandskål i den her varme, så er de disket med det samme, siger Poul Thordal Tuxen.
Se i nedenstående boks, hvilke spisesteder, der har Petmeny i vores region.
Her kan din hund få hovedret og dessert
Sorø - Café Tre Konger
Holbæk - Café Zehros
Holbæk - Paradis Is
Nykøbing Sjælland - Café Nykøbing
Nykøbing Sjælland - Café Lulu
Vig - Café & Restaurant Strandlyst
Café Zehros i Holbæk er en af de udvalgte caféer, og her er man begejstret for menuen til dem med logrende haler.
- Vi har alligevel en masse kunder, der har hunde med, og så får de lidt vand. Så vi synes, det kunne være en sjov ekstra ydelse, at de fik lidt mad til. Og så synes vi, det er lidt sjovt med sådan et hundekort, siger Zehra Bozkurt Nørgård, der er tjener på caféen.
Poul Thordahl Tuxen håber at udbrede konceptet til 60 spisesteder i løbet af sommersæsonen.