Her er der solgt fisk i over 100 år – men snart lukker stedet

Foto: Søren Langhorn

Den gamle fiskerby Skælskør kan snart miste sit eneste tilbageværende fiskehus – til stor ærgrelse for kunderne.

Enhver gammel fiskerby med respekt for sig selv har naturligvis et fiskehus. Det har de også i Skælskør, hvor byens fiskehus i over 100 år har langet fisk over disken. Men nu står stedet til at lukke.

Derfor er der mange følelser, der går gennem forpagter Kurt Hansen, som driver stedet sammen med sin hustru Henriette Hansen:

- Det er både opgivelse, vrede og sorg. Vi har lagt rigtig meget i det og føler os lige nu lidt magtesløse, siger Kurt Hansen.

Knud og Henriette Hansen driver Skælskør Fiskehus sammen. Men snart står de til at skulle lukke og slukke. Foto: Søren Langhorn

Ødelagt af flammer

Fiskehusets problemer begyndte med en brand i den knastørre varme den 3. juni 2018. Her blev både fiskehuset, røgeriet og caféen ødelagt af flammerne – og det samme gjorde den vigtige sommersæson. Forsikringen sagde dog ja til at genrejse det ødelagte, og indtil da har fiskehuset kørt videre i en midlertidig bygning.

Jeg har så svært ved at forestille mig ikke at have et fiskehus i Skælskør.

Aase Hübber, kunde

- Der var en aftale om, at det skulle genopføres. Vi har snakket med ejeren af bygningen, og han har sagt, at det skulle genopføres, og at han overhovedet ikke havde tanker på andet, siger forpagter Knud Hansen.

Skælskør Fiskehus brændte i juni 2018 - formentlig på grund af tørken, mente brandvæsnet dengang. Foto: Privat

Noget tyder dog på, at bygningens ejer, Skælskør Fiskeeksport Aps, er kommet på andre tanker. For et par dage siden modtog forpagterne Henriette og Kurt Hansen nemlig en nedslående melding: Det oprindelige fiskehus bliver ikke genopført, og der skal ikke længere være et fiskehus på Skælskør Havn.

Forpagterne får altså hverken et nyt fiskehus eller mulighed for at blive i det midlertidige. De har samtidig fået besked på, at de skal fraflytte området senest den 31. marts.

- Vi er dybt chokerede. Lige siden branden har vi arbejdet med den forudsætning, at huset bliver genopført, og at vi kommer tilbage til vores virksomhed og kan fortsætte. Det har været det, der lå i kortene, fortæller Kurt Hansen.

Efter branden har fiskehuset haft hjemme i en midlertidig bygning. Planen var, at den oprindelige bygning skulle genopføres, men den er nu skrinlagt. Foto: Søren Langhorn

Slut med friske fisk

Blandt fiskehusets kunder er der stor ærgrelse over meldingen. Særligt fra lokale Aase Hübbe, som køber alle sine fiske på stedet.

- Jeg har så svært ved at forestille mig ikke at have et fiskehus i Skælskør. Det er jo fantastisk. Man kan få alt fisk – også frisk fisk for lokalområdet, forklarer hun.

Det har givet søvnløse nætter, fordi vi ikke ved, hvad vi nu skal gøre.

Henriette Hansen, forpagter.

Samme holdning har Sander Rasmussen fra Dalmose, som ikke forstår, hvorfor fiskehuset i det mindste ikke kan blive i den midlertidige bygning.

- Det er utroligt synd, hvis de lukker det. Jeg synes, det er virkelig flot, som de har fået indrettet det, siger han.

Skælskør er en gammel fiskerby, og både forpagterne og flere lokale er kede af, at det sidste fiskehus ser ud til at forsvinde. Foto: Søren Langhorn

Parret kæmper videre

Henriette Rasmussen er lige som sin mand dybt berørt af situationnen.

- Det har givet søvnløse nætter, fordi vi ikke ved, hvad vi nu skal gøre. Det påvirker vores medarbejdere og os selv dybt, at vi ikke kender vores fremtid, fortæller hun og fortsætter:

- Det er jo hele vores liv, vi har lagt i det her. Det er jo vores pensionsopsparing – og vi vil det her.

Hun er dog også ked af det på byens Skælskørs vegne. For fiskehuset er det eneste fiskehus i den ellers gamle fiskerby.

Vi har meget modgang og meget at tænke på, men vi har ikke opgivet.

Knud Hansen, forpagter.

- Det er trist for Skælskør og for Skælskørs erhvervsliv. Livet på havnen forsvinder fuldstændig, frygter Henriette Rasmussen.

Parret er dog ikke slået helt ud:

- Vi har meget modgang og meget at tænke på, men vi har ikke opgivet. Vi synes virkelig, vi har en god forretningsidé og en fantastisk opbakning fra kunderne, fortæller Knud Hansen, som stadig håber, at der kan findes en løsning.

Det har ikke været muligt for TV ØST at få en kommentar fra Skælskør Fiskeeksport eller virksomhedens advokat.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App