Ved første øjekast havde to lottospillere i henholdsvis Faxe Ladeplads og Vordingborg ikke fået noget synderligt ud af lørdagens trækning.
Spilleren i Faxe Ladeplads havde nemlig kun lottotal til en gevinst på 50 kroner, mens spilleren i Vordingborg slet ikke havde vindertal til en eneste krone.
Men så var det da heldigt for dem, at Danske Spil opererer med noget, der hedder millionærgaranti. Her udtrækker de nemlig hver lørdag to vindere af en million kroner af alle spillere med en gyldig lottokupon - og her var de lokale lottospillere heldige.
Har endnu ikke meldt sig
I går var antallet nemlig ekstraordinært hævet til fire vindere på millionærgarantien, fordi det i går var præcis 28 år siden, Lotto for første gang trak syv vindertal og et tillægstal.
Og på den måde blev gevinster på henholdsvis 50 og 0 kroner altså til en hel million.
De heldige lottovindere i Faxe Ladeplads og Vordingborg har endnu ikke meldt sig, så det er med at få tjekket sin kupon. Den ene er blevet købt i SuperBrugsen på Hovedgaden i Faxe Ladeplads, mens vinderen i Vordingborg har købt sin kupon online.
Siden den første trækning i Lotto den 7. oktober 1989 er 2.485 personer blevet lottomillionærer. Og Sjælland og øerne er den landsdel, der har været næstmest heldig.
Heldigste Lotto-landsdel siden 1989
- Jylland = 1131 vindere
- Sjælland og øerne = 1122 vindere
- Fyn = 222 vindere
- Færøerne = 2 vindere
- Grønland = 9 vindere
Kilde: Danske Spil