Forsinket sporarbejde er færdigt – nu stopper toget i Orehoved igen

Togene kører igen til Orehoved. Foto: TV ØST

Nu kan pendlerne igen komme med toget til Orehoved på Falster. Et forsinket sporarbejde har nået sin afslutning.

Pendlerne måtte vente lidt længere end forventet, men nu skulle den altså være god nok.

Sporarbejdet på strækningen mellem Orehoved på Falster og Vordingborg på Sydsjælland har nået sin afslutning, og derfor kører der nu igen tog på strækningen.

Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.

- Jeg vil gerne sige tusind tak for tålmodigheden til pendlerne og naboer til banen. Men åbningen af Vordingborg-Orehoved bliver hverdagen en smule nemmere for pendlerne, da de ikke længere skal tage togbusser, men i stedet kan tage toget fra Orehoved Station, siger projektdirektør på Ringsted-Femern Banen i Banedanmark, Klaus S. Jørgensen.

Der vil løbende over de næste år være gevinster for pendlerne i form af kortere rejsetider, færre forsinkelser og mere stabil drift

Klaus S. Jørgensen, projektdirektør, Banedanmark

- Pendlerne kan dermed skære endnu mere af den rejsetid, der har været en del af hverdagen over de seneste måneder, hvor vi har gennemrenoveret banen, så den er klar til fremtidens grønne transportform og hurtigere tog.

Åbning blev udskudt

Sporarbejdet på strækningen mellem Næstved og Nykøbing Falster har stået på siden slutningen af marts. Den 2. september skulle strækningen mellem Næstved og Vordingborg Station så genåbne, men problemer med signalerne sendte pendlerne to dage ekstra i togbus – og arbejdet med signalet betød også, at åbningen af Orehoved Station blev udskudt en uge.

VIDEO: Søndag den 1. september blev Vordingborg Station genåbnet med besøg fra både borgmester og transportminister. I videoen kan du se billeder fra åbningen. Dagen efter stod det dog klart, at strækningen alligevel ikke var helt klar til at åbne.

02:24

      Foto: Rikke Stokholm - TV2 ØST

Luk video

Men nu skulle alt være på sin plads.

- Der vil løbende over de næste år være gevinster for pendlerne i form af kortere rejsetider, færre forsinkelser og mere stabil drift. Samtidig sikrer udbygningen af Ringsted-Femern Banen en mere robust trafikafvikling på tværs af landsdelene, og den binder transportnettet bedre sammen med resten af Europa, siger Klaus S. Jørgensen.

Den sidste etape af sporarbejdet mellem Orehoved og Nykøbing Falster forventes at kunne genåbnes som planlagt søndag den 29. september.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App