Først var det drop-in dåb - nu kommer drop-in vielser til Næstved

01:59

Video: Lars Andersen - TV2 ØST

Efter succesen med drop-in dåb sidste år, forsøger Næstved sig nu med samme koncept for folk, der ønsker at blive viet eller velsignet.

Ofte er datoen for brylluppet fastsat et år i forvejen, og der er lagt op til en stor fest med mange traditioner.

Men nu forsøger en gruppe præster i Næstved at gå i en anden retning.

- Vielser er jo ikke startet som store udstyrsstykker. Det er kommet gennem årene og har måske nået et punkt nu, hvor vi er nødt til at lave en modkultur, siger Anna Helleberg Kluge, provst, Næstved Provsti.

Det handler om at åbne folkekirken

Christine Pihl, præst i Rønnebæk Kirke

Hun ser frem til den 6. juli, hvor muligheden for enten at blive viet eller få en velsignelse, hvis man er blevet viet på rådhuset, er til stede i Sct. Peders Kirke i Næstved.

- Det jeg håber, vi får ud af det, er, at der er stor fokus på indholdet. Jeg har oplevet som præst nogle enkelte gange, at det kun har været brudeparret og måske to venner. Og der kom en stor intensitet omkring selve indholdet - deres ja, og deres ønske om at leve sammen i kærlighed og deres ønske om at få gud involveret i den beslutning, forklarer Anna Helleberg Kluge og fortsætter:

- Alle de andre undskyldninger med dans, fest og blomster, som også er vidunderligt, tog ikke over og skyggede for det. Så for en præst er det en dejlig mulighed for at få lov til at sige noget. Og der er stor lydhørhed, fordi der ikke er så meget andet, der larmer, forklarer provsten.

Det handler om at åbne folkekirken

Hvis et par vil til drop-in vielse, skal de have en prøvelsesattest med, der viser, at de ikke er gift i forvejen. Desuden skal parret medbringe billed-ID.

Og ellers kan man komme som man er.

- Det handler om at åbne folkekirken. Alle præster har deres vielser i deres kirker, men det er ønsket, at vi bliver lidt synlige i samfundet. Man kan få den traditionelle vielse, men i en enklere udgave. Man behøver ikke have 100 gæster og det behøver ikke koste mellem 50.000 og 100.000 kroner eller mere. Men man kan få hele stemningen med, siger Christine Pihl, der er præst i Rønnebæk Kirke og vil være en af de præster, der er tilstedet til på dagen for drop-in vielser.

Succes med drop-in dåb

Sidste år forsøgte Næstved sig med drop-in dåb. Og dengang blev 25 personer døbt – både børn og voksne.

Vielser er jo ikke startet som store udstyrsstykker

Anna Helleberg Kluge, provst, Næstved Provsti.

På dagen for drop-in vielser og velsignelser vil der være en række præster og frivillige til stede i kirken. Parrene starter med en lille snak med en præst. Og hvis man selv har familie eller venner med, kan de være vidner. Hvis parret er kommet alene, kan to af de frivillige være vidner.

Der vil være orgelmusik, men ikke salmer på dagen.

- Det er en måde, vi hele tiden arbejder på, hvor vi gerne vil gøre tærsklen lav til folkekirken. For alt herinde er så højtideligt og så smukt og behæftet med store traditioner. Så nogle gange skal man lige invitere folk ind og sige, det er ikke så fremmed. Her kan man komme, som man er, siger Anna Helleberg Kluge.

Der er drop-in vielse eller velsignelse i Sct. Peders Kirke den 6. juli mellem klokken 12 og 15.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App