En flydende fest på to kanoer, fire optimistjoller og en masse skumgummi, flamingo og PU-skum.
Det er praktisk talt det, den hjemmelavede tømmerflåde består af. Den er bygget af ni unge mænd fra Slagelse, som begyndte deres sejlereventyr uden for Stillinge Strand i fredags.
Tirsdag eftermiddag mødte TV ØST dem på havnen i Kalvehave, inden de sejlede videre til Faxe Ladeplads.
- Jeg synes, det går strålende. Vi har fantastisk vejr, gode steder at sove og ingen seriøse ulykker, sagde den selvudnævnte kaptajn, Søren Ekner Bobek, inden turen gik videre.
Et nyt eventyr til havs
Mændene kender hinanden på kryds og tværs fra Slagelse-området, og hvert år tager de på en tur sammen i sommerferien. I fire år har de kørt på knallert til Sverige, men i år ville de gøre noget andet.
Vi skulle prøve noget nyt, og først blev det til gummibåd rundt om Sjælland, men så udviklede den idé sig til en tømmerflåde
- Vi skulle prøve noget nyt, og først blev det til gummibåd rundt om Sjælland, men så udviklede den idé sig til en tømmerflåde, siger Søren Ekner Bobek.
De ni sømænd har derfor brugt de seneste måneder på at bygge tømmerflåden, som hedder ”Mini-Jørn”. De kalder den også for ”en flydende Roskilde-lejr”, for den er fuld af øl, kopnudler og god stemning. Hver aften lægger de til, hvor det er muligt, og overnatter i telte eller shelters.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ingen erfaring med at sejle
Ingen af vennerne har forstand på både eller at sejle. Men til gengæld trækker de på deres andre talenter, forklarer Søren Ekner Bobek.
- Folk har lidt forskellige skills. For eksempel har vi en mekaniker, tømrer… Det hjælper meget på det.
Artiklen fortsætter under billedet.
Og eventyret går ikke stille for sig. I går faldt motoren i vandet.
- Mig og en af de andre nåede lige at fange motoren med en arm og fik hevet den op, mens den kørte for fulde omdrejninger, siger Søren Ekner Bobek efterfulgt af latter.
- Så har den haft lidt problemer efterfølgende, specielt med støj og en knækket startsnor, fortsætter han.
De ni mænd er dog stadig håbefulde halvvejs på ruten. Med otte kilometer i timen forventer de at nå frem til startpunktet om en uges tid.