Efter skolesammenlægning i Slagelse: Lyt til bekymringerne

Da to skoler blev slået sammen i Slagelse, frygtede forældrene det værste. Derfor er det vigtigt at lytte og skabe en ny fælles kultur.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan sagtens lade sig gøre at lægge to skoler med store kulturforskelle sammen. Sådan lyder erfaringerne fra Slagelse Kommune, der har været igennem den samme proces som forældre, lærere og elever nu skal igennem i Guldborgsund Kommune. 

quote Forældrene havde en frygt for, om eleverne lærte nok og for, hvad alle dem fra fremmede kulturer kunne gøre omkring bander, trusler og alt muligt andet. 

René Nielsen, skoleleder, Nymarksskolen.

Efter sommerferien lægger man nemlig Lindeskovskole, hvor over 80 procent ud af de knap 200 elever er tosprogede sammen med Østre Skole for at styrke integrationen i hele området. En beslutning, der har mødt modstand fra flere bekymrede forældre fra Østre Skole. 

Frygt for fremmede kulturer

I Slagelse gjorde man det samme i 2012. Her besluttede byrådspolitikerne at lægge Marievangskolen og Nørrevangskolen sammen og samtidig overførte man 70 elever til en helt tredje skole, Nymarkskolen, hvor størstedelen af eleverne var tosprogede. En beslutning, der skabte stor debat. 

- Forældrene havde en frygt for, om eleverne lærte nok, og en frygt for hvad alle dem fra fremmede kulturer kunne gøre omkring bander, trusler og alt muligt andet, fortæller René Nielsen, der er skoleleder på Nymarksskolen.

Læs også
Borgmester til forældre efter omstridt skolesammenlægning: - Der er ikke noget at være bange for
Læs også
Borgmester til forældre efter omstridt skolesammenlægning: - Der er ikke noget at være bange for

Beslutningen betød også, at Nymarkskolen ikke var særlig populær blandt forældrene.

- Der var mange historier om os, som gjorde, at forældrene valgte os fra, siger René Nielsen.

Lige nu står forældre, elever og personalet altså i en lignende situation i Guldborgsund, hvor udfordringen er, at lægge to meget forskellige skoler sammen på én matrikel.

Skolesammenlægning
Læs også
Skoler skal lægges sammen: - Der er mange bekymrede forældre
Skolesammenlægning
Læs også
Skoler skal lægges sammen: - Der er mange bekymrede forældre

Torsdag aften besluttede byrådet, at Østre Skole skal lægges sammen med Lindeskovskolen, og det betyder, at omkring 500 elever rykkes over på Lindeskovskolen, der ligger i et område, der står på regeringens ghettoliste.

Efter byrådsmødet var forældrene på Østre Skole skuffede og frustrerede over beslutningen, blandt dem er Christina Hansen:

- Det er mega ærgerligt, det synes jeg virkelig, det er. Der er mange følelser i det. Det kan jeg godt mærke. Det kan man også se på gangene. Folk er møgkede af det. Det er fortvivelse, og hvad skal vi så?, sagde hun torsdag til TV2 ØST efter byrådsmødet.

Find noget nyt og fælles

Det er nu syv år siden, at Marievangskolen og Nørrevangskolen blev lagt sammen, og at 70 elever blev overført til Nymarkskolen. 

På Marievangskolen har det betydet, at andelen af tosprogede er steget fra lige under 10 procent til omkring 30 procent.

Selv om Henrik Østergaard først blev skoleleder på Marievangskolen for to år siden, anerkender han den store udfordring, det har været at samle skolerne. 

- Dét, det gælder om, er at gå ind og finde noget nyt fælles sammen. Men man må ikke smide det gode, gamle væk. Det er vigtigt at respektere, at man kommer fra forskellige steder, og at man kan blive set, uanset om man kommer fra den ene skole eller den anden skole, siger Henrik Østergaard. 

Kræver pædagogisk knofedt

På Nymarkskolen har skolelederen også nogle gode råd til skolerne i Nykøbing Falster.

- Tag forældrene alvorligt, lyt til dem, snak med dem og sørg for at arbejde med, hvordan den nye skole kan få en ny fælles kultur, og at forældrene kan se sig selv I den, siger René Nielsen fra Nymarksskolen.

Ifølge skolelederne i Slagelse er det en meget krævende proces at gennemføre en succesfuld skolesammenlægning. Men det er muligt.

- Det mener jeg, vi kan se med det, der er sket i Slagelse. Ja, det kan godt lykkes. Men det kræver pædagogisk knofedt, siger Henrik Østergaard, skoleleder på Marievangsskolen.

 


Nyhedsoverblik