Et minuts stilhed for dræbte i tragisk togulykke

00:44

Sådan her så det ud, da det forulykkede tog blev trukket væk fra ulykkesstedet.

Klokken 14.00 torsdag holdt DSB et minuts stilhed efter den alvorlige togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen, hvor otte personer mistede livet.

Medarbejderne hos DSB er meget berørt af gårsdagens alvorlige togulykke på Storebæltsbroen, hvor otte personer mistede livet og 16 personer blev såret.

Klokken 14.00 holdt DSB derfor et minuts stilhed for de dræbte og de andre passagerer, der var ombord på toget. De flagede også på halv.

Markeringen blev afholdt internt i vagtstuerne, og det blev kaldt ud i alle togene, oplyste DSB til TV ØST. Således havde både personale og togpassagerer mulighed for at holde et minuts stilhed. Det gjorde man ifølge DSB's pressechef som reaktion på gårsdagens ulykke og for at vise sin medfølelse og tanker for de pårørende.

- Jeg er dybt berørt over ulykken og vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse til de efterladte, de tilskadekomne og alle andre, der har været involveret i gårsdagens hændelse, siger bestyrelsesformand Peter Schütze fra DSB i en pressemeddelelse.

Jeg er dybt berørt over ulykken og vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse til de efterladte, de tilskadekomne og alle andre

Peter Schütze, bestyrelsesformand, DSB

- Jeg vil også gerne udtrykke min store taknemmelighed til de medarbejdere og det politi- og redningspersonale, der under stærkt traumatiserende forhold har ydet deres bidrag i kølvandet på ulykken.

Ramte dele fra godstog

DSB oplyser til TV ØST, at medarbejderne er berørte af ulykken og har mulighed for at få den hjælp, de måtte ønske. Ifølge pressechefen for DSB er personalet gode til at hjælpe hinanden og har også mulighed for at få professionel hjælp, hvis man har behov for det.

DSB har efter ulykken iværksat flere undersøgelser af ulykken for at kaste lys over, hvorvidt der er behov for at ændre noget internt i DSB.

- Det er op til Havarikommissionen og politiet at få klarlagt hændelsesforløbet og årsagen til ulykken til bunds. DSB bidrager naturligvis med alt det, som vi kan, til Havarikommissionens undersøgelse, siger den administrerende direktør i DSB, Flemming Jensen.

Ulykken på Storebæltsbroen skete klokken 07.35 onsdag morgen. Et passagertog på vej mod København ramte en trailer, der af endnu ukendte årsager var væltet af et godstog, som kørende i modsatte retning.

Havarikommissionen har oplyst, at det kan tage helt op til et år at klarlægge, præcis hvad der skete.

Sund & Bælt flagede onsdag på halvt efter togulykken. Foto: Kasper Larsen - TV ØST

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App