Calvados-brændevin skal boble på Sydsjælland

Ung godsejer omdanner familieejendom til calvados-vingård. Fremover skal der ligge egefade på høloftet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I sin pullover over skjorten, grønne oilskinsjakke samt ankelridestøvler i mørkebrunt læder ligner han præcis den godsejer, som han er. Men stående øverst på stigen på rov efter æblekviste er det svært at se.

August Hage er 30 år, og æblekvistene er til en ny produktion på familiegodset.

Han vil lave æblebrændevinen, calvados, som Frankrig ellers er kendt for, men August Hage mener, han kan gøre det mindst lige så godt.

Derfor står han altså og strækker sig efter kviste i en privat have ved Bårse runddel lidt uden for Præstø.

Artiklen fortsætter under videoen.

August Hage på æblekviste-rov. Calvadosen baseres nemlig på lokale glemte æblesorter fra Sydsjælland og Lolland-Falster.

Gamle gode men glemte æbler

Det er nemlig ikke et tilfældigt æbletræ, der står i Lis Espersens have. Det er modertræet til sorten, ”Runddelens æble”. Opkaldt efter den runddel, der altså ligger få meter væk.

- Et fint æble som på gode år vejer på den rigtige side af 400 gram, fortæller Lis Espersen.

Men hengemt og glemt som en række andre æblesorter fra Sydsjælland og Lolland-Falster, og det er en skam, mener den unge godsejer, som længe har ønsket at udnytte egnens glemte, gamle æblesorter.

Det gælder ikke mindst en sort, der befinder sig hjemme i hans egen æblelund, og som betyder en del for ham. 

”Alfred Hage-æblet” er nemlig opkaldt efter hans tipoldefar, der havde Oremandsgaard i slutningen af 1800-tallet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Æbletræet, Alfred Hage.
Æbletræet, Alfred Hage. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Æble til en Michelinstjerne 

Alfred Hage-æblet er også et dejligt æble. I hvert fald godt nok til at den lokale Michelin-restaurant, Frederiksminde, i Præstø, som aftager den most, der presses ud af godsets halve hektar.

Men sæsonen er kort, og derfor er æblet, som mange af de andre oversete, gamle sorter, ikke interessant for moderne æbleplantagedrift.

Artiklen fortsætter under videoen.

August Hage ved busten af sin tipoldefar, som grundlagde godset og har et æble opkaldt efter sig.

Et paradoks der har pint femte generation på Oremandsgaard, men som han altså nu tror, han kan løse ved at producere calvados. Faktisk er han overrasket over, at ingen har prøvet før.

- Der er underligt, at der ikke er tradition for det i Danmark. Vi har jo nogle af verdens bedste æbler, mindst lige så gode som franskmændenes hvis ikke bedre. Men vi bliver altså det første specialiseret calvados-hus i Danmark.

Artiklen fortsætter under billedet.

Runddelens æble står få meter væk fra selve Bårse runddel.
Runddelens æble står få meter væk fra selve Bårse runddel. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

10 hektar med æbler

Men først skal der altså plukkes kviste fra de knap 20 gamle lokale æblesorter, som calvadosen skal baseres på.

Kviste som podes til træer og plantes ud til en 10 hektar stor plantage. Omkring 4500 træer i alt.

Samtidig er en gammel avlsbygning ved at blive gjort klar til de store kobberkedler, og på loftet skal der gøres plads til de store fade.

Artiklen fortsætter under billedet.

August Hage og en af hans partnere hvor de store kobberkedler skal stå.
August Hage og en af hans partnere hvor de store kobberkedler skal stå. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Et kæmpe projekt, som August Hage ikke kan klare alene.

Derfor har han købt sig ind i et firma og dermed slået sig sammen med nogle folk, der i forvejen har et gin-destilleri og altså ved noget om at lave spiritus.  

- Her på gården har vi en stor viden om at dyrke fødevarer men ingen erfaring med at forædle og sælge et slutprodukt. Det ved de til gengæld meget om ikke mindst med en farmaceut og en kemiingeniør bag kedlerne. Så jeg synes, det er et rigtig godt match, fortæller August Hage.

Artiklen fortsætter under billedet.

Oremandsgaard er på cirka 800 Hektar.
Oremandsgaard er på cirka 800 Hektar. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Æblebrændevin og ikke calvados

Hele projektet koster knap 1,7 millioner kroner, hvoraf 40 procent kommer fra en EU-fond. Resten af pengene skyder August Hage og hans nye partnere i produktionen. Og de er ikke bange for ikke at kunne hamle op med franskmændene.

- I Normandiet bruger de samme teknologi som i gamle dage. Med den faglighed og de apparater vi får, kan vi opfange langt flere urenheder allerede ved første destillat. Men de er bundet af de gamle metoder for at kunne kalde det Calvados.

Det er de ikke bundet af på Oremandsgaard, som under alle omstændigheder ikke må kalde deres æblebrændevin calvados, når den ikke er produceret i Normandiet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Oremandsgaard da der var mere end tre ansatte.
Oremandsgaard da der var mere end tre ansatte. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Håber på liv på godset

August Hage håber dog ikke kun på en god forretning. Han ønsker også at genskabe lidt af det liv, som engang var på godset.

- Landbruget bliver mere og mere effektivt, og vi bliver færre og færre folk. Sådan en gård som den her er jo bygget til knap 100 ansatte. I dag er vi tre tilbage. Samtidig er mange af avlsbygningerne utidssvarende og står tomme, så jeg drømmer om, at produktionen skaber nyt liv i de gamle bygninger og får trafik tilbage på gårdspladsen.

Stalddørssalg

Meningen er nemlig ikke kun at sælge calvadosen til grossister og eksport men også til private, der kommer kørende forbi og kigger ind i destilleriet.

Allerede til sommer skal første høst destilleres. Det bliver dog ikke af æbler fra godsets nye mark, for først om fem år er træerne store nok, til at de kan høstes.

Til gengæld håber den unge godsejer, at folk i området vil bidrage med æbler fra deres haver.


Nyhedsoverblik