1.000 lokale arbejdspladser risikerer at forsvinde ved Brexit

Tommy Jensen, administrerende direktør i Ropox indsat ved virksomheden Plus Plus. Foto: TV ØST

Tommy Jensen, administrerende direktør i Ropox. Foto: TV ØST

1 af 2

Der bliver bidt negle og holdt godt øje med debatten om Brexit i det britiske parlament hos mange sjællandske virksomheder.

Der er gang i svejseapparaterne på virksomheden Ropox i Næstved.

Firmaet, der producerer hjælpemidler til folk med funktionsnedsættelse, eksporterer til 27 forskellige lande, men lige for tiden har de et skarpt øje på forhandlingerne om Brexit i det britiske parlament. 

Storbritanniens skilsmisse fra EU kan nemlig blive en mavepuster for virksomhederne, fordi det bliver mere kompliceret at eksportere til England på grund af stramme toldregler og bureaukrati.

Kommer der en hård Brexit, så har det store konsekvenser for vores firma

Tommy Jensen, der er administrerende direktør i Ropox

- Vi følger altid med i international politik, men lige omkring Brexit har vi ekstremt stor fokus på, hvad der sker, for kommer der en hård Brexit, så har det store konsekvenser for vores firma, så vi er nødt til at tage en masse forholdsregler, fortæller Tommy Jensen, der er administrerende direktør.

Forbereder sig på det værste

I morgen, mandag den 21. januar, skal en ny udtrædelsesaftale til afstemning i det britiske parlament.

Ledelsen i Ropox håber derfor, at det lykkes Storbritannien at få lavet en god aftale med EU. Men de forbereder sig på det værste, nemlig den såkaldte hårde Brexit, hvor der ikke er nogen overgangsperiode eller aftaler for fremtiden.

Det vil betyde, at alle tidligere samhandelsområder skal ændres, der skal blandt andet genindføres toldkontrol og toldafgifter på eksempelvis fem procent.  

Artiklen fortsætter under billedet.

Ropox i Næstved. Foto: TV ØST

- Vi er forberedte på, at valutakursen, den rasler ned, når der er en no-deal, måske falder kursen på pundet med ti procent, og det vil betyde et fald på ti procent i vores omsætning på det engelske marked, siger Tommy Jensen.

Hvad er Brexit?

  • Brexit er betegnelsen for Storbritanniens udtræden af EU.
     
  • Den 23. juni 2016 stemte den britiske befolkning om, hvorvidt Storbritannien skulle forlade EU. Resultatet var et flertal for at forlade EU: 48,11 procent stemte remain - 51,89 procent stemte leave.
     
  • Den 29. marts 2017 meddelte Storbritannien officielt, at Storbritannien ønsker at forlade EU. Erklæringen til EU blev indgivet under artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Herefter er der ifølge traktaten som udgangspunkt to år til at gennemføre processen for Storbritanniens udtrædelse. Storbritannien forlader derfor EU den 29. marts 2019.
     
  • Der blev i slutningen af november 2018 opnået enighed om en udtrædelsesaftale mellem den britiske regering og de 27 resterende EU-medlemslande, der sætter betingelserne og reglerne for, hvordan Storbritannien forlader EU. Du kan finde udtrædelsesaftalen på Kommissionens hjemmeside. For eksempel er man enige om, at en såkaldt overgangsperiode skal træde i kraft fra 30. marts 2019 og løbe frem til udgangen af 2020 med mulighed for et eller to års forlængelse. I denne periode vil Storbritannien ikke længere være EU-medlem og derfor ikke være repræsenteret i EU’s institutioner, men alle EU’s regler vil stadig gælde for britiske borgere og virksomheder. Samtidig vil man så i overgangsperioden kunne forhandle om, hvordan det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien skal se ud.
     
  • Det kan dog ikke udelukkes, at udtrædelsesaftalen ikke godkendes af det britiske parlament og af Europa-Parlamentet inden den 29. marts 2019 (det såkaldte ”no deal” scenarie). I så fald vil Storbritannien fra den ene dag til den anden overgå til at være et tredjeland i forhold til EU. Storbritannien vil med andre ord udtræde uden samarbejds- og handelsaftaler med EU og uden nogen overgangsperiode. Det vil få konsekvenser specielt for virksomheder, der er vant til at handle med Storbritannien på indre markedsvilkår.

 

Kilde: Udenrigsministeriet.

Se mere

Han kan endnu ikke svare på, om det kan betyde afskedigelser, hvis det værste skulle ske, men firmaet vil så satse på andre markeder.

Forbrugerne holder sig tilbage

Legetøjsvirksomheden Plus-Plus i Holbæk, der eksporterer til England, ruster sig også til fremtiden.

- Vi er spændte på, hvordan det forløber og følger især med i, hvad der sker med kursen på det engelske pund. Vi oplever, at der er en slags vakuum tilstand. De engelske forbrugere holder sig tilbage, og det kan vi mærke på vores salg af legetøj, siger Martin Pihl, der er administrerende direktør i Plus Plus.  

Artiklen fortsætter under billedet.

Martin Pihl, administrerende direktør i Plus Plus. Foto: TV ØST

Direktøren vurderer dog, at det ikke vil blive nødvendigt med afskedigelser i legetøjsfirmaet.

De sjællandske virksomheder eksporterer årligt i omegnen af 12 milliarder kroner til Storbritannien, derfor vurderer Erhvervshus Sjælland, at Brexit kan få store konsekvenser for virksomhederne og kan miste op mod 1.000 arbejdspladser.

- England er et rigtig vigtigt marked for mange sjællandske virksomheder, og hvis vi får en hård brexit, så bliver eksporten sværere, for det betyder nye toldregler og ny lovgivning, fortæller Line Fossing, der er vicedirektør i Erhvervs Sjælland og tilføjer:

- Vi har en lang historie med eksport til England, så det er klart, at det vil få en stor betydning, så det gælder om, at virksomhederne skal forberede sig på at sprede deres risiko og finde andre markeder.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App