Nogle har måske lagt mærke til, at det bølgede på himlen over Vordingborg.
Et vejrfænomen gav nemlig bølgelignende skyer på himlen. Et fænomen, man ikke ser hver dag, lyder det fra Steen Rasmussen, der er vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
- Måske et par gange om året kan man være heldig selv at se det, siger han.
Fænomenet er kendt under navnet Kelvin-Helmholtz, og det kan forekomme hele året rundt.
Vind i to niveauer
For at bølgerne skal skvulpe på himlen skal vind være til stede.
- I forbindelse med en grænseflade i højden kan der være forskel i vindhastighed i to niveauer. Så det blæser måske lidt kraftigere længere oppe, og så kommer der sådan en bølgebevægelse. Hvis der så er skyer, kan man se det, forklarer Steen Rasmussen.
- I dag har der ligget en svag front, som giver muligheder og betingelser for, at man kan se det.
Fænomenet kan også være til stede i klart vejr, men hvis der ikke er skyer, kan man ikke se det med det blotte øje.