Forsvaret ledte efter hollandsk ægtepar i Storebælt - er fundet på Lolland

Både skib og redningshelikopter leder i øjeblikket efter et ægtepar, der ikke er set siden onsdag formiddag. Foto: Anders Garde - TV ØST

To skibe, et militært fartøj og en redningshelikopter leder lige nu efter et ægtepar i Storebælt, mod Sjællands Odde og ned langs Langelands kyst.

Opdatering: Klokken 16.05 oplyser Forsvaret på Twitter, at den forsvundne jolle med et hollandsk ægtepar er fundet i god behold i en havn på Lolland.

Forsvaret har igangsat en storstilet eftersøgning, efter et ægtepar ikke er set, siden de sejlede ud fra Spodsbjerg Havn på Langeland i en jolle onsdag formiddag.

Derfor er der lige nu to skibe, et militært fartøj og en redningshelikopter, der leder efter dem i Storebælt, ved Sjællands Odde og ned langs Langelands kyst.

Det skriver Ekstra Bladet.

- Vi leder efter dem ret bredt, det vil sige hele Storebælt mod Sjællands Odde og ned langs Langelands kyst. Det skyldes, at de på de her 27 timer kan være drevet langt væk, siger vagthavende ved Forsvarets Operationscenter Jesper Berthelsen til eb.dk

Ægteparret, der formentlig er fra Tyskland eller Holland, er ikke kendt i området og har ikke fortalt nogen, hvor de skulle hen.

Har man set noget, man mener kan hjælpe med eftersøgningen, kan man kontakte Forsvarets Operationscenter på telefon 72 81 23 00.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App