24-årig mand fængslet for drab i Holbæk - sendte fingerkys til fremmødte i retten

Skyderiet fandt sted i Ladegårdsparken Vest 135 i Holbæk. Foto: René Lind

En mand fra Holbæk er blevet varetægtsfængslet frem til 28. maj ved Retten i Holbæk. Han er sigtet for at stå bag et skuddrab i Ladegårdsparken.

Retten i Holbæk fremstillede mandag en 24-årig mand fra Holbæk i grundlovsforhør, fordi politiet mener, han står bag et drab søndag den 28. april. Her blev den sigtede varetægtsfængslet frem til den 28. maj.

Manden blev anholdt søndag eftermiddag i Københavns Lufthavn.

Udover at være sigtet for manddrab er manden også sigtet for at være i besiddelse af en pistol. Han nægter sig dog skyldig i sigtelserne.

Politiet mener, at drabet på den 18-årige kan have en sammenhæng med den konflikt, der i 2018 brød ud mellem to kriminelle grupperinger. Ved flere lejligheder var der sammenstød mellem personer fra rockergruppen Bandidos og personer fra en anden gruppering med rødder til det belastede boligområdet Vangkvarteret.

Artiklen fortsætter under billedet.

Skyderiet fandt sted i Ladegårdsparken Vest 135 i Holbæk. Foto: René Lind

Sendte fingerkys til tilhørerne

Den 24-årige sigtede mand havde mørkt tøj på, da han blev ført ind i retslokalet. Han er muskuløs og hilste på venner og bekendte på tilskuerpladserne. Han sendte fingerkys til nogle af de fremmødte.

Dommeren valgte at lukke dørene til grundlovsforhøret, da politiet stadig er i deres indledende fase af efterforskningen. Politiet oplyser samtidig at der foregår efterforskning i en verserende sag.

Derfor blev offentligheden og pressen vist ud af retten, da sigtelsen var blevet læst op. Her nåede den sigtede at give et kys til en kvinde, som sad på tilhørerpladserne, inden hun forlod retslokalet.

Visitationszone i det centrale Holbæk

Efter drabet på den 18-årige indførte politiet visitationszone. Det betyder, at politiet kan stoppe og visitere borgere i området uden nogen konkret mistanke.

Årsagen til visitationszonen skyldes, at politiet vurderer, at der er stor risiko for flere strafbare handlinger i kølvandet på de aktuelle hændelser.

Zonen omfatter et stort område i det centrale Holbæk, og zonerne gælder foreløbigt frem til mandag den 13. maj.

Artiklen fortsætter under kortet.

  Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Flere skyderier i Holbæk

Den nu afdøde 18-årige mand kom ud af opgangen fra Ladegårdsparken Vest 135 og blev ifølge hans venner, der var sammen med ham på gerningstidspunktet, skudt i hovedet fire gange. 

Udover det seneste skyderi søndag den 28. april har der været en række andre skyderier i Holbæk. Blandt andet den 27. marts, hvor skyderiet fandt sted i Vangkvarteret.

De to skudepisoder kommer kun et halvt år efter, at der verserede en konflikt mellem rockergruppen Bandidos og en gruppe personer fra Vangkvarteret i Holbæk.

Efter flere episoder ved Bandidos' klubhus i Østerstræde i Holbæks centrum i efteråret 2018 valgte politiet også dengang at indføre visitationszoner og opholdsforbud i huset. Det betød, at Bandidos i november sidste år valgte at flytte fra Smedestræde.

Skyderiet den 28. april udspringer ifølge politiet af en konflikt i det kriminelle miljø.

TV2 ØST besøgte Ladegårdsparken efter drabet, hvor venner og bekendte til den den dræbte 18-årige lagde blomster og mindede ham. Du kan se indslaget her.

06:57

Skudepisoden fandt sted søndag den 28. april kort efter klokken 22 ud for Ladegårdsparken Vest 135.

Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App