En enorm havvindmøllepark, der kan producere strøm nok til at opfylde behovet i 600.000 husstande.
Det vil om få måneder stå klart i Østersøen ud for Møn, når vindmølleparken Kriegers Flak er færdigbygget.
Den store vindmøllepark har netop fået myndighedernes officielle blå stempel til at gå i produktion – og dermed kan den sidste del af arbejdet med at opføre parken gå i gang straks. Godkendelsen gælder i 25 år.
- Lige nu er de fire første møller ved at blive læsset ombord på et stort specialskib på Rønne Havn. Skibet skal sætte møllerne op – og den første kommer nok op i starten af næste uge, siger kommunikationschef Esben Baltzer Nielsen fra Vattenfall.
Artiklen fortsætter under kortene.
Dobbelt op på Sjællands behov
Det er Vattenfall, der står for byggeriet af parken. Der er tale om den hidtil største vindmøllepark herhjemme, der med 72 vindmøller i Østersøen kan levere strøm nok til 600.000 husstande på årsbasis. Til sammenligning er der 389.419 husstande i hele Region Sjælland.
Parken er et stort skridt i retning af fremtidens energiforsyning, hvor vi siger farvel til fossile brændstoffer, og i stedet bruger varmepumper og elbiler, siger Ture Falbe-Hansen, der er pressechef i Energistyrelsen.
Han er selv begejstret over, at parken er under opbygning.
- Det er den ubetinget største havvindmøllepark i dag, og den er samtidig et knudepunkt for danske, svenske og tyske elnet, siger han.
Han peger på, at der i tilfælde af overproduktion af strøm i Danmark på blæsende dage kan eksporteres strøm til Tyskland af denne vej.
Han peger dog på, at Danmarks forbrug af strøm gradvist vil blive øget, efterhånden som flere dropper kul, benzin, gas og olie til opvarmning af deres huse og som brandstof i deres biler.
Artiklen fortsætter under billedet.
Sådan bygges de
Vindmølleparken ud for Møn skal efter planen være færdig i løbet af i år. Vindmøllerne tilsluttes løbende elnettet, så snart de er klar – og dermed vil den første strøm fra møllerne være klar i vores stikkontakter i løbet af få uger. Møllernes fundamenter og kraft-kablerne er således allerede på plads.
Møllerne samles på stedet, efterhånden som de sættes op.
- De lastes på det specialbyggede skib som et møllehus, tre vinger og et tårn, og der er plads til fire byggesæt ad gangen, siger Esben Baltzer Nielsen.
Han siger samtidig, at selskabet ikke forventer større problemer med vejr og vind under arbejdet.
- Vi har lige opsat møller på vindmølleparken Horns Rev 3 i Nordsøen, og her var vind og især dønninger et problem. Der står vi overfor noget mere rolige forhold i Østersøen, siger Esben Baltzer Nielsen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Længe undervejs
Beslutningen om at opføre havvindmølleparken i området blev truffet på Christiansborg i 2012. I 2016 fik Vattenfall til opgave at opføre den.
Vindmølleparken bygges nær et sted, hvor den danske grænse mødes med den tyske og svenske grænse. Tyskland og Sverige har ligeledes i det samme område opført havvindmølleparker, og parkerne kan som allerede nævnt bruge hinandens kabler, når der eksempelvis skal sælges strøm.
Når parken er etableret, så er det meningen, at der skal foretages service og vedligehold af de 72 møller fra Klintholm Havn på Møn.