Erik frygter for sikkerheden hos Flextrafik - chauffør truede med at sætte ham af

Kørestolsbrugere, ældre borgere og en forælder står nu frem og fortæller om trusler, manglende styr på sikkerheden og ildelugtende flexbiler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter at være blevet ramt af en blodprop i nakken er Erik Etmann blevet lam fra brystet og ned. Han sidder i kørestol og bor sammen med sin kone Vibeke Etmann i Vordingborg. 

Tre gange om ugen kører han med Flextrafik til Karlsunde, hvor han er i genoptræning, men turene med Flextrafik bekymrer hans kone: 

- Jeg har det rigtigt dårligt, og jeg har dårlige nerver hver gang, siger hun.

Når Erik Etmann skal ud at køre, har hun ham med på FaceTime, så de kan holde kontakten under køreturen. Erik Etmann oplever flere problemer, når han kører med Flextrafik:

- De snakker ned til mig. Jeg føler, de skal nå noget meget hurtigt, siger han. 

quote Hvis man er utilfreds med kunderne, skulle man måske køre med grise fremfor mennesker

Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer

Det er vigtigt for ham, at han bliver spændt sikkert og korrekt fast i sin kørestol, når han skal ud at køre. Her er der ifølge Erik Etmann ofte fejl: 

- De tager min hoftesele op omkring min arm, så jeg sidder fastspændt og ikke kan gøre noget med armene. Min skuldersele sidder oppe omkring halsen, forklarer han og understreger, at det kan være farligt for ham at køre på dén måde, hvis chaufføren bremser hårdt op. 

Når han prøver at sige det til chaufførerne, er ikke alle lydhøre for kritik: 

- Så kørte han (chaufføren, red.) ud til siden og sagde, han ville sætte mig af, fordi jeg irettesatte ham, fortæller Erik Etmann. 

Læs også
Passagerer utrygge ved at køre med flextrafik - chauffør faldt i søvn bag rattet
Læs også
Passagerer utrygge ved at køre med flextrafik - chauffør faldt i søvn bag rattet

Ifølge Politiken, der har talt med 15 nuværende og tidligere vognmænd, beretter chauffører om arbejdsdage på op til 18 timer og syv dages arbejdsuger. 

Flere borgere står nu frem med ubehagelige Flextrafik-oplevelser. 

Til 75-årig kørestolsbruger: - Så er det ud!

Mona Vilebæk Hansen bor sammen med sin 80-årige mand i Sandby lidt uden for Nakskov. Hun sidder også i kørestol. Den 4. september skulle det ældre ægtepar besøge deres familie i Frederikssund på Nordsjælland med Flextrafik.

Mona Vilebæk Hansen blev bedt om at stige ud midt på turen, selvom hun sidder i kørestol.
Mona Vilebæk Hansen blev bedt om at stige ud midt på turen, selvom hun sidder i kørestol. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Turen frem gik godt, men vejen tilbage sidder stadig i Mona Vilebæk Hansen. Først skulle de køre en anden ældre dame nordpå, inden Flextrafik-bilen kunne tage ruten mod Lolland. 

- Vi kørte og kørte. Så spurgte jeg chaufføren, hvor vi var. Det ville han ikke fortælle mig. Jeg har åbenbart irriteret ham, for han blev mere og mere sur, fortæller Mona Vilebæk Hansen. 

Efter at have sat den anden dame af, var der kun ægteparret og chaufføren tilbage i bilen. Da Mona Vilebæk Hansen ikke anede, hvor de var, spurgte hun endnu engang, hvor langt der var hjem. 

- Lige pludselig så holdt han ind til siden. Han pegede på døren og sagde, så er det ud. På en mørk landevej oppe på Nordsjælland, fortæller hun. 

quote Det er slet ikke, som det skal være. Selvfølgelig skal man spændes rigtigt fast, og selvfølgelig skal man behandles ordenligt

Jens Peter Langberg, Flextrafikchef, Movia

De havde ingen anelse om, hvor de var og kan heller ikke gengive det i dag. Det endte med, at chaufføren kørte det ældre ægtepar hjem, men episoden har alligevel chokeret Mona Vilebæk Hansen, der efterfølgende har meldt sig helt ud af Flextrafikordningen.

- Min mand sagde til mig, nu holder du altså kæft Mona. Han var meget bange, og vi rystede begge to over det hele, siger hun.  

Kræver mennesketække 

I Vordingborg bor Hanne Petersen med sin søn, der er autist. Han kører med Flextrafik i skole, da Hanne Petersen ikke selv kan køre ham.

- De fleste chauffører er okay, men andre stikker meget ud. Der lugter af røg i bilerne, og nogle af dem larmer, så det lyder som om, de ikke burde køre på vejene, siger hun. 

Hendes søn har brug for struktur i hverdagen, men hver morgen er der næsten altid nye chauffører, og ikke alle er lige gode til at hjælpe ham ind i bilen. Hanne Petersen, der selv skal tage vare på helbredet, kan ikke altid følge med sin søn udenfor. 

- Den værste oplevelse, jeg har haft, var, hvor jeg ikke kunne gå med min søn ud. Jeg holdt øje med ham fra vinduet. Chaufføren talte i mobiltelefon, og min søn kunne ikke få skydedøren i bilen op. Han blev mere og mere panisk, forklarer Hanne Petersen. 

Hun er ikke altid tryg ved at sende sin søn afsted i skole, men i øjeblikket har hun ikke andre muligheder end at benytte Flextrafik: 

- Jeg synes, det må være relevant at have en uddannelse, eller i det mindste have en form for mennesketække. Specielt når man kører med sårbare børn, understreger hun. 

- Kør med grise i stedet for mennesker

Thorkild Olesen, der er formand i Danske Handicaporganisationer, finder ikke borgernes beretninger tilfredsstillende. 

- De mennesker, vi har med at gøre her, de er alle i en situation, hvor de har brug for hjælp. Derfor er man nødt til at behandle dem ordentligt. Det er altså et servicefag, man er ansat i, fastslår formanden.

Både taxa- og busselskaber og andre kørselsvirksomheder kan køre Flextrafik for transportudbyderne.
Både taxa- og busselskaber og andre kørselsvirksomheder kan køre Flextrafik for transportudbyderne.

Danske Handicaporganisationer mener, at servicen overfor borgere, som benytter Flextrafik, bør være i top. Uanset hvad der måtte være af udfordringer for chaufførerne på området: 

- Når man hører om mennesker, der ikke bliver spændt ordentligt fast i deres kørestol, og når man hører om mennesker, der bliver truet med at blive smidt af, så er det et udtryk for, at der er en forkert kultur. At man ikke er blevet opdraget ordentligt på sit arbejde. 

Formanden i Danske Handicaporganisationer har et råd til de chauffører, der ikke interesserer sig for at give en god service:

- Hvis man er utilfreds med kunderne, skulle man måske køre med grise fremfor mennesker.

Movia: - Det er slet ikke, som det skal være

Det er Movia, der udbyder Flextrafik gennem lokale vognmænd og deres underleverandører. Jens Peter Langberg, der er Flextrafikchef ved Movia, mener ikke, at borgernes eksempler lever op til den standard, som transportselskabet kræver af vognmændene og deres chauffører: 

- Det er slet ikke, som det skal være. Selvfølgelig skal man spændes rigtigt fast, og selvfølgelig skal man behandles ordenligt, understreger han. 

Jens Peter Langberg, chef for Flextrafik i Movia, er ikke glad for kundernes historier.
Jens Peter Langberg, chef for Flextrafik i Movia, er ikke glad for kundernes historier. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Der er i dag ikke én rigtig vej at klage. Mens nogle borgere klager til kommunen, hvor de typisk har fået tilkendt Flextrafik, klager andre direkte til Movia eller Region Sjælland. Ifølge Flextrafikchefen ved Movia, forsøger transportselskabet altid at agere ved hver eneste klage: 

- Når vi får klager ind, så ser vi, hvad der er op og ned. Vi hører vognmanden, hvad der er foregået. I de aktuelle sager har vi sagt til vognmanden, at de her chauffører må opføre sig på en anden måde videre frem, siger Jens Peter Langberg til TV2 ØST. 



Nyhedsoverblik