Bøderegn i Præstø - hvert tredje minut blev en fartsynder blitzet

Ud af de 744 bilister, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi nåede at tjekke på fire en halv time, de var til stede i området, mistede én person kørekortet, 22 fik et klip og 69 modtager snart en fartbøde. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Der var tirsdag fartkontrol på Jungshovedvej i Præstø, som resulterede i blandt andet 22 klip i kortet og en frakendelse af kørekortet.

Der blev tirsdag givet gas i Præstø, og det endte med at have konsekvenser for 92 ud af 744 bilister, som blev kontrolleret af politiets fotovogn på strækningen sydøst for Præstø.

Ud af de 744 bilister, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi nåede at tjekke på fire en halv time, de var til stede i området, mistede én person kørekortet, 22 fik et klip og 69 modtager snart en fartbøde i e-boks.

Man må køre 60 km/t på Jungshovedvej og den største fartsynder var helt oppe på 103 km/t og fik derfor frakendt kørekortet.

Penge i kassen hvert tredje minut

I de fire en halv time, som politiet havde opstillet fotovognen, blev der i gennemsnit blitzet hvert tredje minut. Det har med andre ord ikke været kedeligt at være færdselsbetjent tirsdag.

Kenneth Lund-Jensen, som er leder af Lokal Efterforskning hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, fortæller, at det desværre var forventeligt på den strækning.

- Det er ikke første gang, vi fanger så mange fartsyndere på Jungshovedvej, fortæller han.

Politiet har i uge 41 gjort en stor indsats for at stoppe fartbøller på Sydsjælland, men selvom vi skriver uge 42 i dag, er der altså stadig risiko for at blive blitzet af en fotovogn, hvis man overskrider hastighedsbegrænsningerne.

Under kampagnen i sidste uge, blev 6900 bilister taget for at køre for stærkt.

Nyhedsoverblik

Skraldemændene har problemer i vintervejret - især i denne kommune

play-circle LYT
I flere kommuner kæmper skraldemændene i disse dage med at nå frem - og i Kalundborg Kommune kæmper de stadig videre. Foto: Kalundborg Kommune

I Kalundborg Kommune er der i øjeblikket uregelmæssig tømning af affald på grund af vintervejret

Skraldemændene kan ikke længere indhente de manglende tømninger fra uge 1 og 2. Derfor bliver der tømt, næste gang der er planmæssig tømmedag, oplyser Kalundborg Kommune på Facebook.

- Hvis du ikke fik tømt beholder til rest/madaffald i uge 1 og 2, er du velkommen til at stille 1 sæk med restaffald og 1 sæk med madaffald uden sækkemærke ved siden af beholderne ved næste tømning - så tager skraldemanden dem med, oplyses det videre.

Affaldet skal pakkes i lukkede, klare plastiksække.

- Har du overskydende genanvendeligt affald, kan du aflevere det på genbrugspladsen (sorteret efter ARGOs vejledning).

Skraldemændene kører nu efter tømmekalenderen, og de tømmer beholderne, hvis der er ryddet for sne og is på egen grund og fortov/vej samt at vejene i området i øvrigt er fremkommelige.

Det er skraldemændene selv, der vurderer, om de kan komme sikkert frem.

Christian er en del af 'ungeløftet': - Jobbet har givet mig et kæmpe boost

play-circle LYT
Foto: Holbæk Kommune

Christian (på billedet her) er ansat i fleksjob hos Max Skov Hansen i Rema 1000 på Kalundborgvej i Holbæk.

- Mit job i Rema 1000 har givet mit selvværd et kæmpe boost, siger Christian.

Han er en af syv medarbejdere, som Max har ansat i fleksjob, og han har valgt, at hans butik skal være en del af 'Ungeløftet'. Det skriver Holbæk Kommune på Facebook.

Det har han, fordi det ifølge ham både giver mening for ham at gøre en særlig indsats for nogle af de unge, der står uden job og uddannelse, og fordi det giver en god medarbejderdiversitet.

Ungeløftet er målrettet de 45.000 unge, der på landsplan står uden job og uddannelse. Det består af en række initiativer, der på forskellige måder skal understøtte, at de unge bliver en del af et arbejde, en uddannelse eller et andet meningsfuldt fællesskab.

Flere end 3.000 børn gik til fordel for børn i glemte kriser

play-circle LYT
Flere end 3.000 børn og unge var samlet i Herlufsholmskov i Næstved mandag morgen for at samle ind til Danmarks Indsamlingen. Foto: Næstved Kommune

Mandag formiddag var det godt gang i den, da flere end 3000 børn og unge var samlet i Herlufsholmskov i Næstved.

Børnene fra 33 forskellige institutioner i Næstved Kommune gik mellem 2,5 og 5,1 kilometer til fordel for børn i glemte kriser.

Inden gåturen gåturen sørgede DR's Hr. Skæg og Sælma, sammen med den veloplagte instruktør Anja Wissum fra Dokken Crossfit, for opvarmning og herefter fik borgmester Kenneth Sørensen (V) sendt børnene godt afsted ind på ruterne i skoven.

Foto: Næstved Kommune

I Næstved gik de cirka 3.000 børn og unge i alt 12.168 kilometer, og for hver kilometer et barn eller en ung under 18 år går frem til 31. januar, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kr. til Danmarks Indsamling.

Det betyder, at der mandag formiddag blev samlet hele 243.360 kroner ind. Det oplyser Næstved Kommune.

Du kan stadig nå at være med til at støtte Danmarks Indsamling. Hver eneste kilometer tæller frem til 31. januar, hvor Næstved er værtsby for det store TV-show Danmarks Indsamling i Arena Næstved.

Du kan registrere antal kilometer her.

Fossiler fra klint ændrer historien om livets overlevelse

play-circle LYT
Stevns Klint har ændret historien om de forhistoriske blæksprutter. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Nye fund fra Stevns Klint viser nu, at mindst én ammonitart overlevede længere end hidtil antaget.

Ammonitter var forhistoriske blæksprutter med karakteristiske, oprullede skaller og er blandt verdens mest kendte fossiler. Hidtil har forskere ment, at de uddøde samtidig med dinosaurerne efter det store asteroidenedslag for 66 millioner år siden.

Asteroidenedslaget udryddede over halvdelen af alt liv på Jorden, men det nye studie dokumenterer, at ammonitter levede videre i flere årtusinder efter masseuddøen. Fossilerne er fundet i lag, der ligger op til 38 centimeter over det såkaldte fiskeler, som markerer selve nedslaget og overgangen mellem Kridttiden og Paleogen.

Denne ammonit er af arten Baculites og er fundet ved Rødvig i et lag, der ligger 37 centimeter over fiskeleret. | Foto: Sten Lennart Jakobsen

Lagene er dannet 60.000 til 100.000 år efter nedslaget, hvor ammonitterne traditionelt blev betragtet som uddøde. En af fossilerne er af arten Baculites og er fundet ved Rødvig.

Ifølge museumsinspektør Jesper Milàn fra museet KALK i Faxe rykker fundene markant ved forståelsen af livets udvikling på Jorden.

Studiet er gennemført af et internationalt forskerhold under ledelse af professor Marcin Machalski fra Institute of Palaeobiology ved Polish Academy of Sciences og er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

Handlede narko lige foran lokale betjente

play-circle LYT

Lokalpolitiet i Næstved sigter to mænd for narkolovbrud efter en indsats på Skyttemarksvej mandag eftermiddag.

En 22-årig mand fra Næstved mistænkes for salg af ulovlige stoffer, mens en 28-årig mand fra byen blev taget med en mindre mængde hash på sig.

Ifølge politiet gennemførte de to mænd muligvis en handel på Skyttemarksvej, hvor de to personer udvekslede noget - for øjnene af betjentene.

Den ene, en 28-årig mand, blev kort efter standset. Ved visitationen fandt politiet en klump hash på 0,9 gram, og han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den anden person var en 22-årig mand fra Næstved, som blev anholdt klokken 17.51. Politiet ransagede efterfølgende den 22-åriges bopæl. Her fandt betjentene blandt andet hash, skunk og receptpligtige piller samt et kontant beløb, der blev beslaglagt som led i sagen.

Den 22-årige blev sigtet for salg af ulovlige stoffer og taget med til politistationen til afhøring. Han blev løsladt igen klokken 21.00 mandag aften, men sagen kører videre, og de beslaglagte stoffer og pengene indgår nu som bevismateriale i efterforskningen.

Fik klip efter kørsel i vintervejr

play-circle LYT

Der blev advaret mod spejlglatte veje, og bilisterne blev mandag opfordret til at køre forsigtigt.

Alligevel havde én bilist i Stege mandag eftermiddag så tung en speederfod, at han eller hun nu får et klip i kørekortet. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Kontrollen blev gennemført mellem klokken 15.33 og 18.33 på Grønsundvej ved Ebbelnæs i Stege.

127 bilister kørte forbi kameraet, og ni af dem kørte så hurtigt, at de får en bøde. Kontrollen kom efter at borgere i byen havde henvendt sig til politiet og bedt om en fartkontrol.

Strækningen er skiltet med en tilladt hastighed på 50 km/t. Den højeste målte hastighed ved kontrollen er 75 km/t.

Forsikringsselskab: Sådan kommer du sikkert frem i isglat føre

play-circle LYT

Isglatte veje giver i øjeblikket store udfordringer i trafikken, og LB Forsikring har den seneste uge haft travlt med at hjælpe medlemmer, der er kommet i problemer.

Først sne og siden tøvejr har skabt glatte forhold, og selskabet forventer, at vejret fortsat vil give udfordringer.

- I første omgang handler det om at have god tid og bevare roen og overblikket. Alle bilister har været igennem en glatføreprøve, da de tog kørekortet, og de fleste kan genkalde sig de grundlæggende råd, siger Maiken Sjöberg Russ, skadeschef for Bil, Bygning og Indbo i LB Forsikring i en pressemeddelelse.

Hun opfordrer bilister til at køre forsigtigt, sænke farten og holde god afstand, da bremselængden øges markant på glatte veje. Hvis bilen skrider, bør føreren slippe speederen og styre roligt uden pludselige bevægelser. Føler man sig utryg, anbefaler selskabet at lade bilen stå.

Ifølge LB Forsikring rammer glatføre ikke kun bilister. Også cyklister og fodgængere skal være ekstra opmærksomme. Cykelstier har flere steder været spejlglatte, og på fortove kan smeltende sne skabe glat sjap.

- Sænk farten, hold afstand og vis hensyn, uanset om du kører bil, cykler eller går, siger Maiken Sjöberg Russ.

Vil give ret til tjenestefrihed for frivillige i beredskabet

play-circle LYT
Medlemmer af blandt andet Hjemmeværnet skal ifølge de to partier have tjenestefrihed med løn. Foto: Mads Gudiksen - TV2 ØST

Nyt Odsherred og Dansk Folkeparti rejser nu en politisk sag i Odsherred Byråd om, hvorvidt ansatte i Odsherred Kommune skal have ret til tjenestefrihed i forbindelse med frivillige samfundsmæssige opgaver som Hjemmeværnet, Beredskabet og som hjerteløbere.

Kommunens chefgruppe behandlede sagen den 24. november og besluttede, at der kan gives tjenestefrihed uden løn efter en konkret ledelsesvurdering. Det er ifølge partierne ikke tilstrækkeligt.

- Når medarbejdere vil tage ansvar for fællesskabet, skal kommunen ikke nøjes med at sige “det kommer an på”. Det giver ikke en ensartet behandling, siger Karina Vincentz, gruppeformand for Nyt Odsherred.

Gruppeformand Julie Jacobsen (DF) mener, at kommunen som stor arbejdsplads har et ansvar for at gøre det lettere for medarbejdere at engagere sig frivilligt.

- Beredskabet mangler folk, og kriserne bliver kun mere komplekse. Som kommunens største arbejdsplads har Odsherred Kommune et ansvar for at gøre det lettere for medarbejdere at engagere sig som frivillige, siger hun.

Partierne foreslår derfor faste politiske rammer, der giver ret til tjenestefrihed uden løn, krav om tilpasning af arbejds- og vagtplaner samt en aktiv anerkendelse af medarbejdere, der deltager i frivilligt beredskabsarbejde.

Flugtbilist stak af efter uheld

play-circle LYT
Flugtbilisten flygtede fra stedet, inden politiet ankom. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

En bilist stak mandag eftermiddag af efter et uheld på Tjørnedevej/Ringstedvej i Holbæk.

Ulykken skete, da flugtbilisten overhalede en 64-årig kvinde fra Regstrup, som skulle svinge til venstre ad Tjørnedevej. Kvinden blev ramt af den overhalende bil.

De to involverede bilister nåede at tale kort sammen efter uheldet, men alligevel valgte føreren af bilen, som overhalede, at køre fra stedet, inden politiet nåede frem.

Ingen personer kom noget til, men begge biler har taget stor skade.

Den forsvundne bil beskrives som en blå Volvo med skader på venstre side ved kofangeren. Bilen havde svenske nummerplader, som ifølge politiet formentlig ikke tilhører bilen.

Vidner bedes kontakte politiet på 1-1-4.

Minister kalder dansk drikkevandsindsats for en fiasko

play-circle LYT
Det kan være nødvendigt at skride ind med sprøjteforbud, siger Magnus Heunicke (S). (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af Jeppe Lykke Hansen
I samarbejde med TV 2

Årtiers indsats for at beskytte det danske drikkevand mod forurening er slået fejl.

Sådan lyder erkendelsen nu fra det ministerium, der har det overordnede ansvar på området.

Det skriver Information.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) betegner den hidtidige indsats som en ”fiasko”.

For at sikre rent drikkevand i fremtiden kan det derfor være nødvendigt at skride ind med for eksempel forbud mod at sprøjte med pesticider oven på de sårbare drikkevandsdannende områder, lyder vurderingen fra Miljøministeriet i en ny rapport.

I 1998 blev det vurderet, at det var nødvendigt at beskytte 630.000 hektar af Danmark mod forurening fra pesticider og nitrat. Men i dag er kun cirka 1,5 procent af indsatsområdet blevet beskyttet, konstaterer Miljøministeriet.

Departementschef går ind i Femern-konflikt

play-circle LYT
Departementschef skriver i et direkte svar til hovedentreprenørens direktør, at man er bekymret for, om konsortiet kan gennemføre projektet. Foto: Femern A/S

Transportministeriets departementschef er gået ind i en åben konflikt med direktøren, der står i spidsen for Femern Bælt-forbindelsens hovedentreprenør, Femern Link Contractors.

Det skriver Folketidendes medie FemernBusiness.

I en skriftlig udveksling med den administrerende direktør, Sébastien Bliaut, stiller transportministeriets departementschef Jacob Heinsen spørgsmålstegn ved, om entreprenøren er den rigtige til at færdiggøre den 67 milliarder kroner dyre forbindelse til Tyskland.

Det viser en aktindsigt, som FemernBusiness har fået fra Transportministeriet.

Uenigheden handler dels om årsagerne til forsinkelserne i nedsænkningsfasen og dels om regningen. Desuden har Femern Link Contractors rejst et krav mod Femern A/S på 14,5 milliarder kroner, ligesom der kører en voldsgiftssag om coronarelaterede forsinkelser.