Se vejrkortene: Her kan der komme kraftig regn onsdag

Med lokalt op omkring 40 millimeter regn i løbet af onsdag, så vil der flere steder komme en del vand i gaderne. Foto: Anja Knappe / Seerfoto

TV 2 VEJRET har fortsat varsel ude for kraftig regn, der betyder mindst 24 millimeter regn på seks timer.

Forfatterbillede.
Af Jonas Damsbo og Jacob Linddahl
I samarbejde med TV 2

Det er med at huske regnfrakken og paraplyen onsdag. Et større regnvejr ligger nemlig stille på tværs af Danmark, der lokalt kan give store mængder regn.

Det har fået TV 2 VEJRET til at udsende varsel for kraftig regn, hvilket er defineret ved mindst 24 millimeter regn i løbet af seks timer.

Varslet er gældende for Sønderjylland og det vestligste Fyn mellem klokken 10 til 20. I de varslede områder kan der falde op mellem 30 og 40 millimeter regn.

I oktober falder der normalt 83,2 millimeter i løbet af en hel måned.

Varslet for kraftig regn er gældende i tidsrummet klokken 10 til 20. | Foto: TV 2 VEJRET

Flere andre steder kan man også se frem til en regnfuld onsdag med mellem 10 og 20 millimeter regn. Men selvom det hele lyder lidt gråt og trist, så er der også lyspunkter.

For både Nordjylland, Lolland, Falster og Bornholm kan stort set gå fri af regnvejret og ende med at få en tørvejrsdag med kun få eller ingen byger.

Akkumuleret nedbør onsdag. Især den sydlige halvdel af Jylland og den vestlige del af Fyn får det meget vådt med over 30 millimeter mange steder. | Foto: TV 2 VEJRET

Udbredt regn onsdag formiddag

På TV 2 VEJRETs radar kan dagens regnvejr følges live. Her kan det allerede nu ses, at store dele af Jylland og Fyn har udbredt regn onsdag morgen.

I løbet af formiddagen forventes regnen at sile ned syd for Limfjorden i Jylland samt på store dele af Fyn. Også de nordligste områder af Sjælland kan forvente regnbyger i løbet af formiddagen.

I resten af landet er det kun få lokale byger, der er på programmet frem mod middagstid.

Prognose onsdag formiddag. Regnfuldt mange steder vest for Storebælt. Byger mod øst. | Foto: TV 2 VEJRET

Fortsat regnfuldt i eftermiddag

På den anden side af middag bliver båndet med regnvejr efterhånden en smule smallere, og i det nordvestlige Jylland kan der måske blive lidt plads til solen.

Der er dog stadig udsigt til en regnvåd eftermiddag i et bånd fra Sønderjylland hen over Fyn og Sjælland.

Prognose onsdag eftermiddag. Regnfuldt mange steder. Nordjylland og Bornholm kan derimod få det helt hæderligt. | Foto: TV 2 VEJRET

Til trods for det våde og grå efterårsvejr, så bliver onsdag en ganske lun dag for årstiden. Omkring 16 grader forventes temperaturen at nå op på.

Sidst på eftermiddagen begynder regnen at gå i opløsning. Først i Jylland og sidenhen mod øst. Derefter er det primært få lokale byger, der er at finde ude i den sydlige og østlige del af det ganske land.

Disse byger kan dog lokalt gå hen og blive kraftige.

Når dagen bliver til aften går det intense regnvejr efterhånden over til at være lokale byger. | Foto: TV 2 VEJRET

Risiko for tordenbyger i aften

Efter at regnvejret er gået i opløsning venter en onsdag aften med byger. Et område med kraftige byger trækker op over landet i løbet af aftenen fra sydvest.

I forbindelse med bygerne kan et tordenbrag ikke udelukkes.

Prognose onsdag aften. Et område med kraftige byger driver op over landet i aften. Over de sydlige og østlige egne kan de lokalt være med torden. | Foto: TV 2 VEJRET

Nyhedsoverblik

Affaldsselskab får ny bestyrelse

play-circle LYT
Udskiftningen sker som et følge af kommunalvalget tilbage i november. Foto: AffaldPlus

Affalds- og energiselskabet AffaldPlus har fået ny bestyrelse.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra selskabet selv.

Udskiftningen sker som følge af kommunalvalget tilbage i november, og bestyrelsen er som udgangspunkt sammensat af borgmestrene fra de kommuner, der ejer selskabet samt tre eksterne bestyrelsesmedlemmer og en medarbejderrepræsentant.

AffaldPlus er ejet af kommunerne Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø og Vordingborg.

Her er AffaldPlus nye bestyrelse:

· Mikkel Dam (LA), borgmester i Faxe Kommune

· Kenneth Sørensen (V), borgmester i Næstved Kommune

· Klaus Hansen (V), byrådsmedlem i Ringsted Kommune (næstformand)

· Knud Vincents (V), borgmester i Slagelse Kommune

· Jakob Spliid (V), borgmester i Sorø Kommune

· Michael Seiding Larsen (V), borgmester i Vordingborg Kommune

· Anders Ertmann, eksternt medlem (formand)

· Vakant, eksternt medlem

· Vakant, eksternt medlem

· Kasper Frejstrup, medarbejderrepræsentant

Kilde: AffaldPlus

To biler i alvorligt sammenstød ved Ringsted

play-circle LYT
Politiet er på stedet. Foto: Michael Nordborg

Opdatering: Der er nu ryddet helt op efter uheldet, og begge spor er igen åbnet. Vagtchefen påpeger, at fire af parterne er uden for livsfare, mens den konkrete tilstand på de alvorligt tilskadekomne endnu er uvist.

Der er sket et alvorligt trafikuheld på rute 150 Sorøvej i krydset ved Sigerstedvej og Bringstrupvej ved Ringsted.

Det oplyser P4 Trafik.

- Det ser ud til, at det er to biler, der er stødt sammen med i alt seks mennesker, hvor nogle af dem er børn, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Benjamin Rasch, til TV2 ØST.

Der er helt spærret i begge retninger, der er voksende kødannelse, og politi og redning arbejder på stedet.

På stedet står en helikopter klar til at fragte de mest tilskadekomne til Rigshospitalet i København. Derudover er der også ankommet en bilinspektør, som skal klarlægge ulykkens hændelsesforløb.

Ministerie afskediger ansatte på udflyttede arbejdspladser

play-circle LYT
De styrelser, der bliver ramt, er blandt andet Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og Gældsstyrelsen. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Skatteministeriet vil spare 610 ansatte væk som en del af regeringens arbejdsprogram, der skal skære mindst 5,5 milliarder kroner i den statslige administration frem mod 2030.

Det går blandt andet udover ansatte i ministeriets styrelser rundt om i TV2 ØSTs sendeområde.

Her gælder det fem ansatte i Holbæk, syv ansatte i Slagelse, seks ansatte i Næstved og en ansat i Guldborgsund, oplyser NB Økonomi.

I flere tilfælde er der på landsplan tale om nedskæringer på lige knap 2.000 statslige arbejdspladser, som i 2015 og 2018 blev udflyttet til land- og yderkommuner i forbindelse med de politiske aftaler Bedre Balance I og Bedre Balance II.

- Når man ser på listen over kommuner, der rammes af fyringerne, er det tydeligt, at en række kommuner mister statslige job, som lokalt har stor betydning, siger Martin Østergård Carstensen, der er sekretariatschef i Balance Danmark.

De styrelser, der bliver ramt, er Skattestyrelsen, Motorstyrelsen, Gældsstyrelsen, Toldstyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen samt Administrations- og Servicestyrelsen.

Omstridt hotelbyggeri til første afstemning

play-circle LYT
Sådan skal det nye byggeri efter planerne se ud. Foto: Illustration: Udviklingsselskabet Rådmandshaven

Mandag var et omdiskuteret hotelprojekt i Rådmandshaven i Næstved til afstemning i Teknik- og Miljøudvalget i Næstved Kommune.

Her indstillede et flertal på fem ud af syv stemmer i Teknik- og Miljøudvalget, at der bliver holdt endnu et borgermøde inden den endelige beslutning i byrådet.

- Vi vil gerne have lidt mere inddragelse. Er der nogle små justeringer, vi kan lave, som kan gøre projektet mere spiseligt for mange, vil vi gerne have det input, siger formand for Teknik- og miljøudvalget, Rune Kristensen (K).

I oktober sidste år blev der afholdt et borgermøde om hotelbyggeriet, hvor modstanden til projektet var til at tage og føle på.

Generelt er hotelprojektet blevet mødt af massiv kritik fra borgere, der mener, at det op til 12 etagers byggeri vil ødelægge området.

Byggeriet skal opføres på en parkeringsplads i Næstved bymidte, der ifølge modstandere er et åndehul tæt på naturskønt område ved Susåen og Herlufsholmskoven.

Næste skridt er nu, at indstillingen kommer i Økonomiudvalget og i byrådet. Her skal de beslutte, om den nuværende lokalplan skal godkendes, eller om endnu et borgermøde kan blive til virkelighed.

Om byggeriet ved Rådmandshaven

Hvor der tidligere var kommunale parkeringspladser vil Næstved Kommune opføre et nyt bykvarter.

Her opføres:

  • Et firestjernet hotel på op til 12-etager med 120 værelser, rooftop og restaurant

  • 143 ejer- og lejeboliger i syv blokke

  • En ny urban park, der skal være et grønt område i kvarteret.

Kilde: Næstved.dk

Tog står stille på grund af sne

play-circle LYT
Der er indsat togbus. Foto: Lokaltog

Opdatering: Togene kører igen mellem Store Heddinge og Rødvig.

Der kører i øjeblikket ikke tog mellem Store Heddinge og Rødvig.

 Det oplyser Lokaltog.

Det skyldes fejl på et sporskifte på grund af sne.

De tilføjer, at der er bestilt togbus.

Advarer om isslag og ekstremt glatte veje

play-circle LYT

DMI og Vejdirektoratet advarer bilister, der mandag bevæger sig ud på vejene om, at det kan blive en glat omgang.

Et snevejr trækker mandag ind over landet. I løbet af dagen forventer DMI, at nedbøren en overgang kan gå over i isslag.

Derfor advarer DMI om risiko for isslag i hele vores region fra klokken 21 mandag aften og frem til klokken 05 tirsdag morgen.

Vejdirektoratet opfordrer derfor bilister til at være ekstra opmærksomme.

- Isslag er ekstremt farligt, fordi det kommer pludseligt, ligner regn og snyder opfattelsen. Det vil sige, hvis det regner i dag, skal du være yderst vagtsom og forvente særdeles glatte veje, skriver Vejdirektoratet.

Foto: DMI

Dronningen skal markere ny screening for gravide

play-circle LYT
Dronningen skal blandt andet deltage i en case-øvelse og høre om jordemødrenes erfaringer. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Graviditet kan føre til vold og flere konflikter i hjemmet. Dronning Mary vil derfor besøge jordemødre, der er uddannet til at opdage partnervold.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

I løbet af efteråret 2025 er Region Sjællands cirka 300 jordemødre blevet efteruddannet til systematisk at screene for konflikt og vold i gravides hverdag.

Den 20. januar kommer Dronningen derfor på besøg på Holbæk Sygehus, hvor hun skal møde omkring 70 jordemødre og fagpersonale, der har sidste oplæringsdag på uddannelsen.

Dansk forskning viser, ifølge Region Sjælland, at kvinder, der har været udsat for partnervold, har cirka 24 procent højere risiko for tidlig fødsel og 35 procent større risiko for, at barnet fødes med lav fødselsvægt.

Efteruddannelsen er derfor blevet udarbejdet af Mary Fonden i samarbejde med Dialog mod Vold, Amager og Hvidovre Hospital samt Østifterne, for at sikre at flere børn får en tryg start på livet.

1.200 børn glemt på sygehusets venteliste - risiko for varige mén

play-circle LYT
En lang række erstatningssager er allerede i gang. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Omkring 1.200 børn, der er i risiko for at få alvorlige høreproblemer, har gennem flere år stået på venteliste uden at være blevet indkaldt til en række undersøgelser, som de burde have været indkaldt til.

Det skriver mediet Sundhedsmonitor.

- Det her må ikke ske, og jeg skal være den første til at lægge mig fladt ned og beklage, at det er sket, for det må det ikke, siger Morten Ziebell, der er vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, til Sundhedsmonitor.

De fleste af sagerne stammer fra 2021-22, hvor nogle af børnene allerede havde stået på venteliste i omkring tre år.

De mange forsømte indkaldelser kan betyde, at børnene får varige mén, fordi høreproblemerne ikke er blevet behandlet i tide.

Børnene har været tilknyttet Sjællands Universitetshospitals Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling i Køge.

Urtete tilbagekaldes

play-circle LYT
Det specifikke produkt er på 40 gram og har EAN-koden: 8854575006576. Holdbarhedsdatoen er 02.04.2028. Foto: Fødevarestyrelsen

Flere specialbutikker tilbagekalder produktet Slinmy urtete, oplyser Fødevarestyrelsen.

Produktet er solgt i specialbutikker over hele landet og tilbagekaldes, fordi det indeholder stoffet danthron. Det er et stof, der kan være både kræftfremkaldende og genotoksisk - det vil sige medføre DNA-skade. Derfor er stoffet forbudt i EU.

Har du produktet, bør du kassere det eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Vanvidsbilist kørte ind i hus

play-circle LYT
Foto: Rigspolitiet

En 37-årig mand mistede herredømmet over sin bil natten til mandag.

Først kørte han ind i en parkeret bil, og bagefter ramte han en husmur på Stadionalle i Rødby.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Ingen kom til skade ved uheldet, men den 37-årige blev målt til at have en promille, der var så høj, at han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Bilen er nu beslaglagt, og mandens kørekort blev administrativt inddraget af politiet.

Danmarksindsamlingen skydes i gang mandag

play-circle LYT
Danmark Indsamling samler i år ind til børn i glemte kriser. Billedet er fra Yemen. Foto: Ahmed Maher

Lørdag den 31. januar afvikles Danmarks Indsamling 2026 i Arena Næstved med direkte transmission på DR, hvor der samles penge ind til børn i glemte kriser.

Allerede fra i dag, mandag, kan man dog bidrage til den fælles indsamling ved at deltage i forskellige aktiviteter i Næstved.

Det fremgår af Næstved Kommunes hjemmeside.

Blandt andet inviteres alle børn under 18 år til at gå ture til fordel for verdens glemte børn. For hver kilometer et barn går indtil udgangen af januar, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kroner til Børnenes Danmarks Indsamling. 

Man kan for eksempel også tage til ”banko med hjertet” den 13. og 14. januar, som arrangeres af Næstved City, eller man kan tage til broderiworkshop med en kunstner den 21. januar, der er arrangeret af Individ og byens ungdomshus.

Se alle arrangementer her.

Badmintonhal renoveres for millioner

play-circle LYT
Hallen skal blandt andet have nyt gulv og tag med akustikregulering. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Lokal badminton i Nykøbing Falster kan nu se frem til et markant løft.

Efter at have dannet ramme for sportsgrenen i over 90 år på egnen, skal rundbuehallen ved Tingsted Å nemlig renoveres.

Det skriver Nykøbing Falsters Badmintonklub i en pressemeddelelse.

- Renoveringen sikrer, at hallen bliver et indbydende og rart sted at opholde sig, så vi fortsat kan tilbyde et stærkt fysisk fællesskab, siger Claus Rosenby Mortensen, der er Næstformand i klubben en pressemeddelelse.

Til at komme i gang med renoveringen har klubben modtaget 3.6 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond.

- Vi er utroligt taknemmelige for, at vi nu kan sikre selve hallen. Det er hjertet i vores forening. Men vi stopper ikke her, siger Mathias Hansen, som sidder i styregruppen for projektet.

Målet er nemlig at skaffe midler til også at opdatere hallens forhus, omklædningsrum og sociale faciliteter.

Derfor vil badmintonklubben fortsætte med at søge finansiering.