Hver sjette bolig er i høj risiko for at blive oversvømmet, viser opgørelse

Særligt én type boliger er udsat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En stor del af boliger i Danmark er i høj risiko for oversvømmelser. Det viser en kortlægning, som Boliga har lavet for TV 2.

Udover nedbør fra himlen og stigende vandstand i havet er synderen grundvandet.

Og konsekvensen er, at boligejere ændrer deres adfærd.

- Helt overordnet for boligmarkedet begynder vi at have nogen, der ikke vil købe huse særlige steder på grund af risikoen for oversvømmelser. Der er huse, der slet ikke kan blive solgt, siger Lars Groth, der er analysechef hos Boliga.

På landsplan er det hver sjette bolig, som ifølge opgørelsen er i høj risiko for at blive oversvømmet af vand fra enten havet, himlen eller jorden.

Særligt slemt ser det ud for fritidshuse, hvor hver tredje er i oversvømmelsesfare.

- Vi ser både prisnedsættelser på de områder, hvor der er vand i kælderen eller i haven, eller de bliver taget af markedet, siger Lars Groth.

Han fortæller, at der samtidig er et skyggetal, da der bliver sat færre boliger til salg i områder, der er udsat for oversvømmelsesrisici.

- Så man opgiver (på forhånd, red.), siger han.

Toppen og bunden

I kommunerne Læsø, Lemvig og Lolland er over 38 procent af boligerne i høj risiko for at blive oversvømmet via enten grundvand, regnvand eller havvand.

I den anden ende af skalaen ligger Billund, Ikast-Brande og Herning. Her er under 4,5 procent af boligerne i kategorien "høj risiko" for oversvømmelse.

Herunder kan du slå din kommune op og se, hvordan det står til.

Boligejere, købere og ikke mindst banker bør tage det alvorligt, fortæller Marcus Mølbak Ingholdt, Nationalbankens klimaøkonom, til TV 2.

- Hvis du har set dig varm på et hus, og det ligger, så det er udsat for den ene eller anden klimarelaterede risiko, skal banken måske lidt mere nøje overveje, om de her vejrfænomener kan påvirke boligernes salgspris, siger Marcus Mølbak Ingholt.

Smitter af på forsikringen

Et tredje aspekt, der kan gøre livet rigtig surt for en nuværende eller kommende boligejer, er spørgsmålet om forsikring. Fordi hvis ens bolig ligger i et område med større risiko for vandstigninger, kan det give stigninger på forsikringsprisen.

Det fortæller Rasmus Ruby-Johansen, der er skadesdirektør i Topdanmark.

- Hvis den situation, man har set, fortsætter, kan man ende i en situation, hvor man enten skruer meget op for prisen eller afslår typer af dækninger, siger han.

Læs også
Aldrig har der været så meget vand - kan gå ud over ynglende fugle
Læs også
Aldrig har der været så meget vand - kan gå ud over ynglende fugle

Særligt anden halvdel af sidste år var der travlt ved telefonerne hos forsikringsselskabet i forbindelse med skader.

Han fortæller om et ”massivt” antal skader efter meget nedbør over en lang periode og ”storm oven i”. For eksempel blev der anmeldt tusindvis af skader efter stormfloden i efteråret.

Det har en direkte afsmitning på prisen på forsikringer.

- Prisen på en forsikring afhænger af risiko, og når vi har set større og flere skader i en periode, og vurderer, der er en større risiko, så stiger prisen på forsikringer, siger Rasmus Ruby-Johansen.


Nyhedsoverblik