Byens børn forsvandt fra den ene dag til den anden - sådan fandt TV 2 Faderhusets børn

I forbindelse med programserien 'Guds bedste børn' har TV 2 ledt efter børn af tidligere medlemmer af Faderhuset. Foto: TV 2

Officielt er den radikale frikirke nedlagt, men TV 2 kan nu afdække, at en gruppe af de tidligere medlemmers børn opholder sig i et hus i Tjekkiet.

Forfatterbillede.
Af Karen Munk Ebbesen og Anne Bonnevie Lundbye
I samarbejde med TV 2

På en grusvej går en gruppe børn. De har praktisk fodtøj og jakker og regntøj i forskellige mønstre og farver på.

Sammen med dem går en voksen mand.

Umiddelbart kunne gruppen ligne en lokal børnehave, der er på skovtur med en pædagog. Men sådan er det ikke.

For børnene er danske, men det er grusstien ikke. Den ligger derimod afsides i en skov i bjergene i det nordlige Tjekkiet.

Det er ikke en tilfældighed, at TV 2 er stødt på en gruppe danske børn mere end 600 kilometer hjemmefra.

I forbindelse med programserien 'Guds bedste børn' har TV 2 ledt efter børn af tidligere medlemmer af Faderhuset. | Foto: TV 2

For vores journalister er netop taget til Tjekkiet for at lede efter dem – og en del af forklaringen skal findes tilbage i september 2016.

Børnene forsvandt over natten

Før i tiden var det ikke usædvanligt at se cyklende børn på de små veje i Bandholm på Lolland.

Men sådan har det ikke været siden en septembernat i 2016.

Har du ikke fattet, hvad Faderhuset var udsat for? Har du ikke fattet, at alle forældre blev uegnede på en dag?

— Ruth Kristiansen, tidligere leder af Faderhuset

Fra den ene dag til den anden forsvandt en stor del af byens børn nemlig som dug for solen.

Alle sammen børn af forældre med tilknytning til den officielt nedlagte frikirke Faderhuset.

Byens beboere fortæller, at de forsvundne børn siden dengang kun sporadisk har opholdt sig i den lille by med knap 600 indbyggere. Primært omkring de kristne højtider og i sommerferien.

Resten af tiden er de ifølge naboerne væk – på trods af at en del af deres forældre arbejder på Bandholm Hotel, som den nedlagte menighed har ejet siden 2008.

Hvor er børnene henne?

Både Børns Vilkår, byens borgere og tidligere medlemmer af den radikaliserede frikirke er bekymrede for børnene.

En af dem er Camilla Johnson, der er tidligere medlem af Faderhuset, og som engang var en af lederens nærmeste. Siden hun forlod frikirken, har hun kæmpet for at fortælle sin version af forholdene i den ellers lukkede kirke – ligesom hun har oprettet en forening, der hjælper andre afhoppere.

Hun er især bekymret for børnenes ve og vel i familierne omkring Bandholm Hotel.

- Børnene har den virkelighed, at de er forfulgte kristne. Faderhuset trænede menigheden til at flygte, hvis de følte sig truede. Man blev trænet til at gå under jorden – også børnene, fortæller hun.

Hvis der er nogle af de her børn, der ikke trives, er der ikke nogen til at opdage dem

— Bente Boserup, rådgivningschef, Børns Vilkår

Også Bente Boserup, der er rådgivningschef i Børns Vilkår, er bekymret over, at en stor gruppe børn kan forsvinde fra den ene dag til den anden.

- Der er nogle børn, som vi slet ikke ved, hvor er, og som kommunen så heller ikke har nogen som helst fornemmelse for, hvad der sker med, siger hun.

Spørgsmålene er så, hvor børnene blev af den septembernat. Hvem der tager sig af dem, når de ikke er i Bandholm hos deres forældre. Og hvorfor de overhovedet forsvandt.

Det er nogle af de spørgsmål, TV 2 stiller i andet afsnit af dokumentarserien ’Guds bedste børn’, der giver et indblik i de radikale kristne miljøer i Danmark.

Og jagten på svaret fører os på sporet af Faderhusets forsvundne børn.

- Alle forældre blev uegnede på en dag

Det var ikke hvilken som helst nat, Bandholms børn forsvandt.

En nabo så en række familier stå klar med pakkede kufferter på fortovet natten mellem 14. og 15. september 2016. Og dagen efter oplevede flere beboere, at der var langt færre børn i byen end normalt.

Dagen forinden havde avisen MetroXpress udgivet en artikel, hvor en ung pige fortalte, at hun var blevet udsat for en dæmonuddrivelse på Bandholm Hotel.

Uddrivelsen var foregået i 2014, selvom kirken officielt lukkede året forinden.

I samme artikel fortalte en embedsmand fra Lolland Kommune, at der blev ført ”kraftigt tilsyn” med børnene af de tidligere Faderhuset-medlemmer, ligesom han opfordrede lokale til at tippe kommunen, hvis de vidste noget om børnene.

Kalder det en hetz

Ruth Evensen, som i dag har skiftet navn til Kristiansen, var leder af Faderhuset frem til den officielle nedlæggelse. I et interview, der blev optaget til dokumentarserien i sommer, fortalte hun, at det blandt andet var presset fra kommunen, der fik hendes tidligere medlemmer til at rejse ud af landet.

- Hvis mine børn blev truet på en eller anden måde, ville jeg også tage mine forholdsregler, sagde hun dengang.

Ruth Kristiansen, der indtil 2013 var leder af Faderhuset, kan godt forstå, at nogle af de tidligere medlemmer flytter med deres børn ud af landet. 

Da TV 2s udsendte påpegede, at myndighederne ikke ville fjerne børnene uden grund, understregede hun, at hun mente, at hendes tidligere menighed var udsat for en hetz.

Tilbage i 2008 sendte Bente Boserup og Børns Vilkår underretninger på 44 af Faderhusets børn til myndighederne, efter en række tidligere medlemmer fortalte i pressen, at kirkens børn blev udsat for vold, ydmygelser og dæmonuddrivelser.

Det førte til undersøgelser af en stor del af familierne i Faderhuset, men hverken politiet eller kommunen kunne dokumentere, at der var hold i anklagerne.

Nogle af Faderhusets tidligere medlemmer frygtede, at det samme ville ske i 2016.

- Har du ikke fattet, hvad Faderhuset var udsat for? Har du ikke fattet, at alle forældre blev uegnede på en dag? sagde Ruth Kristiansen til TV 2 i sommer.

Et antal familier er flyttet

I dag ønsker Ruth Kristiansen ikke at tale med TV 2 om ’Guds bedste børn’ og de anklager, der bliver rettet mod hendes tidligere menighed.

På hendes Youtube-kanal, Ruth TV, fortæller et forældrepar dog, at de var nogle af dem, der rejste fra Danmark, da artiklen i MetroXpress kom ud, og at det ikke var en tilfældighed, at det lige var den dag, de begyndte at pakke kufferterne.

En familie med tilknytning til den nedlagte menighed Faderhuset flyttede til udlandet den dag, artiklen i MetroXpress udkom.

De fortæller, at moren i første omgang flyttede med, og at faren efterfølgende afviklede sit job og fulgte med resten af familien.

I sommer fortalte Ruth Kristiansen, at det også var tilfældet for andre familier, men at hun ikke ville fortælle hvor mange.

Hvis byens børn blot var flyttet til udlandet med deres forældre, ville der som udgangspunkt ikke været noget problematisk i det.

TV 2 kan ikke dokumentere, at det ikke er det, der er tilfældet, men i flere tilfælde har vores journalister konstateret, at flere af de forsvundne børns forældre stadig arbejder på Bandholm Hotel – også i de perioder, hvor børnene ikke er i byen.

Børn adskilt fra forældre

For at finde frem til de forsvundne børn søgte TV 2 i foråret 2018 aktindsigt hos Folkeregistret.

Aktindsigten viste, at halvdelen af familierne omkring Bandholm Hotel havde adresse i udlandet på det tidspunkt. Blandt andet boede i alt 13 børn officielt forskellige steder i Frankrig, Østrig og Tjekkiet.

Nogle af børnene boede ifølge papirerne i andre lande end deres forældre. Blandt andet boede en tiårig pige i Frankrig, mens hendes mor boede i Tjekkiet, og faren og hendes søskende i Danmark.

Ét sted blev dog ved med at dukke op i papirerne: en adresse i det nordlige Tjekkiet.

Ifølge Folkeregistret skulle 13 af personerne fra Bandholm bo på denne ejendom, og derfor pakkede TV 2 et kamera og kørte afsted mod Tjekkiet i april sidste år.

Det var dog ikke et kollektiv, der mødte TV 2s udsendte i det nordlige Tjekkiet. I stedet viste den oplyste adresse sig at være et nedlagt hotel, som var helt forladt.

Sådan så det nedlagte hotel ud, hvor der ifølge Folkeregistret skulle bo 13 personer. Flere ruder i bygningerne var smadrede. | Foto: TV 2

En nabo kunne fortælle, at hotellet havde stået tomt i årevis. De 13 personer, der angiveligt skulle opholde sig her, havde altså aldrig boet der.

Det skulle dog vise sig, at TV 2s udsendte var tættere på børnene, end de troede.

Ejendomsregister afslørede dem

TV 2s journalister kørte ikke hjem fra Tjekkiet med uforrettet sag.

For i det tjekkiske ejendomsregister var der bid. Noget tydede på, at de forsvundne børn måske alligevel opholdt sig i landet.

Bare en times kørsel fra den oplyste adresse ligger et andet nedlagt hotel – med Ruth Kristiansens søn Josephs navn på skødet.

Ifølge aktindsigten skulle der ikke bo nogen på denne ejendom, men journalisterne besluttede alligevel at køre forbi for at tjekke.

Ejendommen ligger i et skovrigt bjergområde, og allerede da vores udsendte nærmede sig adressen, stødte de på en gruppe børn, der var ude at gå tur med en mand.

Fra bilen var det ikke til at vurdere, om det var børnene fra Bandholm, og for ikke at vække opmærksomhed kørte journalisterne videre og besluttede sig for at komme tilbage næste dag.

Efter besøget i Tjekkiet blev nogle af børnene, der var ude at gå tur, identificeret. De tilhører alle familier med tilknytning til det tidligere Faderhuset. | Foto: TV2

12 børn og 3 voksne

Da TV 2s journalist og kameramand næste dag lå i skjul i skoven nær huset, så de igen en gruppe børn.

Flere af dem var de samme, som de havde set på grusvejen dagen før, men denne gang var der ingen tvivl.

Børnene snakkede dansk.

Børnene går blandt andet på række, og der er ikke nogle af dem, der løber og leger. Det vækker bekymring.

Og da der på grunden holdt en bil, der normalt holder til på Bandholm Hotel, var der heller ingen tvivl om, at der var personer omkring Bandholm Hotel og det tidligere Faderhuset på adressen.

TV 2 lagde vejen forbi det nedlagte hotel to gange i løbet af april og maj, og i alt blev der observeret 12 forskellige børn og tre voksne på adressen.

Tilbage i Danmark viste journalisterne optagelserne til Camilla Johnson, som kendte en del af børnene fra sin tid i den radikale frikirke. Sammen med hende lykkedes det at identificere 8 af de 12 børn.

Alle otte er børn fra familier med tilknytning til det tidligere Faderhuset.

Hvad der bekymrer hende mest, er dog en af de voksne, der passer på børnene. Det er ifølge hende Faderhusets tidligere ”militærleder”, der blandt andet stod for at arrangere børnelejre og lære kirkens børn, hvordan man skulle lyve i eksempelvis afhøringssituationer.

- Det er så skræmmende. Hun var Ruths højre hånd, da jeg var derinde, fortæller Camilla Johnson.

Kan ikke spørge om hjælp

Camilla Johnson er ikke den eneste, der er bekymret for børnene, der opholder sig i den tjekkiske skov.

Bente Boserup fra Børns Vilkår, som stod bag underretningerne i 2008, råber også vagt i gevær.

Hun undrer sig over børnenes adfærd, som virker meget ”kodet”. Der er ikke nogen af børnene på optagelserne, der spæner rundt og leger i skoven.

- Det kunne være et tegn på, at de er bange for, hvad der sker, hvis de træder ved siden af, siger hun.

Det var på dette nedlagte bjerghotel, at TV 2 fandt Bandholms forsvundne børn | Foto: TV2

Samtidig bekymrer det Bente Boserup, at børnene lever isoleret i skoven i Tjekkiet.

- Hvis der er nogle af de her børn, der ikke trives, er der ikke nogen til at opdage dem. Selv hvis de løber væk, vil de ikke kunne bede om hjælp, for de taler ikke sproget, siger hun.

Yderligere otte børn flyttede til udlandet

TV 2s optagelser af de 12 børn fik i juni Bente Boserup og Børns Vilkår til at underrette Ankestyrelsen om, at man var bekymret for børnene i den nedlagte menighed.

Det fik Lolland Kommune til at gå ind i sagen. De orienterede blandt andet de tilbageblevne familier om, at de ville komme på besøg.

Endnu en gang fik presset udefra de tidligere Faderhuset-medlemmer til at reagere hurtigt, viser Folkeregistret.

Seks dage senere begyndte de første familier at flytte deres børn ud af landet. I dag har yderligere otte børn af tidligere Faderhuset-medlemmer adresse uden for landets grænser. Om de bor på de opgivne adresser, ved vi ikke.

Ruth Kristiansen reagerede også på henvendelsen fra Lolland Kommune. I august tog hun og hendes mand til Tjekkiet for at se til hendes søns ejendom.

Det er i hvert fald det, hun fortæller i den Facebook-video, hun efterfølgende lagde op, hvor hun også reagerer på, at TV 2 har ligget i skjul og optaget i nærheden af ejendommen.

- Jeg synes, det er vildt useriøst og provokerende, at der ligger nogle mennesker hernede som sådan nogle vindueskiggere og børnelokkere, siger hun i videoen, hvor hun også fortæller, at det er fire-fem familier, der bor i og er ved at istandsætte det nedlagte hotel.

Det stemmer bare ikke helt overens med, at forældrene til en række af de børn, TV 2 har observeret i huset, stadig arbejder og har deres gang i Bandholm.

Ligeledes er de otte børn, TV 2 har kunnet identificere, fra mere end fire-fem familier.

I dag ved vi ikke med sikkerhed, hvor Bandholms forsvundne børn befinder sig, men TV 2 har løbende observeret danske børn på adressen i Tjekkiet – senest i sidste uge.

Se, hvordan børnene i de radikale kristne miljøer har det i andet afsnit af ’Guds bedste børn’, der kan ses onsdag aften klokken 21.05 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.

Nyhedsoverblik

Aurelia var et af de helt store sportsnavne

play-circle LYT
Aurelia er vægtløfter i foreningen AK Atlas i Slagelse. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Der var fuldt hus i Spar Nord Arena i Slagelse, da 136 lokale sportsforeninger og 175 sportsnavne blev hyldet til Slagelse Guld.

Her gik Slagelse Kommune og Slagelse Idræts Råd sammen om at fejre det lokale idrætsliv i kommunen.

En af dem, der var oppe på scenen, var 22-årige Aurelia Rebekka Pedersen, der er fem gange danmarksmester og nordisk mester i vægtløft.

- Jeg er slevfølgelig enormt taknemmelig over, at jeg kan vise frem, hvad jeg har opnået det seneste år, siger hun.

Til aftenens festligheder vandt hun derfor prisen 'Årets Idrætspræstation', som hun var nomineret til sammen med fire andre sportsnavne.

Læs mere om sportsfejringen her:

Containere fjernes fra iransk skib

play-circle LYT
Siden torsdag den 26. marts er de mange containere på det iranske skib "Nora" begyndt at blive losset af og kontrolleret. Foto: Jens Nielsen

Containere på det iranske containerskib 'Nora', som har ligget i Ny Vesthavn i Kalundborg siden den 18. marts, bliver losset af skibet.

Det viser billeder fra havnen taget torsdag.

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som ikke vil udtale sig, da skibet fortsat er en del af en politiforretning.

Det iranske containerskib ankom til dansk farvand den 19. februar, hvor Søfartsstyrelsen bekræftede over for TV 2, at skibet var blevet tilbageholdt, fordi det ikke er korrekt registreret.

Den 5. marts blev det meldt ud, at NSK havde tvunget skibet ind i Aarhus Havn for at blive ransaget.

Mand varetægtsfængslet i sag om skunklaboratorium

play-circle LYT
Politiet kan endnu ikke oplyse, hvad mandens relation til skunklaboratoriet er. Foto: Eitan Abramovich / Ritzau Scanpix

En mand er i dag blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Næstved.

Det fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden blev anholdt vedrørende en sag om et såkaldt skunklaboratorium, beliggende i Næstved Kommune, som politiet har efterforsket siden februar.

Skunk er en særlig stærk variant af cannabis, der er ulovligt at bruge, dyrke og sælge i Danmark.

Manden er nu varetægtsfængslet frem til 23. april.

Pludselig stod lade i flammer

play-circle LYT
Der er ifølge politiet ingen tilskadekomne. Foto: Michael Nordborg

En lade beliggende på Frølundevej ved Korsør har fredag formiddag stået i brand.

Det fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 8.52 fra ejeren af bygningen, der fortalte dem om branden.

Herefter har både politi og brandvæsen arbejdet på stedet for at få styr på flammerne.

Politiet har afhørt ejeren og færdiggjort deres arbejde på adressen. De er nu ved at undersøge brandårsagen, men fortæller at der umiddelbart ikke er noget mistænkeligt ved branden.

95.000 elever løb for børn med lungesygdom

play-circle LYT
Børnene på Vibeengskolen i Haslev var med til at samle penge ind. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

396 skoler fordelt over hele landet deltog i dette års Team Rynkeby Børne- og Skoleløb, der samler penge ind til Børnelungeforeningen.

Ved sidste års løb blev der indsamlet 5,4 millioner kroner til Børnelungeforeningen, der arbejder med at støtte børn og unge, der lever med alvorlige lungesygdomme.

Team Rynkeby, der har rejst penge til Børnelungeforeningen hvert år siden 2017, og forventer at samle mindst lige så meget ind i år.

- I skoleløbet får børnene en unik mulighed for at opleve, hvordan deres indsats gør en reel forskel for nogle børn, der har meget at kæmpe med selv, siger landechef for Team Rynkeby i Danmark, Steffen Juncker, i en pressemeddelelse om løbet.

I alt deltog 95.000 skoleelever i løbet, hvilket gør det til Nordens største velgørenhedsløb for børn.

En af de skoler, der var ude og løbe i forårsvejret, var Vibeengskolen i Haslev. Læs mere om hvordan det gik dem her:

Den danske flåtsæson er begyndt

play-circle LYT
Flåter begynder især at dukke op i naturen, når temperaturen overstiger syv grader. Borgere bør nu være opmærksomme på flåtbid, som kan føre til sygdomme. (Arkivfoto). Foto: Jean-Christophe Verhaegen/AFP/Ritzau Scanpix

Flåtsæsonen er begyndt i Danmark, og borgere, der befinder sig i naturen, bør være opmærksomme. Det bekræfter lektor i dyrevelfærd og sygdomskontrol ved Københavns Universitet Lene Jung Kjær.

Borgere skal særligt være opmærksomme på flåtbid, der kan medføre sygdomme, som for eksempel Tick-Borne Encephalitis (TBE), hvilket er en alvorlig hjernebetændelse.

Sidste år blev der konstateret ti tilfælde af TBE hos borgere i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut, fortæller Lene Jung Kjær.

Det var over en halvering fra det forrige år, og det skyldtes blandt andet et tørt forår, som gjorde, at der ikke var nær så mange flåter i Danmark.

Flåtsæsonen begynder, når temperaturen bevæger sig over syv grader, som den har gjort i foråret. Den mest udbredte flåt i Danmark er skovflåten.

Efter et års kamp åbner ny købmand i Terslev

play-circle LYT
Efter den lokale købmand lukkede, gik borgerne i Terslev sammen med Dragofa for at åbne en ny købmand. Foto: Dagrofa

I marts sidste år lukkede den eneste Brugs i landsbyen Terslev. Før det lukkede også kroen og det lokale forsamlingshus.

Nu åbner en ny købmand, Terslevs Butikshus, efter 14 måneders intens kamp fra de lokale borgere.

I en pressemeddelelse skriver bestyrelsen for Terslev Butikhus, at det har været en intenst proces med mange bump på vejen, men at opbakningen fra byen har været urokkelig.

Lukningen af Brugsen fik borgerne til at gå sammen med Dagrofa, der er Danmarks tredjestørste dagligvarekoncern, og indsamle en million kroner til at købe bygningen.

Efter en istandsættelse af bygningen, som borgerne selv har stået for, er Terslev klar til en ny købmand.

Genåbningen er sat til den 4. juni klokken 10, og en byfest skal fejre, at Terslev igen bliver en by med et lokalt handelscentrum.

Uheld skaber massiv kø mod Storebælt

play-circle LYT

Et uheld på Vestmotorvejen mellem Ringsted og Vemmedrup i retning af Storebælt skaber massiv kø.

Det oplyser Vejdirektoratet.

Ifølge P4 Trafik er politiet og vejhjælp færdige på stedet, og alle spor er farbare igen.

Der er dog først en otte kilometer lang kø, der skal løsnes op.

Ifølge Vejdirektoratet forlænger uheldet rejsetiden med mellem 10 og 30 minutter.

Normal trafik forventes i løbet af eftermiddagen.

Opdatering klokken 15.20

Køen er nu afviklet, og der er almindelig trafik på strækningen.

Lynopladere til elbiler i stor fremgang

play-circle LYT
Foto: Drivkraft Danmark

Antallet af lynladepladser til elbiler er seksdoblet de sidste tre år.

Det skriver Drivkraft Danmark, der repræsenterer ladebranchen, i en pressemeddelelse.

Ifølge Drivkraft Danmark er lademulighederne ikke kun vokset i storbyerne, men i hele landet, hvilket gør det nemmere for elbilsejere at bevæge sig ud i den kommende påsketrafik.

- Det gør elbilen til et oplagt og nemt valg for langt flere danskere, og det er også godt for den grønne omstilling af transporten, siger direktør i Drivkraft Danmark, Jacob Stahl Otte, i pressemeddelelsen.

Siden 2022 er antallet af lynladepladser seksdoblet, hvor antallet af ladepladser med de særligt kraftige lynladere er tolvdoblet.

Næsten halvdelen af danskere vil lide af stress om 10 år

play-circle LYT
Især unge kvinder scorer højt på stressskalaen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nye fremskrivninger fra Danica viser, at 40 procent af danskere vil lide af stress om 10 år.

Det skriver livsforsikringsselskabet i en pressemeddelelse.

Nyeste udgave af Den Nationale Sundhedsprofil viser, at 29 procent af danskere scorer højt på stressskalaen, hvilket er det højeste nogensinde.

Ifølge Danica vil 40 procent af danskerne nå det niveau i 2036, hvis udviklingen forsætter.

- Stress rammer ikke bare den enkelte – det påvirker hele familien, vores relationer, vores arbejdsliv og faktisk også vores samfund. Når man er stressramt, bliver det svært at være der for sine børn, tage del i den lokale boldklub eller klare hverdagens gøremål som vasketøj, siger chef for sundhedsløsninger i Danica, Rikke Nøglebæk, i pressemeddelelsen.

Rikke Nøglebæk er chef for sundhedsløsninger i Danica. | Foto: Anders Dall, Danica

Den Nationale Sundhedsprofil 2025, som landets fem regioner, Statens Institut for Sundhed, SDU og Sundhedsstyrelsen står bag, viser, at Region Sjælland ligger over landsgennemsnittet, hvor 31,2 procent scorer højt på stressskalaen.

Sundhedsprofilen viser, at det især er unge kvinder mellem 16 og 34 år, der topper i statistikkerne over stressramte.

Partihopper møder modstand i nyt parti

play-circle LYT
Martin Mickey Pedersen vil gerne ind i Dansk Folkeparti, men partiet er ikke sikker på, han passer ind. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Martin Mickey Pedersen, der kort før valget blev ekskluderet af Liberal Alliance, drømmer om at stille op for Dansk Folkeparti.

Det vækker undren hos partiets lokalafdeling i Lolland Kommune, der intet har hørt fra Martin Mickey Pedersen. Lokalafdelingens gruppeformand er ikke sikker på, at der er et match.

Få den fulde oplevelse med vores app

Hent vores app og få de vigtigste nyheder fra regionen lige ved hånden.