Martin Henriksens forslag skudt i sænk uden debat: - Det er udemokratisk

Martin Henriksen, der sidder som løsgænger i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune, vil bevare store bededag som fridag lokalt. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Martin Henriksens forslag om at bevare store bededag som fridag blev taget af dagsordenen til et kommunalbestyrelsesmøde uden at blive debatteret.

Skal store bededag afskaffes eller ej?

Det spørgsmål har været diskuteret lige siden, at regeringen tilbage i december fremlagde forslaget om at afskaffe en helligdag. Nu har diskussionen også nået Stevns Kommune.

Stevns kan jo godt vedtage at have en lokal fridag

— Martin Henriksen (løsgænger)

Som TV2 ØST kunne fortælle onsdag, har løsgængeren Martin Henriksen stillet forslag om, at kommunen skal fastholde store bededag som en fridag. 

Men det forslag blev torsdag aften skudt i sænk til et kommunalbestyrelsesmøde.

- Borgmesteren ville gerne have taget det af dagsordenen, så det slet ikke blev behandlet og debatteret, og det støttede Socialdemokratiet og Venstre op omkring, fortæller Martin Henriksen.

- Det er udemokratisk

Af forslaget fremgår det, at Stevns Kommunes skoleelever skal have fri på store bededag, uanset hvad regeringen beslutter. 

Derudover foreslår Martin Henriksen også, at medarbejderne i kommunen skal have fri. Dog skal kommunen stadig opretholde de vigtigste funktioner som eksempelvis ældreomsorg.

Ifølge løsgængeren blev forslaget taget af dagsordenen, fordi der i forslaget står helligdag, hvilket kommunen ikke kan røre ved, da det er et statsliganliggende.

- Det er noget, af det mest udemokratiske, jeg har oplevet. Jeg har prøvet at få forslag stemt igennem, og jeg har prøvet at få forslag stemt ned, men jeg har aldrig oplevet at blive nægtet at få mit forslag på dagsordenen, siger Martin Henriksen og tilføjer:

- De var ikke engang i stand til at fremvise et juridisk notat eller en juridisk redegørelse for hvorfor, at de gjorde, som de gjorde. De henviste bare til, at de mente ikke, at Stevns kunne vedtage at have en lokal helligdag, men Stevns kan jo godt vedtage at have en lokal fridag.

Undergraver regeringens beslutning

Mens Martin Henriksen er uforstående over for borgmesterens beslutning, stiller Roger Buch, der er kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til gengæld ikke spørgsmålstegn ved den. 

Ifølge Roger Buch er der med forslaget tale om at ville undergrave regeringens afskaffelse af store bededag som helligdag og dermed at blande sig i et statsanliggende.

- Det minder lidt om den gamle sag om atomvåbenfri zoner, hvor nogle kommuner ville erklære sig atomvåbenfri, selv om Danmark ikke var blevet erklæret atomvåbenfri zone, men fik en afgørelse om, at kommuner ikke kan træffe den slags statslige beslutninger, skriver kommunalforskeren i en mail til TV2 ØST.

- Derfor er det også min vurdering, at en kommune heller ikke kan underkende en folketingsbeslutning om afskaffelse af en helligdag.

Ikke et kommunalt anliggende

Borgmester Henning Urban Dam Nielsen (S) skriver i et skriftligt svar til TV2 ØST, at ethvert medlem i kommunalbestyrelsen kan få sin egen sag på dagsordenen, men det er ikke ensbetydende med, at kommunalbestyrelsen kan behandle sagen.

- For at behandle sagen skal sagen vedrøre kommunale anliggender. Denne sags indstilling lød således ”Stevns kommune fastholder Store Bededag som en helligdag”. Dette er ikke et kommunalt anliggende, og derfor kan vi ikke behandle sagen, skriver Henning Urban Dam Nielsen (S).

Han oplyser, at kommunen har forespurgt sig hos KL, og deres vurdering er også, at sagens indstilling ikke er et kommunalt anliggende.

- Jeg mener, at vi alle skal respektere de rammer og regler, der er sat for vores virke, og det er i min optik ikke udemokratisk.

Trods forslaget blev taget af dagsordenen, giver Martin Henriksen ikke op. Derfor har han aftalt med Enhedslisten og Nyt Stevns, at de stiller forslaget igen til næste kommunalbestyrelsesmøde.

Nyhedsoverblik

Frontalt sammenstød på landevej

play-circle LYT
Flere udrykningskøretøjer er tilstede. Foto: Michael Nordborg

To biler er stødt sammen på Nykøbingvej imellem Slagelse og Ruds Vedby.

Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.

Der er redningsfolk og to ambulancer på ulykkesstedet.

Politiet fortæller, at der ikke er tale om alvorlig tilskadekomst, og at alle, der har været involveret i uheldet, er ved bevidsthed og ude af bilerne.

Flere fordele til regionens ansatte i ny overenskomst

play-circle LYT
Lars Gaardhøj (S), der tiltræder som formand for Region Østdanmark, har stået i spidsen for de nye overenskomstforhandlinger.

Cirka 19.000 ansatte i Region Sjælland får i ny treårig overenskomstaftale mere fleksibilitet og mulighed for at prioritere familieliv.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har landet en aftale som både er økonomisk ansvarlig, og samtidig gør det nemmere for tusindvis af medarbejdere at sikre den gode balance mellem arbejds- og privatliv, siger Lars Gaardhøj, der er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Det er Forhandlingsfællesskabet og Regionernes Lønnings- og Takstnævn, der har forhandlet aftalen på plads.

Overenskomsten omfatter blandt andet en fritvalgsordning, der sikrer alle ansatte fem fridage, som de selv kan vælge, om de vil bruge eller få udbetalt til pension eller løn.

Seniorer får yderligere mellem to og fire fridage ekstra i denne ordning.

Derudover indeholder overenskomsten en samlet familiepakke, der blandt andet giver mulighed for barnets tredje sygedag, bedre lønrettigheder ved børns hospitalsindlæggelse og bedre rettigheder for enlige forældre.

SMS-tjeneste fortæller, når skraldemanden kommer

play-circle LYT
Foto: Privatfoto.

Kalundborg Kommune åbner for ny SMS-tjeneste, der skal informere borgerne om, hvornår deres affald bliver hentet.

Det skriver kommunen på deres Facebookside.

Tjenesten giver besked, dagen inden skraldemanden kommer forbi, og 15 dage før man skal tilmelde sig indsamling af miljøkasser.

Kommunen plejer ellers at bruge appen 'Perfect Waste' til at give besked, om hvornår affaldsbeholderne tømmes.

SMS-tjenesten gælder fra 1. marts 2026.

Forladt hus i brand

play-circle LYT
Branden er nu slukket og under kontrol. Foto: Lars Dalsig - Nakskov Foto

Et ubeboet hus på Nørrevold midt i Nakskov har her til eftermiddag stået i brand.

- Det her hus bliver ofte udsat for hærværk. Vi regner derfor stærkt med, at branden er påsat, fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Poltiet modtog anmeldelsen klokken 13.42 fra en forbipasserende, der så røg fra huset.

Herefter ankom brandvæsnet til adressen, der fandt en igangværende ildebrand nede i et af husets kælderrum.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har efterfølgende været i kontakt med husets ejer, og de opfordrer nu til, at man ringer 114, hvis man ved noget om dagens hændelse.

Regioner lander overenskomst

play-circle LYT
Aftalen gælder blandt andet for de ansatte i Region Sjælland. (Arkiv) Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Mandag eftermiddag er der landet en ny treårig overenskomst for de ansatte i landets regioner.

Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse. Aftalens detaljer bliver præsenteret på et pressemøde klokken 18.00 mandag aften.

Forliget kommer i kølvandet på forhandlingerne for de øvrige offentligt ansatte, der blandt andet har betydet indførelse af en fritvalgskonto samt ret til fri på barnets tredje sygedag.

De kommunalt ansatte kan desuden se frem til en lønstigning på 9,2 procent over tre år, mens de statsansatte får en lønstigning på 8,7 procent over tre år.

Kendt musik- og teatermand død

play-circle LYT
Jesper Winge Leisner blev især kendt i popbandet Rocazino og som bagmand bag The One and Only Company. (Arkiv) Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Jesper Winge Leisner, der spillede keyboard i 80'er popbandet Rocazino og stod bag flere teaterproduktioner, er død.

Det oplyser Have Kommunikation i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Ifølge meddelelsen døde Jesper Winge Leisner, der er opvokset i Vordingborg, efter kort tids sygdom den 1. marts 74 år gammel.

Han efterlader sig sin hustru, filminstruktør Susanne Bier, og sine tre børn fra ægteskabet med sangeren Ulla Cold samt Susanne Biers børn og seks børnebørn.

Jesper Winge Leisner brød især igennem med bandet Rocazino, der i 80'erne udgav flere store numre, hvoraf mange nok vil kende især 'All My Love'. Jesper Winge Leisner var i flere år gift med forsanger i Rocazino Ulla Cold, inden han fandt sammen med instruktør Susanne Bier.

Udover musikken blev Jesper Winge Leisner også kendt for at stifte teaterselskabet The One and Only Company, der opsatte Susanne Biers film 'Den Eneste Ene' som musical, der blev en kæmpe succes.

Omstridt spildevandsudleder får bøde

play-circle LYT
IWS har i flere år været under beskyldning for at forårsage udledninger i naturen. (Arkiv) Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

Spildevandsvirksomheden Industrial Water Solutions (IWS) ved Stigsnæs har fået en bøde på 50.000 kroner for at have udledt for høje koncentrationer af organisk stof i 2022 og 2023.

Det skriver Sjællandske Nyheder på baggrund af en aktindsigt i anklagemyndighedens afgørelse.

Politianmeldelsen blev indgivet af Miljøstyrelsen i slutningen af 2024, kort efter at styrelsen overtog tilsynet med virksomheden fra Slagelse Kommune.

Styrelsen politianmeldte IWS for overtrædelser af grænseværdierne for mængden af nedbrydeligt organisk stof i spildevandet.

Virksomhedens direktør, Jan Glerup, oplyser til Sjællandske Nyheder, at man har valgt at betale bøden for at afslutte sagen, selvom virksomheden ikke er enig i Miljøstyrelsens vurdering.

Hele sagen bunder i, at rensningsanlægget stadig kører efter en miljøgodkendelse fra 2008. Den skulle ifølge loven have været fornyet for flere år siden med strammere krav og nyere teknologi, men det er aldrig sket.

Det har vakt stor kritik fra politikere og lokale i området, der mener, at virksomhedens udledninger skader vandmiljøet i Storebælt og Agersø Sund.

SF vil have en fattigdomslov

play-circle LYT
I et rigt land som Danmark, skal børn ikke vokse op i fattigdom, siger Pia Olsen Dyhr, SFs formand. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

SF vil indføre en fattigdomslov, der skal forpligte Folketinget på at halvere antallet af fattige danskere inden 2030. Det oplyser de til TV2 ØST.

Lolland er blandt de fem kommuner i Danmark, hvor flest børn vokser op i fattigdom.

På Sjælland og Lolland-Falster sidder der i gennemsnit et barn i hver skoleklasse, som vokser op i fattigdom. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens erhvervsråd, og Lolland-Falster og Sjælland er desværre ikke alene om den udfordring. På landsplan vokser 50.000 børn op i fattigdom.     

Derfor vil SF indføre en fattigdomslov, som skal indeholde en konkret handleplan i bekæmpelsen af børnefattigdom.  

- Når næsten 50.000 børn i Danmark vokser op i fattigdom, kræver det handling. Og det kræver handling nu. Derfor skal vi forpligte en ny regering på at bekæmpe fattigdommen, siger Pia Olsen Dyhr.  

SF foreslår også en rettighedspakke til de mest udsatte børn, der sikrer dem adgang til fritidsaktiviteter, SFO, skolefællesskaber og offentlig transport. 

Nu stiger prisen på brændstof og el

play-circle LYT
Der kan være god grund til at tanke nu, inden priserne på benzin begynder at stige Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Krigen i Mellemøsten ser ud til at gøre det dyrere at tanke bilen og tænde for strømmen. Det skriver energiselskabet OK.

Weekendens begivenheder i Mellemøsten har allerede medført, at gasprisen er steget 25 procent. Og det har mandag øget elprisen herhjemme med syv til otte procent.

Stigningen skyldes især usikkerhed omkring Hormuz-strædet, hvor en femtedel af verdens olie og gas bliver transporteret.

Kommunikationschef i OK, Jens Bomholt, opfordrer nu de danske forbrugere til at være opmærksomme.

- De aktuelle uroligheder i Mellemøsten får elprisen til at stige i Europa, også herhjemme.

- Som elkunde er det derfor en god ide at holde et særligt øje med elprisen og indrette sit forbrug klogt, siger Jens Bomholt.

Ifølge energiselskabet er usikkerheden stor lige nu, og priserne kan svinge meget inden for kort tid.

Borgerne i Sorø skal afgive deres stemmer ved nyt valgsted

play-circle LYT

Borgerne skal gå til et nyt valgsted, når de tirsdag den 24. marts skal afgive deres stemme til folketingsvalget.

Valgstedet på Sorø Borgerskole er nemlig blevet erstattet med Sorø Hallen, oplyser Sorø Kommune.

Flytningen af valgstedet sker for at sikre bedre tilgængelighed for gangbesværede, mere plads til vælgere og frivillige og bedre parkeringsmuligheder. Der vil være handicapparkering tæt ved indgangen og de særlige hjælpemidler, der kunne benyttes på Sorø Borgerskole, vil også være til stede i Sorø Hallen. 

Valgstederne er åbne kl. 8-20 på valgdagen, 24. marts.  

Det fremgår af valgkortet, hvilket af disse syv stemmersteder man skal benytte:

·     Holberghallen – Multisalen, Sømosevej 48, 4293 Dianalund

·     Ruds Vedby Sognegård, Rudsgade 15C, 4291 Ruds Vedby

·     Huset Vrangshøj, Thyrasvej 45, 4173 Fjenneslev

·     Sorø Hallen - Hal 3, Ringstedvej 20, 4180 Sorø

·     Frederiksberg Hallen - Hal 1, Smedeparken 1, 4180 Sorø

·     Pedersborg Hallen – Musiklokalet, Rustkammervej 76, 4180 Sorø

·     Stenlille Hallen - Hal 2, Idrætsvej 4, 4295 Stenlille

Jagten på kængurupar er stadig i gang

play-circle LYT
Foto: Privatfoto

Kængurupar er stadig ikke kommet hjem efter at have undsluppet deres indhegning i Løgtved ved Jyderup.

Det fortæller ejeren, Lotus Sesmiora Nielsen, til TV2 ØST.

Siden lørdag har hun sammen med frivillige og en drone ledt efter de gråbrune minikænguruer.  

- Der er ikke nogen, der har set dem, så jeg er på bar bund. Der er masser af skov og marker, hvor de kan gemme sig uden at blive set, siger hun til TV2 ØST. 

Kænguruerne kan godt finde føde i naturen, men kan hurtigt blive til fare for andre.

- De spiser græs og bark fra frugttræer, så de kan godt klare den. Bare de ikke hopper ud foran en bil, så mennesker og dyr kommer i fare, siger hun.

Lotus Sesmiora Nielsen ser frem til at få kænguruerne hjem i sikkerhed. Hun havde endnu ikke nået at navngive dem.

- Jeg har lige købt dem. De skal hedde Joey og Jolene, fortæller hun.

Har du set kænguruerne? Skriv til os på redaktion@tv2east.dk, så sender vi din henvendelse til Lotus Sesmiora Nielsen.

Flere får vågehjælp i livets sidste timer

play-circle LYT
Flere end nogensinde i vågetjenestens 20-årige historie fik sidste år støtte af en våger i livets sidste timer. Modelfoto: Marie Louise Munkegaard/Røde Kors

Det er ikke alle, der har pårørende, som kan være hos dem, i timerne op til døden indtræffer.

Andre har pårørende, som sidder ved sengekanten time efter time – og de kan have brug for en pause eller et hvil. 

Derfor har Røde Kors’ og Ældre Sagens oprettet vågetjenester i mange år, hvor frivillige sidder hos døende i livets sidste timer eller døgn og tilbyder medmenneskeligt nærvær og omsorg.

Rekordmange fik hjælp og støtte fra vågetjenesterne i 2025, skriver Røde Kors i en pressemeddelelse.

Røde Kors og Ældre Sagen vurderer, at stigningen blandt andet skyldes arbejdet med at styrke de eksisterende vågetjenester og udbrede vågetjenesten til flere steder i landet. 

Det er blandt andet sket igennem mere systematisk samarbejde med kommuner og regioner, hvor kommunikation og vidensdeling om vågetjenesten har gjort, at flere plejehjem, hjemmeplejen, sygehuse og bosteder nu kender til tilbuddet, skriver Røde Kors.  

- Vi ser en stigende efterspørgsel på vågere, som kan give døende den værdige og trygge afsked, alle mennesker fortjener. Men hvis vi skal nå alle dem, der har brug for os, kræver det fortsat politisk og økonomisk opbakning til at holde vågetjenesten stærk og tilgængelig, siger underdirektør i Ældre Sagen, Lars Linderholm.