Folketinget indkalder borgere til høring om store bededag

Folketinget indkalder til en høring om afskaffelsen af store bededag, som har vakt stor kritik af regeringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Debatten om afskaffelsen af store bededag har fyldt meget, og nu indkalder Folketinget til en høring om lovforslaget, som har fået megen kritik.

Det fremgår af Folketingets hjemmeside, at beskæftigelsesudvalget er arrangør for høringen, som er åben for udefrakommende. Den finder sted onsdag 22. februar.

- Det er et rigtig godt værktøj, for det vigtige er at få tingene belyst, inden vi afgiver stemme i Folketingssalen.

- Uanset om man er enig eller uenig, er det vigtigt, at folketingsmedlemmer kan høre de og de folk om et emne. Så kan man selv gøre sit regnskab op bagefter, siger formand for udvalget Bjarne Laustsen (S).

Han uddyber, at det har været et ønske fra udvalget. 

Får to og en halv time

Programmet er endnu ikke endelig på plads for høringen, som står til at vare to og en halv time, hvilket formanden mener er nok tid.

- Det er et komplekst emne, selvfølgelig er det det. De oplægsholdere, der kommer, skal skrive pointerne ned, så vi er klar over dem inden og ikke skal starte fra Adam og Eva.

- Det kvalificerer debatten, for vi kan bedre få en debat med folk, der har det ene eller det andet synspunkt. Så kan man afprøve deres argumentation. I stedet for, at man skal hjem og tænke over det. Så er det forberedt fra starten det hele, siger han.

Bjarne Laustsen nævner en række fagpersoner, som det kan være interessant at høre.

Læs også
Biskopper kalder bededagsplaner for uhørt statslig indblanding
Læs også
Biskopper kalder bededagsplaner for uhørt statslig indblanding

Det gælder for eksempel overvismand og professor Carl-Johan Dalgaard, der har sat spørgsmålstegn ved effekten af afskaffelsen.

Det gælder nationalbankdirektør Per Callesen, der bakker op om Finansministeriets omdiskuterede beregninger.

Håber på gode spørgsmål

Bjarne Laustsen nævner også en arbejdsmarkedsforsker, som kunne belyse kritikken af, om det er et angreb på den danske model at afskaffe en helligdag.

Desuden vil kirkens folk blive inviteret.

- Vi får tre spændende temaer med spændende oplæg. Jeg håber, at vi får nogle, der er for, og nogle der er imod, for så får vi gode spørgsmål og svar, siger Bjarne Laustsen.

Der er begrænsede pladser, som vil blive fordelt efter først til mølle-princippet. 

Det kræver tilmelding at deltage i høringen, som også vil blive sendt på Folketingets hjemmeside.


Nyhedsoverblik