Nyhedsoverblik

'Længe ventet' samlingssal på vej til akademi

play-circle LYT
Samlingssalen skal både komme elever, undervisere og eksterne brugere til gavn. Arkivfoto. Foto: Mikkel Riise - TV2 ØST

En ny samlingssal er på vej til Sorø Akademi.

Det står klart, efter akademiet har udpeget en vinder af den arkitektkonkurrence, der er gået forud for byggeriet.

Det skriver akademiet i en pressemeddelelse.

- Takket være generøse donationer (fra en række donorer, red.) skal der indrettes en længe savnet samlingssal til akademiets elever, står der i meddelelsen.

Bag vinderforslaget står arkitektvirksomheden Entasis, hvis vision for samlingssalen var det bedste af i alt fire konkurrenter.

- Vinderforslaget er valgt for på en overbevisende måde at lade tilbygningen blive en del af fortællingen om Sorøs akademiske liv under en ’verden af røde tage’. Indenfor vil de robuste faciliteter både opleves rå og massive, men også som en stemningsfuld ramme om elevernes fællesskab, lyder akademiets begrundelse.

Samlingssalen vil opleves som en "stemningsfuld ramme om elevernes fælleskab," skriver akademiet. Foto: Sorø Akademi
/2

Ifølge akademiet skal samlingssalen fungere som mødested for både akademiets institutioner og eksterne brugere.

Byggeriet kommer i alt til at koste i omegnen af 100 millioner kroner og er finansieret af en række donorer, heriblandt Den A.P. Møllerske Støttefond.

Projektet ventes sendt i udbud om cirka et år og stå færdigt i 2028.

Britisk virksomhed vil investere milliarder i Ringsted

play-circle LYT
Godsejer Carl Boisen Thøgersen fra Adamshøj Gods er tæt på at sælge et stort stykke jord til engelsk ejendomsudvikler. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Det britiske ejendomsudviklingsselskab Verdion vil investere 7,5 milliarder kroner i udviklingen af et stort erhvervsområde øst for Ringsted.

Det skriver Sjællandske.

Planen er at opføre et kæmpe sammenhængende område med faciliteter inden for logistik, industri og erhverv, som skal stå klar til åbningen af den kommende Femern-forbindelse.

Godsejer Carl Thøgersen fra Adamshøj Gods ejer størstedelen af den jord, der skal bruges til projektet. Han bekræfter over for Dagbladet Ringsted, at han er tæt på at sælge omkring 180 hektar jord til englænderne. 

Størstedelen kender ikke ret til gratis alkoholbehandling

play-circle LYT
Arkivfoto. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed har omkring 147.000 danskere en alkoholafhængighed. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at kun 24.800 var i behandling i 2022. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

Langt størstedelen af danskerne er ikke klar over, at man i Danmark har ret til gratis alkoholbehandling og krav på hjælp inden for 14 dage.

Det viser en Voxmeter-undersøgelse, Blå Kors Danmark har lavet.

67 procent af danskerne svarer, at de ikke er klar over, at der både findes gratis alkoholbehandling og en behandlingsgaranti. Generalsekretær i Blå Kors Danmark mener, at kommunerne spiller en helt central rolle i at gøre misbrugsbehandling mere synlige og tilgængelige.

- Det kan være rigtig svært at række ud efter hjælp, fordi det er et enormt tabubelagt emne, og for mange er det hårdt at indrømme særligt overfor sig selv, at man har et misbrug. Det tager i gennemsnit 11 år, før man søger behandling for ens alkoholproblemer i Danmark, og det er alarmerende længe, siger han.

Guldborgsund godkender millionplan for halrenovering

play-circle LYT
Nordfalster Idræts- og Kulturcenter er én ud af ni haller, der skal renoveres. Foto: Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommune har nu godkendt en procesplan for en flerårig renoveringsindsats af de selvejende idrætshaller i kommunen.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Beslutningen følger byrådets vedtagelse af budget 2026–2029, hvor der er afsat i alt 36 mio. kr. til nødvendige renoveringsprojekter i de selvejende haller – 12 mio. kr. i hvert af årene 2027, 2028 og 2029.

Midlerne tager afsæt i rapporter, der peger på en række nødvendige renoveringstiltag på klimaskærmen i de ni selvejende haller i kommunen

De ni selvejende haller, der er omfattet af renoveringen er:

Eskilstrup Hallerne, Idestrup Hallen, Nordfalster Idræts- og Kulturcenter (Nørre Alslev), Nr. Vedby Idræts- og fritidscenter, Nykøbing F. Tenniscenter, Nysted Sportscenter, Sakskøbing Sportscenter, Tingsted Hallen og Toreby Hallen.

Politiet søger vidner efter bilbrand

play-circle LYT
Arkivfoto. Politiet måtte kort før midnat rykke ud til en bilbrand på Ærøgade i Slagelse. Foto: Lind Foto

En bil brød af ukendte årsager pludselig i brand på Ærøvej i Slagelse kort før midnat.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det er endnu for tidligt for politiet at sige, hvorvidt branden var påsat. Det skal undersøgelser vise.

Men politiet søger vidner i forbindelse med bilbranden.

- Da vi fik anmeldelsen, har man set to mænd i nærheden af bilen. I den forbindelse søger vi vidner, der måtte have set de her unge mennesker ved bilen. Dem vil vi gerne have fat i for at høre, om de har noget med branden at gøre eller kan fortælle os noget om den, siger Benjamin Voss, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet kan kontaktes på 1-1-4.

Lokaltog aflyser afgange tirsdag morgen

play-circle LYT
Flere afgange er aflyst tirsdag morgen. Foto: Lokaltog

Flere togafgange mellem Slagelse og Tølløse er her til morgen aflyst.

Det oplyser Lokaltog.

Det drejer sig om afgangene klokken 5:37 og 7:37 fra Tølløse-Slagelse og klokken 6:32 og 8:32 fra Slagelse-Tølløse.

Årsagen skyldes fejl på materiel. Der indsættes ikke togbusser.

Midtsjællands Svæveflyveklub går forrest i grøn omstilling

play-circle LYT
Midtsjællands Svæveflyveklub bliver grøn spydspids med støtte fra Nordea-fonden. Foto: Midtsjællands Svæveflyveklub

Midtsjællands Svæveflyveklub ved Sorø har fået støtte fra Nordea-fonden til et flerårigt projekt, der skal gøre klubben til foregangsklub for grøn omstilling.

Det oplyser Midtsjællands Svæveflyveklub selv i en pressemeddelelse.

Med investeringer i batteridrevet el-spil, solceller, varmepumpe og elektriske arbejdskøretøjer er målet at gøre svæveflyvningen 100 procent CO₂-neutral – både i drift og energiforbrug.

Projektet kombinerer teknologiske løsninger med natur- og biodiversitetstiltag på flyvepladsen og skal fungere som et åbent laboratorium for andre klubber.

- Vi går fra at være en helt almindelig dansk svæveflyveklub til at være en grøn frontløber, siger Carsten Rasmussen, formand for Midtsjællands Svæveflyveklub.

- Det handler ikke kun om at købe et nyt spil, men om at tænke hele klubben om – energi, udstyr, natur og ansvar – så vi kan flyve med både god samvittighed og sund økonomi.

Nyslået Venstre-borgmester: - En af de største dage i mit liv

play-circle LYT

For første gang nogensinde var alle landets borgmestre og regionsrådsformænd i dag inviteret til nytårskur hos regentparret.

Her var også den nyslået Venstre-borgmester, Jakob Spliid i audiens hos kongeparret.

- Det her med at kunne repræsentere Sorø Kommune inde hos kongen, det synes jeg i sig selv var kæmpestort, siger han til TV2 ØST.

- Også for mig selv personligt at kunne hilse på mine 97 nye borgmestre-kollegaer i fint tøj.

Jakob Spliid er vokset op på et lille husmandssted på Parnasvej nær Frederiksberg og for ham var det noget helt nyt at skulle i kjole og hvidt.

- Det er jo ikke noget hverdagstøj, må man sige. Jeg har aldrig haft så fint tøj på før. Det var noget helt særligt, når man fik den her smukke borgmesterkæde på, fortæller han.

Det var første gang, kongeparret havde inviteret landets borgmestre til nytårskur, men Sorø-borgmesteren håber på en gentagelse:

- Jeg håber, at det bliver en tradition, og det gav kongen også udtryk for. Det her er jo en anerkendelse af det lokale demokrati ude i kommunerne, som har en stor rolle i forhold til sundheds- og velfærdsdagsorden, siger Jakob Spliid.

Opdateret

Uheld på Vestmotorvejen skaber kødannelser og store forsinkelser

play-circle LYT
En lastbil holder mandag aften på tværs på Vestmotorvejen imellem Ringsted og Sorø og giver store forsinkelser. Foto: Michael Nordborg

Mandag før kl. 20, er der sket et uheld på E20 Vestmotorvejen fra Ringsted mod Halsskov mellem afkørsel 36 Ringsted N og rasteplads Tuelsø.

Ifølge P4 Trafik er der tale om en lastbil, der holder på tværs af Vestmotorvejen.

Omkring klokken 21.30 er der genåbnet, efter der tidligere har været spærret for al trafik i retningen mod Storebæltsbroen.

Trafikken får nu lov til at passere i venstre spor, mens vejhjælp fortsat assisterer lastbilen i højre spor.

Redning er på stedet.

Der er i øjeblikket kødannelser og store forsinkelser på grund af uheldet, oplyser Vejdirektoratet. Trafikken vil blive ledt fra ved afkørsel 36 Ringsted N i forbindelse med oprydningen.

Oprydningen forventes overstået sidst på aftenen.

Fjernvarmen kommer ikke til Svinninge og Gl. Tølløse i denne omgang

play-circle LYT
Tilslutningen er ikke, hvor den skal være for at arbejde videre med fjernvarmeprojekter i Gl. Tølløse og Svinninge. Foto: Fors A/S

Siden marts 2025 har det været muligt at tilmelde sig fjernevarme i Svinninge og Gl. Tølløse.

De to projekter skulle opnå minimum 70 procents tilslutning for at blive til noget.

Men efter fristens udløb den 31. december står det dog klart, at der ikke er tilstrækkelig tilslutning i de to områder. Det skriver forsyningsselskabet, Fors i en pressemeddelelse.

- Vi må desværre konstatere, at tilslutningen ikke er, hvor den skal være, hvis vi skal arbejde videre med de to projekter, siger Chef for Plan og Projekt Varme i Fors Jens Ole Pihl-Andersen.

- Et højt tilslutningsgrundlag er afgørende for at sikre en stabil fjernvarmeøkonomi, og har vi ikke det, kan projektet ikke opnå såkaldt positiv samfundsøkonomi. I Svinninge og Gl. Tølløse er timingen simpelthen ikke rigtig for fjernvarmen.

Den endelige tilslutning landede på cirka en procent for Svinninge og cirka tre procent for Gl. Tølløse.

Politiet beslaglægger Philip Wesths hus

play-circle LYT
Rigspolitiet har beslaglagt Philip Wesths hus, viser en opdatering i tinglysningen (arkivfoto). Foto: René Lind - Lind Foto

Rigspolitiet har beslaglagt Philip Wesths hus i Svenstrup ved Korsør.

Det skriver SE og HØR med henvisning til opdaterede oplysninger fra Tinglysningen.

TV2 ØST har efterprøvet oplysningerne i Tinglysningen, som bekræfter, at der den 05.01.2026 er tinglyst meddelelse om beslaglæggelse.

Ifølge en frisk opdatering i Tinglysningen beslaglagde Rigspolitiet allerede Philip Wesths hus den 19. december, men det er først officielt blevet registreret i dag, mandag den 5. januar.

Philip Westh skal blandt andet dække sagsomkostningerne fra retssagen, der løber op i 600.000 kroner i erstatning, inklusiv erstatning til ofre og efterladte.

Philip Westh blev i juni 2024 idømt livstid for drabet på Emilie Meng. Han blev desuden dømt for en 27 timer lang frihedsberøvelse samt voldtægt af en 13-årig pige. Han blev også fundet skyldig i at have forsøgt at dræbe pigen.

Pigen havde været ude med aviser og cyklede ved Kirkerup nær Slagelse, da hun bevidst blev påkørt af Philip Westh.

Kvinde fra Midtsjælland har vundet værdifuldt rejsegavekort

play-circle LYT
Quick lodder fra Danske Spil: Udover kontante præmier kan man også vinde et rejsegavekort på 200.000 kroner. Foto: Danske Spil

En kvinde fra Midtsjælland har været usædvanlig heldig med sit skrabelod her i januar, der ellers indtil nu har budt mest på sne, frostgrader og grå himmel.

Kvinden vandt et rejsegavekort til en værdi af 200.000 kroner på skrabeloddet ’Verdens Vildeste Polarrejse’ – men rejseplanerne går nu mere i retning af sydens sol og varme.

Kvinden drømmer nemlig om at tage familien med til Gran Canaria, Italien eller Tyrkiet.

- 200.000 kroner. Det er jo voldsomt mange penge, udbryder hun.

- Men det er helt perfekt. Jeg bliver 60 i det nye år, og jeg ville gerne have min familie med ud at rejse. Og så vinder jeg lige et rejsegavekort på 200.000 kroner. Det kan ikke komme på et bedre tidspunkt, siger hun.