Politiet anholder person efter MDMA-dødsfald - sigtet for uagtsomt manddrab

Politiet mener, at den 18-årige mand efterlod den afdøde dreng i hjælpeløs tilstand. Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

Politiet har anholdt og sigtet en 18-årig mand for uagtsomt manddrab, efter en 16-årig dreng i nat døde af at have taget MDMA.

En 18-årig mand er anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab, efter en 16-årig dreng fra Dianalund i nat afgik ved døden.

Den 16-årige havde indtaget stoffet MDMA.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

MDMA's effekt og bivirkninger

  • MDMA er ecstasy. Bogstaverne MDMA er en forkortelse for den kemiske betegnelse 3,4-methylendioxy-N-methylamfetamin.
  • Stoffet kaldes også "Molly", "Emma", "Kix", "E", "Cloud 9" og "XTC".
  • Det er et kunstigt stof, som i 1898 blev fremstillet for at dæmpe appetitten. Stoffet blev først for alvor populært i Danmark i 1990'erne.
  • Det stimulerer hjernen og gør brugeren vågen og mere aktiv. Mange oplever, at MDMA positivt påvirker sociale egenskaber, humør og evnen til at nyde musik. Eksempelvis kan man blive mere kærlig over for både dem, man kender, og fremmede.
  • Rusen varer mellem halvanden og fem timer. Den indtræffer en halv til halvanden time efter indtagelse, alt efter hvor meget man har taget.
  • Mange oplever i dagene efter indtagelse af stoffet nedtrykthed, fordi hjernen producerer mindre af stoffet serotonin, der forbindes med lykke og tilfredshed.
  • MDMA hæmmer ens dømmekraft samt de dele af hjernen, som regulerer søvn, sult og tørst.
  • Ved overdosis kan man opleve ubehagelige synshallucinationer.
  • Stoffet kan hæve kropstemperaturen, få hjertet til at slå hurtigere og forstørre pupiller.
  • På grund af den højere kropstemperatur og et højere energiniveau er der en risiko for, at brugere dehydrerer eller får hedeslag.
  • Hedeslag er den primære dødsårsag efter indtagelse af ecstasy.
  • MDMA hører til blandt de mest udbredte ulovlige stoffer, der findes.
  • Det bliver ofte solgt i tabletform med symboler eller motiver på - eksempelvis med bogstavet "E" eller et dødningehoved.

 

Kilde: Ritzau / Netstof.dk

Efterlod afdød i hjælpeløs tilstand

Politiet mener altså, at det var den 18-årige, som gav stoffet til drengen.

- Han (den 18-årige, red.) efterlader, efter politiets opfattelse, den afdøde i hjælpeløs tilstand, står der i pressemeddelelsen.

Den anholdte bliver netop nu fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster. Forhøret foregår for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, og fordi der ifølge politiet kan være flere medgerningsmænd derude.

Den 18-årige er ifølge TV ØST's reporter på stedet sigtet for at have overdraget "ikke under ét gram MDMA" til den afdøde dreng.

Den sigtede nægter sig skyldig.

Blev fløjet til Rigshospitalet

Den 16-årige dreng blev omkring klokken 2 i nat fløjet til Rigshospitalet, fordi han ikke var til at få kontakt med efter at have indtaget stoffet. Her afgik han ved døden.

I første omgang sagde politiet, at det var et ukendt stof, den unge mand havde taget, men kort efter klokken 11 lørdag formiddag bekræfter de, at der er tale om MDMA.

MDMA er også kendt som ecstasy, og stoffet har tidligere været meget omdiskuteret, efter 15-årige Adam Buk fra Haslev i februar døde efter at have indtaget netop dét stof.

Efterfølgende blev en 17-årig mand kendt skyldig i uagtsomt manddrab ved Retten i Næstved, fordi han den 2. februar solgte et gram MDMA til Adam Buk og hans ven Matti Frey Olsen. Han blev idømt et halvt års betinget fængsel og kunne undgå at komme bag tremmer ved at udføre 120 timers samfundstjeneste.

En anden 17-årig dreng var også tiltalt for uagtsomt manddrab i sagen, fordi han overleverede stoffet til den mellemmand, som senere solgte MDMA til Adam Buk. Han blev frifundet for uagtsomt manddrab, men fik fire måneders fængsel for at sælge narko.

Jeg er knust og håber virkelig, I vil tage dette alvorligt, inden byen bliver ramt af endnu en tragedie

— Kim Christensen, far til den afdøde dreng

Adam Buk blev dårlig af stoffet og lå i koma i to uger, indtil han afgik ved døden.

Far advarer på Facebook

Efter den 16-årige dreng fra Dianalund i nat har mistet livet på grund af MDMA, har hans far, Kim Christensen, delt en advarsel og opfordring i Facebook-gruppen 4293 Dianalund og på sin egen profil.

- Jeg er knust og håber virkelig, I vil tage dette alvorligt, inden byen bliver ramt af endnu en tragedie. Tal med jeres unge mennesker, skriver han blandt andet.

Faren henvender sig også direkte til unge mennesker, som kunne være fristet af at prøve stoffer:

- Må hans (sønnens, red.) alt for korte liv ikke nok være med til, at I tænker jeg om en extra gang 
Og sætter en stopper for dette livsfarlige indtag.

Politiet advarer i forbindelse med dødsfaldet om, at der kan være farlige stoffer i omløb i området omkring Dianalund og Sorø.

Artiklen er opdateret

  1. Artiklen er opdateret med oplysninger om, at grundlovsforhøret foregår for lukkede døre, og at den sigtede nægter sig skyldig.

Nyhedsoverblik

Den danske flåtsæson er begyndt

play-circle LYT
Flåter begynder især at dukke op i naturen, når temperaturen overstiger syv grader. Borgere bør nu være opmærksomme på flåtbid, som kan føre til sygdomme. (Arkivfoto). Foto: Jean-Christophe Verhaegen/AFP/Ritzau Scanpix

Flåtsæsonen er begyndt i Danmark, og borgere, der befinder sig i naturen, bør være opmærksomme. Det bekræfter lektor i dyrevelfærd og sygdomskontrol ved Københavns Universitet Lene Jung Kjær.

Borgere skal særligt være opmærksomme på flåtbid, der kan medføre sygdomme, som for eksempel Tick-Borne Encephalitis (TBE), hvilket er en alvorlig hjernebetændelse.

Sidste år blev der konstateret ti tilfælde af TBE hos borgere i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut, fortæller Lene Jung Kjær.

Det var over en halvering fra det forrige år, og det skyldtes blandt andet et tørt forår, som gjorde, at der ikke var nær så mange flåter i Danmark.

Flåtsæsonen begynder, når temperaturen bevæger sig over syv grader, som den har gjort i foråret. Den mest udbredte flåt i Danmark er skovflåten.

Uheld skaber massiv kø mod Storebælt

play-circle LYT

Et uheld på Vestmotorvejen mellem Ringsted og Vemmedrup i retning af Storebælt skaber massiv kø.

Det oplyser Vejdirektoratet.

Ifølge P4 Trafik er politiet og vejhjælp færdige på stedet, og alle spor er farbare igen.

Der er dog først en otte kilometer lang kø, der skal løsnes op.

Ifølge Vejdirektoratet forlænger uheldet rejsetiden med mellem 10 og 30 minutter.

Normal trafik forventes i løbet af eftermiddagen.

Lynopladere til elbiler i stor fremgang

play-circle LYT
Foto: Drivkraft Danmark

Antallet af lynladepladser til elbiler er seksdoblet de sidste tre år.

Det skriver Drivkraft Danmark, der repræsenterer ladebranchen, i en pressemeddelelse.

Ifølge Drivkraft Danmark er lademulighederne ikke kun vokset i storbyerne, men i hele landet, hvilket gør det nemmere for elbilsejere at bevæge sig ud i den kommende påsketrafik.

- Det gør elbilen til et oplagt og nemt valg for langt flere danskere, og det er også godt for den grønne omstilling af transporten, siger direktør i Drivkraft Danmark, Jacob Stahl Otte, i pressemeddelelsen.

Siden 2022 er antallet af lynladepladser seksdoblet, hvor antallet af ladepladser med de særligt kraftige lynladere er tolvdoblet.

Næsten halvdelen af danskere vil lide af stress om 10 år

play-circle LYT
Især unge kvinder scorer højt på stressskalaen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nye fremskrivninger fra Danica viser, at 40 procent af danskere vil lide af stress om 10 år.

Det skriver livsforsikringsselskabet i en pressemeddelelse.

Nyeste udgave af Den Nationale Sundhedsprofil viser, at 29 procent af danskere scorer højt på stressskalaen, hvilket er det højeste nogensinde.

Ifølge Danica vil 40 procent af danskerne nå det niveau i 2036, hvis udviklingen forsætter.

- Stress rammer ikke bare den enkelte – det påvirker hele familien, vores relationer, vores arbejdsliv og faktisk også vores samfund. Når man er stressramt, bliver det svært at være der for sine børn, tage del i den lokale boldklub eller klare hverdagens gøremål som vasketøj, siger chef for sundhedsløsninger i Danica, Rikke Nøglebæk, i pressemeddelelsen.

Rikke Nøglebæk er chef for sundhedsløsninger i Danica. | Foto: Anders Dall, Danica

Den Nationale Sundhedsprofil 2025, som landets fem regioner, Statens Institut for Sundhed, SDU og Sundhedsstyrelsen står bag, viser, at Region Sjælland ligger over landsgennemsnittet, hvor 31,2 procent scorer højt på stressskalaen.

Sundhedsprofilen viser, at det især er unge kvinder mellem 16 og 34 år, der topper i statistikkerne over stressramte.

Partihopper møder modstand i nyt parti

play-circle LYT
Martin Mickey Pedersen vil gerne ind i Dansk Folkeparti, men partiet er ikke sikker på, han passer ind. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Martin Mickey Pedersen, der kort før valget blev ekskluderet af Liberal Alliance, drømmer om at stille op for Dansk Folkeparti.

Det vækker undren hos partiets lokalafdeling i Lolland Kommune, der intet har hørt fra Martin Mickey Pedersen. Lokalafdelingens gruppeformand er ikke sikker på, at der er et match.

Specialtog tager årlig tur på Sjælland

play-circle LYT
Skinnefræsetoget vejer 155 tons og arbejder på en hastighed mellem 400 og 600 meter i timen. Foto: Banedanmark

Det 155 tons tunge skinnefræsetog tager snart sin første af to årlige ture på skinnerne på Sjælland.

Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.

Skinnefræseren er et specialtog, der kan fræse en millimeter stål af skinnerne i én arbejdsgang.

Det er ifølge Banedanmark en vigtig del af vedligeholdelsesindsatsen, der fjerner revner i skinnerne, som det blotte øje ikke altid kan se.

Skinnefræseren kan i løbet af en nat fræse op til tre ton jern fra skinnerne, som derefter bliver sorteret og genanvendt.

Det 44 meter lange fræsetog starter sin forårsturné i Jylland, før det kører over Storbæltsbroen og forsætter turen gennem Sjælland.

15-årig pige blev antastet af mand

play-circle LYT
Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

En sag om krænkende adfærd i Ringsted torsdag formiddag har fået Midt- og Vestsjællands Politi på arbejde.

Det skriver politikredsen i seneste døgnrapport.

En 15-årig pige blev torsdag formiddag antastet af en mand, der kom med upassende bemærkninger til hende i nærheden af en uddannelsesinstitution på Ahorn Alle i Ringsted. Det lykkedes pigen af slippe væk fra manden.

Manden beskrives som 30 år, brun i huden, talte dansk uden accent og havde kort, sort hår med enkelte grå stænk og sort, kort fuldskæg. Han var iført blå arbejdsbukser eller jeans og en grå/blå sweater. Politiet arbejder nu på at identificere, hvem manden er.

Ny kommunaldirektør i Næstved

play-circle LYT
Henrik Harder er ny kommunaldirektør i Næstved Kommune. Foto: Pressefoto

Byrådet i Næstved Kommune har besluttet at ansætte en ny kommunaldirektør.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det er 55-årige Henrik Harder, der kommer fra posten som kommunaldirektør i Albertslund Kommune, som er blevet valgt i Næstved.

Henrik Harder har mange års erfaring med kommunale topposter, hvor han også har været kommunaldirektør i Dragør Kommune og direktør i både Greve og Ringsted kommuner.

- Næstved Kommune er en særdeles attraktiv kommune, og jeg glæder mig til at styrke det, der fungerer godt i dag, for eksempel samarbejdet med det lokale erhvervsliv, siger han i pressemeddelelsen.

Henrik Harder begynder i Næstved Kommune 1. maj 2026.

Politiet har anholdt person for knivstikkeri

play-circle LYT
Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Midt- og Vestsjællands Politi fik torsdag travlt efter et knivstikkeri i Slotshaven i Holbæk.

Det skriver politikredsen i seneste døgnrapport.

TV2 ØST kunne torsdag skrive om hændelsen, hvor politiet ledte efter en ung mand, der under et slagsmål på en uddannelsesinstitution havde trukket en kniv og fægtet med den.

En 20-årig mand fik i slagsmålet afværgeskader fra kniven.

Politikredsen har nu kunne identificere en 17-årig ung mand fra Holbæk som værende manden med kniven.

Den 17-årige er blevet anholdt af politiet på sin adresse og er sigtet for vold og for overtrædelse af knivloven.

Sæson for den værste pollen er begyndt

play-circle LYT
Foto: Astma-Allergi Danmark

Årets værste pollenplager, birkepollensæsonen, er nu officielt begyndt.

Det skriver Astma-Allgeri Danmark i en pressemeddelelse.

Sæsonen er startet tidligt i år, og kan blive en intens omgang for landets 500.000 birkepollenallergikere.

Birkepollen er den træpollen, som flest danskere er allergisk overfor, og er særligt startet hårdt ud i Østdanmark med høje pollental.

Pollenallergi er en kronisk sygdom, der rammer hver sjette dansker, og som i pollensæsonen især påvirker folk med høfeber og astma.

30 procent af alle med høfeber har også astma, og 70 procent af alle med astma har også høfeber. Her kan symptomer som løbende næse, kløende øjne, vejrtrækningsbesvær, hoste, og udtalt træthed forekomme.

Astma-Allgeri Danmark anbefaler derfor allergikere til at bruge appen Dagens Pollental for at komme godt gennem pollensæsonen.

Faxe takker vælgere efter valg på vippen

play-circle LYT
Sascha Faxe var snublende tæt på at blive valgt ind i Folketinget, men må vige pladsen til fordel for Elise Sydendal. Foto: Mette-Marie Andersen - TV2 ØST

Sascha Faxe fra Alternativet takker vælgere og støtter efter et valg, hvor hun ikke opnåede genvalg til Folketinget.

Hun skriver i et opslag på Facebook, at hun har modtaget mange beskeder under og efter valgkampen.

- Det rører mig dybt, at jeg har kunnet være en stemme, I har kunnet bruge og føle jer repræsenteret af, skriver hun.

Sascha Faxe var ellers lige på vippen til at blive genvalgt, men hun endte med at få ni færre stemmer end Elise Sydendal, der dermed bliver Alternativets nye repræsentant for Sjællands Storkreds i Folketinget.

Elise Sydendal fik 1.298 personlige stemmer mens Sascha Faxe fik 1.289 stemmer.

På Facebook bemærker Sascha Faxe, at Elise Sydendal havde en stærk platform som kendt klimaaktivist og førte en god valgkamp.

Sascha Faxe fremhæver, at hun ser det som en naturlig del af politik, at et mandat ophører, og at hun har værdsat perioden i Folketinget.

Efter valget vil hun holde en pause og bruge tid med familie og venner.

Hun oplyser samtidig, at hun fortsat forventer at engagere sig i samfundsdebatten fremover.

Få den fulde oplevelse med vores app

Hent vores app og få de vigtigste nyheder fra regionen lige ved hånden.