Mere end 90 års avlseventyr afsluttes: - De bure, jeg tømmer, kommer der ikke mink i igen

På Stevns ligger den lille stationsby Klippinge. Blandt byens 489 indbyggere er 40-årige Morten Teglgaard Pedersen, som på regeringens ordre er trukket i arbejdstøjet.

Iført et par sorte gummistøvler trasker han igennem én af sine 19 røde og hvide haller, hvor der stadig er masser af liv. Små poter med spidse klør, der kommer i karambolage med tremmer, pibelyde og hvæs smitter hinanden og skaber et ekkokammer omkring minkavleren.

- De er kraftedeme gode, udbryder han med en af sine mink i de strakte arme.

Ovenpå på stålburene i hallerne ligger rester af dyrenes foder. Hvad der tidligere var en blød, brun blanding af fiske-, svine- og fjerkræsrester har minkene for længst slubret i sig. Under buret løber en tagrende og opsamler det, de små pelsdyr ikke kunne optage, og på jorden ligger et blødt underlag af halm og suger novemberregnen til sig. 

Som 19-årig tog Morten Teglgaard Pedersen sine første skridt på en minkfarm, og seks år senere havde han tilegnet så mange færdigheder, at han var klar til at starte sin egen minkfarm. En bedrift, der siden han fik nøglerne i 2004, er vokset og i dag har gjort ham til indehaver af en besætning på 10.000 mink.

En blød begyndelse

I 1928 kom minkavlen til Danmark fra USA, og i 1930’erne blev pelsproduktionen udbredt til hele landet.

De mink, man avler i Danmark, er af typen amerikansk mink, og da de nordamerikanske dyr kom til landet, viste det sig, at det danske vejr med milde vintre og kølige somre gav perfekte forhold for deres pelsudvikling.

I 1956 blev Gre-Ca mink i Kindertofte mellem Slagelse og Sorø etableret, og farmen var i en årrække landets største.

Gre-Ca, der var opkaldt efter familien Grevenkop-Castenskiold, som drev farmen, havde i 80’erne 30 ansatte og 24.000 tæver, men i 1991 måtte man dreje nøglen om.   

Den store minkfarm mellem Sorø og Slagelse er langt fra den eneste minkavler, der har oplevet at gå fra store indtjeninger til store tab. Pelsbranchen har været evigt svingende.

- Det er et eventyr uden lige, fortæller Morten Teglgaard Pedersen, mens han skuer ud over bedriften ved Klippinge, som han har drevet i 16 år.

Avlsgården emmer af feinschmeckeri. Brune, sorte, hvide, grå, saphire og silverblue. Mink i alle farver og med en pels så blød, at den vækker opsigt uden for landets grænser.

De danske minkavlere er kendt for deres kvalitetspels i hele verden, og i 1980’erne, midten af 00’erner og begyndelsen af 10’erne var efterspørgslen stor.

Som professionel i branchen har Morten Teglgaard Pedersen avlet, krydset og nytænkt faget, han har undersøgt, hvordan han kunne optimere foderet, så pelsen blev både tættere og blødere og sat dyrevelfærd øverst på listen, og i årene 2011, 2012 og 2013 kulminerede mange tusinde timers arbejde.

- Priserne på pels fløj i vejret i de år. Det var her Kina fik øjnene op for mink og i takt med, at middelklassen i Kina begyndte at tjene flere penge, blev især disse år gyldne, fortæller han.

Ifølge Henning Otte Hansen, der er økonom og seniorrådgiver ved institut for Fødevarer og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, har pelsbranchen en cyklus på omkring syv år.

Han har studeret branchen indgående og fortæller, at den er totalt styret af udbud og efterspørgsel, og derfor svinger indtægterne enormt.

- Det er et rimeligt frit marked uden landbrugsstøtte, forklarer han, og fortæller at priserne på minkskind i 2013 lå på deres højeste, men siden er priserne på minkskind faldet markant.

En branche i tilbagegang

For enden af hallen i Klippinge står der en trækasse med tre hjul.

Ovenpå trækassen sidder en metaltragt som er udsmykket med et hvidt klistermærke, hvor der med rød skrift står skrevet Multipumpen.

- De gode år betød, at antallet af minkavlere i Danmark voksede, og de mange nye lykkeriddere gjorde at branchen led et økonomisk knæk i 2016 og 2017, fortæller Morten Teglgaard Pedersen, der dog fastslår med det samme, at minkbranchen er et fælleskab.

- Selvom det var en tid, hvor prisen på pels faldt, har vi altid hjulpet hinanden og stået sammen, siger han og går om bag trækvognen.

Minkavleren har pakket sine hænder ind i et par store handsker, men hans bare næver med rifter vidner om et par handsker, der ikke er uimodståelige for minkens naturlige rovdyrgen.

Foroverbøjet tager Morten Teglgaard Pedersen fat i et håndtag på trækvognen og fører det tilbage. I første omgang lyder en brummen, som langsomt dør ud. Han gentager bevægelsen og så makker trækvognen ret.

Lyden slår det rumsterende liv i hallen ned og en duft af diesel maser sig ud af motoren.

For tidlig aflivning

Selvom de danske minkavlere regnede med, at der ville komme en ny stigning i priserne i begyndelsen af 2020’erne, så kom en uforudset krise til at spænde ben for en branche, hvor indtægterne var presset i bund.  

En verdensomspændende pandemi er blevet til det, der ligner dødsstødet for en branche, som har brugt årtier på at etablere sig som den førende i verden.

Den danske minkpels er kendt for sin gode kvalitet og bliver eksporteret og solgt til opkøbere fra blandt andet Kina og Rusland.

- Det er en uge for tidligt, siger den sydsjællandske minkavler.

- Hverken hår eller hud er klar, siger Morten Teglgaard Pedersen rystende på hovedet.

Minkavleren skubber trækvognen frem og et efter et bliver burene tomme.

Når et bur åbnes, tager fanden ved minken, som farer rundt og prøver at undslippe de fangarme, der er trængt ind i dens hjem. Men lige lidt hjælper dens iver, og kampen varer kun få sekunder, inden dyret er fanget i Morten Teglgaard Pedersens jerngreb.

- Jeg kan ikke lade være med lige at kigge på kvaliteten, siger han og lader minken glide ned metaltragten og ned i trækassen, hvor minkene skal ende deres liv.

For enden af trækassen sidder et lille vindue, som minkene, der har skiftet jerntremmerne ud med trævægge, ihærdigt kæmper for at komme til.

Et sidste glimt af verden er i høj kurs.

- Så skal der ikke flere i, fastlår Morten Teglgaard Pedersen.

Kassen har på mindre end et kvarter slugt 42 mink, og stille og roligt falder de til ro og begynder at klamre sig til hinanden, mens gassen omslutter dem.

De sjællandske minkavlere ved endnu ikke, hvad de får i kompensation for at slå samtlige af deres mink ihjel.

De ved bare, at det skal gøres inden mandag aften, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at få den bonus, regeringen har lovet dem.

Ifølge Morten Teglgaard Pedersen sker aflivningen for tidligt. Om en uge ville det være den tid, hvor minkene var ved at være klar til pelsning. Selvom han i 15 år har aflivet mink i november måned, er det ekstra hårdt denne gang.

- De bure, jeg tømmer, kommer der ikke mink i igen, og det er det, der gør ondt, siger han og kører vognen ud af hallen og begiver sig mod værkstedet.

Danske avlere kan blive konsulenter i Kina

Hængslerne, der hæfter trækassen tæt, bliver løsnet. I samarbejde løfter Morten Teiglgaard og hans far låget op.

Minkene, der før farede frem og tilbage som vilde dyr, ligger stille i en stor klynge, inden de bliver kastet i en tromle og renset med finmalet savsmuld.

En epoke, der siden 1928 har været en del af det danske landbrug, er ved at slutte.

- Det er utopi at tro, at minkbranchen kan blomstre op igen, når der ikke er flere dyr, siger Morten Teglgaard Pedersen.

Og økonom Henning Otte Hansen er enig.

- Jeg tror, det bliver meget svært at starte op igen, siger han.

- Når man også slår avlsdyrene ihjel, vil man være nødt til at starte op med nogle dårligere dyr fra udlandet. Det er flere årtiers avlsarbejde, der går tabt nu.

Hvordan det kommer til at gå de danske minkavlere, efter aflivningen af den danske minkbestand, er for tidligt at sige. Men Henning Otte Hansen har et forsigtigt bud.

Lande som Kina og Ukraine har nemlig arbejdet på at få alle produktionsled i pelsbranchen etableret lokalt, og derfor tror han, at der kan være arbejde til danske minkavlere i de lande.

- Kina har tidligere haft danskere til at være konsulenter i opstarten af minkproduktion, fortæller han.

Det ville også være en mulighed for minkavlerne selv at flytte til udlandet og starte op der, siger Henning Otte Hansen.

Fredag eftermiddag er der 2.500 mink tilbage på farmen i Klippinge, og mandag klokken 23:59 er der ingen.

Hvad fremtiden for Morten Teglgaard Pedersen bringer må tiden vise.

- Jeg er hverken dum eller doven, så jeg skal nok klare mig, siger han.

I de dårlige perioder har Morten Teiglgaard Pedersen arbejdet lidt ved siden af, og blandt andet hjulpet den lokale landmand med høsten og diverse entreprenøropgaver, men en ting ved han:

- Jeg kommer aldrig til at starte en virksomhed igen.

Tekst: Mikkel Rasmussen og Thea Berg