Toårig dreng døde på bosted - kommune blev flere gange advaret om problemer

Toårige Lucas døde, da han i 2013 var i aflastning i en weekend på bostedet Heimdal i Slagelse Kommune. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Slagelse Kommune fik i årevis stribevis af bekymringsskrivelser om forholdene på bostedet Heimdal, hvor en toårig døde og et andet barn var i overhængende livsfare

- Lucas og Lærkes gravsted er her på højen på kirkegården. Så kan de ligge og kigge hjem til os.

Marie Kaiser står ved gravstedet på Vemmelev Kirkegård og peger ned mod familiens hus. På den ene gravsten står der Lucas - på den anden står der Lærke.

Toårige Lucas døde i 2013 på bostedet Heimdal, mens han var i aflastning en weekend. Året efter døde storesøster Lærke samme sted.

Marie Kaiser mistede to børn på bostedet Heimdal. Men ifølge obduktionsrapporten, kunne Lukas' liv måske være blevet reddet (Foto: Ida Valsted, TV2 ØST) | Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Men hvor Lærke døde af naturlige årsager som følge af hendes handicap, så er Lucas' død en helt anden sag. Han døde af en almindelig lungebetændelse - en sygdom, som han, ifølge Marie Kaiser, kunne have overlevet, hvis nattevagten havde tilset den lille dreng og tilkaldt vagtlægen. 

Men hvordan kunne det gå så galt? For i årevis var kommunen blevet orienteret flere gange om forholdene på Heimdal.

TV2 ØST har gennemgået en lang række af sagens akter, der viser, at Slagelse Kommune flere gange har modtaget bekymringsskrivelser om bostedet. 

Lukas har sovet godt i nat

Allerede i 2012 - året inden toårige Lucas dør - skete der en række uheld på bostedet, som ifølge en redegørelse fra Slagelse Kommunes Center for Handicap og Psykiatri fik kommunen til at indføre en inspektion af låsemekanismer, hjælpemidler, senge og andet materiel en gang om året.

I 2013 gik det helt galt. I et dagbogsnotat fra søndag 3. februar står der: "Lucas har sovet godt i nat".

Men Lucas blev erklæret død klokken 05.41.

Ifølge afhøringen af nattevagten, der havde fundet Lucas står der, at han "var kold og stiv, og havde begyndende ligpletter på ryggen".

Advokat Mads Pramming skriver i sin stævning til kommunen:

- Der er således en klar formodning om, at han ligget død i længere tid, eftersom ligpletter først viser sig efter to til seks timer efter dødstidspunktet.

På trods af at Lucas' mor, Marie Kaiser, var blevet forsikret, at de to nattevagter på arbejde, løbende ville tilse Lucas om natten mens han var i aflastning på bostedet, står der i en redegørelse, at "nattevagten ikke gik helt hen til Lucas(...)seng, da denne tilså ham".

To-årig kunne måske være reddet

Akterne viser også, at den toårige ikke døde af sit handicap - men af en blanding mellem dehydrering og lungebetændelse.

I obduktionsrapporten står der:

"De påviste saltkoncentrationer i øjenvæksten giver mistanke om mulig væskemangel. Efter de foreløbige undersøgelser, må dødsårsagen snarest antages at være den påviste dobbelt-sidige lungebetændelse".

Derfor mener Marie Kaiser, at Lucas liv kunne være reddet.

- Hvis nattevagten havde tilset ham, så kunne han have hørt Lucas besværede vejrtrækning og mærket, om han var varm. Hvis han havde tilkaldt vagtlægen, kunne Lucas have fået noget penicillin med det samme.

Læger advarede kommunen

I årene efter Lucas' død fik kommunen en lang række henvendelser fra forældre og fagfolk.

I 2015 klagede Kathrine Butzbach første gang til kommunen over, at hendes datter, Maigen, levede under uhygiejniske forhold samt mangelfuld sundhedsfaglig behandling. Ifølge Kathrine Butzbach skete der intet, og derfor klager hun igen i 2017 - stadig uden at få svar.

Og i 2019 begyndte en speciallæge på Børne- og Ungeambulatoriet at bekymre sig over den mangelfulde indsats fra bostedet i forhold til Maigens dårlige nyrer - og overvejede at underrette bostedet til myndighederne.

Læger advarede kommunen om forholdene på bostedet Heimdal (Foto: Ida Valsted, TV2 ØST) | Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

I et journalnotet den 25. november 2019 står der:

"Der aftales stringent symptomregistrering (...) ved manglende indsats fra bostedets side  skal der ved næste ambulante besøg overvejes mulig underretning".

Den 10. december samme år vurderede sygehuset, at problemerne med hygiejnen på bostedet øgede risikoen for urinvejsinfektioner - og dermed også påvirkning af Maigens nyre.

Otte dage efter fik speciallægen nok og skrev direkte til Slagelse Kommune:

Jeg ser det nødvendigt, at underrette rette instans, da jeg er bekymret for Maigen (...), da jeg oplever, at opholdsstedet har svært ved at reflektere løbende og støtte Maigen i hendes daglige omsorg og pleje.  

Der blev aftalt, at Heimdal skulle udarbejde en handleplan, som skulle sikre Maigen hendes livsnødvendige medicin og sørge for, at bostedet fulgte lægernes anvisninger.

Men handleplanen blev aldrig lavet.

Blev skyllet gennem en slange i tarmen

Den 15. februar 2020 blev Maigen fundet af sin mor på bostedet. Hun var stærkt forpint, var blå og havde vejrtrækningsproblemer.

De kørte hende til sygehuset, hvor en overlæge stod klar til at modtage Maigen, og en CT-scanning viste, at der stod over en halv meter gammel afføring i tarmen. Hun blev hasteopereret, men ikke alt kunne komme ud, da noget af afføringen havde sat sig som en hård cementklump inde i hende. Derfor måtte Maigen i flere måneder have en slange op gennem tarmen, så hun to gange om dagen blev skyllet for at blødgøre afføringen, så den kunne blive spulet ud.

Ifølge Kathrine Butzbach viste det sig, at personalet på bostedet havde ændret Maigens medicin - og ikke fulgt lægernes anvisninger.

Den 17. februar kontaktede Kathrine Butzbach igen kommunen, der oplyste, at man ville bede Heimdal om at udarbejde en handleplan. Den blev heller aldrig udfærdiget.

Den 2. marts indsendte Slagelse Sygehus endnu en underretning til Slagelse Kommune om forholdene på Heimdal.

Stribevis af påbud

Den manglende reaktion fra kommunen fik Kathrine Butzbach til at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed, der kom på tilsyn i juni 2020.

Forholdene var så slemme, at styrelsen sendte en stribe af påbud afsted til bostedet. I tilsynsrapporten står der, at hele 12 ud af 17 kontrolpunkter er "større problemer af betydning for patientsikkerheden".

Kathrine Butzbach gik nu videre til Styrelsen for Patientklager, som i 2021 rejste kritik af bostedets behandling af Maigen i hele seks forhold. 

Her skrev styrelsen blandt andet, at "behandlingen og journalføringen var under normen for almindelig anerkendt faglig standard".

I dag er Maigen på et andet bosted, men Kathrine Butzbach forstår ikke, hvorfor kommunen ikke greb ind.

- Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor vi - os forældre - skal tage kampen mod kommunen, når både vi, læger og Styrelsen for Patientklager har gjort kommunen opmærksom på problemerne i årevis, siger Kathrine Butzbach.

Socialchef i Slagelse Kommune, Lone Wolff, medgiver, at kommunen har lavet fejlskøn (Foto: Lars Andersen, TV2 ØST)

Der er lavet fejlskøn

TV2 ØST har spurgt Slagelse Kommune, hvorfor de ikke greb ind før, når kommunen ejer bostedet Specialcenter Heimdal.

Socialchef i Center for Handicap og Psykiatri, Lone Wolff, har kun været ansat i kommunen i seks måneder, så hun kender ikke alle detaljerne, men hun siger til TV2 ØST:

- Når jeg læser sagsakterne, så kan jeg se, at der er blevet lavet en række fejlskøn. Dem er der nu blevet rettet op på, og bostedet har i dag fået mere fagligt personale og er et godt og inkluderende sted for beboerne, siger Lone Wolff.

Nyhedsoverblik

Byråd fortsætter med at hedde byråd

play-circle LYT
Ringsted Byråd holder på formerne - og vil fortsat hedde byråd. Foto: Ringsted Kommune

Der er ikke stemning for at ændre betegnelsen af Ringsted Kommunes øverste politiske ledelse.

Således fortsætter Ringsted Byråd med at hedde Ringsted Byråd - som det i øvrigt har gjort det i den midtsjællandske købstad siden 1970.

Det var SF og Socialdemokratiet, der på tirsdagens møde i byrådet foreslog at skifte navn til Ringsted Kommualbestyrelse.

– Når man hører ordet Ringsted Byråd, så associerer man det med Ringsted By. Når man siger Ringsted Kommunalbestyrelse, så tænker man – det gør jeg i hvert fald – på Ringsted Kommune. Det giver god mening, at vi viser, at vi dækker hele kommunen, lød begrundelsen fra byrådsmedlem Britta Nielsen (SF).

Men det var der ikke stemning for blandt andre end forslagsstillerne selv. Seks medlemmer stemte for, mens 15 stemte imod forslaget.

Kommune aflyser skolebusser onsdag

play-circle LYT

Der kører ingen skolebusser til og fra Kulsbjerg Skole, afdeling Stensved onsdag.

Det fremgår af et opslag på Aula, som TV2 ØST har set.

Her står der, at skolebusruterne 8, 9 og 10 på Sjællandssiden alle er aflyst onsdag.

Det skyldes "større og større udfordringer med sneen", fremgår det af beskeden.

Novo lander vækst på seks procent med årsregnskab

play-circle LYT
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Novo Nordisk havde en omsætning på lidt over 309 milliarder kroner i 2025 og en vækst på seks procent.

Det viser årsregnskabet.

Trods den fortsatte stigning i omsætning gik Novo Nordisks vækst i salget af vægttabsmidler ned i gear i fjerde kvartal.

Salget af supersællerten Wegovy slog dog stadig analytikernes forventninger, skriver MarketWire.

Wegovy-salget endte på 21,9 milliarder kroner i kvartalet mod 21,1 milliard kroner ventet af analytikere ifølge estimater indsamlet af Novo, lyder det.

Med årsregnskabet lander Novo Nordisk et overskud på 102,4 milliarder kroner.

For 2024 lød overskuddet på lige knap 101 milliarder kroner.

Novo Nordisk kæmper med en stigende konkurrence på det vigtige amerikanske marked.

Og netop det var årsagen til, at Novo tilbage i november skruede ned for sine forventninger.

Samtidig med fremlæggelsen af regnskabet for tredje kvartal sænkede selskabet nemlig sin forventning til det samlede salg i 2025.

Sigtet for butikstyveri

play-circle LYT

En 33-årig udenlandsk mand puttede mandag eftermiddag forskellige varer i en pose i en forretning i Østergågade i Nykøbing Falster.

Da han forlod butikken uden at betale, slog personalet alarm til politiet.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

En patrulje kunne anholde ham klokken 15.39 og sigte ham for butikstyveri. Her viste det sig, at manden allerede var kendt fra tidligere tyverier fra forretninger i samme kæde.

Politiet overvejer nu, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.

Færgerederi skal have ny direktør

play-circle LYT
Kristian Durhuus er fortid som administrerende direktør for Molslinjen. Foto: Molslinjen

Efter tre et halvt år er tiden som topchef rindet ud for Kristian Durhuus' vedkommende.

Molslinjen, der foruden Aarhus-Sjællands Odde her i TV2 ØSTs sendeområde driver Langelandslinjen, står foran et ledelsesskifte, skriver rederiet i en pressemeddelelse.

Der er brug for en anden profil, hedder det.

- Vi er nået til et punkt i Molslinjens udvikling, hvor flere markante og strategisk vigtige projekter er gennemført eller godt på vej. Øresundslinjen er fuldt integreret i forretningen, vi har sat nye elfærger i drift på Alslinjen og Samsølinjen, og vi er i gang med byggeriet af tre batteridrevne katamaraner i Australien. Nu er tiden kommet til at bringe en ny profil ind i CEO-rollen, siger Carsten Jensen, der er administrerende direktør i Molslinjens ejer, Nordic Ferry Infrastructure.

Indtil en ny direktør er fundet, vil Carsten Jensen fungere som konstitueret CEO for Molslinjen.

Byggeaffald bliver dumpet i naturskønt område

play-circle LYT
Langs vejen på Sidinge Dæmning er der blevet dumpet byggeaffald. Foto: Odsherred Kommune

Uautoriseret dumping af jord og byggeaffald er blevet et stigende problem i Odsherred Kommune.

Alene ved det naturskønne område langs Sidinge Dæmningen er der inden for få dage blevet læsset flere bunker jord og affald af langs vejen uden tilladelse.

Ifølge kommunen er der siden midten af december konstateret dumping på mindst fire forskellige steder. Affaldet består af blandet jord med brokker, som kan være forurenet og derfor ikke kan genbruges.

– Vi ved ikke, hvad jorden indeholder, og derfor er vi nødt til at bortskaffe det som forurenet jord. Det er ikke noget, vi kan bruge til noget, siger Nina Skjøt-Pedersen, chefkonsulent i Odsherred Kommune.

Hver bunke koster typisk kommunen eller de berørte entreprenører mellem 15.000 og 20.000 kroner at få fjernet.

– Det er bare affald fra nogen, der ikke gider køre det væk selv. Det er fuldstændig usolidarisk, og det er skatteborgerne, der ender med at betale regningen, siger Nina Skjøt-Pedersen.

Kommunen har nu bestilt overvågning ved Sidinge Dæmningen og opfordrer borgere til at give besked via kommunens Giv et praj-app eller kontakte politiet, da dumping af byggeaffald er ulovligt.

Odsherred Kommune opsætter nu kameraovervågning ved Sidinge Dæmningen for at undgå flere tilfælde af dumping af byggeaffald.

Endnu en bagmand anholdt i narkosag

play-circle LYT
Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

En 35-årig mand fra Stubbekøbing blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet.

Det skete ved et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster, hvor han var sigtet for sammen med en anden at have været i besiddelse af mindst 480 gram amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

Det oplyser anklager Karina Pedersen til TV2 ØST.

- Manden blev varetægtsfængslet frem til 16. februar, så han ikke kan påvirke efterforskningen i sagen.

Efterforskerne hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er allerede nået et stykke i sagen.

9. december blev den anden sigtede, en 39-årig mand, i sagen nemlig varetægtsfængslet, hvilket han fortsat er.

Retsmødet foregik for lukkede døre.

Værelse brød i brand på sikret institution

play-circle LYT
Et værelse på institutionen Kofoedsminde brød tirsdag formiddag i brand, men skulle være under kontrol nu. Arkivfoto. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Tirsdag formiddag udbrød en brand på et værelse på den sikret institution, Kofoedsminde i Rødby.

Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 10.37 og rykkede ud til adressen med to patruljer.

Det skriver Folketidende.

Ifølge vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jesper Skotte er der for nuværende kun røgudvikling på stedet, og man forventer, at indsatsen er afsluttet inden længe.

Der er ingen fare for, at nogen kommer til skade, oplyser Jesper Skotte til Folketidende.

Internationalt weekendløb er kommet til Holbæk

play-circle LYT
Holbæk Fælled parkrun finder sted hver lørdag med start klokken 09.00. Der bydes velkommen klokken 08.45. Foto: Holbæk Fælled parkrun

Som den første by i vores sendeområde har Holbæk nu fået det gratis løbeevent 'parkrun'.

I alt deltog 101 løbere under premieren lørdag, hvor viceborgmester Emrah Tuncer sendte deltagerne afsted på den fem kilometer lange rute rundt på Holbæk Fælled.

Det oplyser Holbæk Fælled parkrun i en pressemeddelelse.

'parkrun' er et motionsfællesskab med deltagere i 22 lande, der hver lørdag løber fem kilometer. Holbæk Fælled parkrun er det 12. i Danmark.

Begivenheden drives af frivillige, heriblandt løbsleder Sonny Lynge-Nielsen, der var glad og lettet, da alle deltagerne var nået i mål.

- Vi håber selvfølgelig, at opbakningen holder ved, og at deltagerne har lyst til at komme igen og igen. De må gerne tage naboer, venner, familie og kolleger med. Vi holder parkrun hver lørdag kl. 9, og man er lige velkommen, uanset om man kommer hver lørdag eller hvert andet år, udtaler Sonny Lynge-Nielsen i pressemeddelelsen.

Det er gratis at deltage i løbet, og man behøver hverken at kunne løbe hurtigt eller overhovedet kunne løbe. De fem kilometer kan nemlig også gås.

Advarer om falske mønter i omløb

play-circle LYT
Fotos af en ægte 20-kroners mønt fra 2021 (Kilde: Danmarks Nationalbank): Foto: Rigspolitiet
Af
I samarbejde med TV 2

Politiet advarer om, at der i øjeblikket er falske 20-kroners mønter i omløb over hele landet, hvor de blandt andet er blevet fundet i dagligvarebutikker og varehuse.

En del af de beslaglagte mønter er dateret med årstallet 2021. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse og advarer borgere og butikker om at være ekstra opmærksomme.