Så mange vidner er indkaldt i Kirkerup-sagen

Retssagen mod den 33-årige mand, der blandt andet er tiltalt for drabet på Emilie Meng, kommer til at indeholde vidneforklaringer fra 36 vidner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tre sager, 18 retsdage og 36 vidner. 

Retssagen mod den 33-årige mand, der er tiltalt i det, der omtales som Kirkerup-sagen, er nu gået i gang i Retten i Næstved. 

quote Jeg tror ikke, der er nogen, der har arbejdet med den her sag, som kan undgå at blive påvirket af det

Susanne Bluhm, anklager, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sagskomplekset er navngivet efter den vestsjællandske by, som er gerningssted for en af de i alt tre sager.

Sager, som både anklager Susanne Bluhm og den 33-åriges forsvarer Karina Skou, kalder alvorlige forud for dagens retsmøde. 

I podcasten Strafbart gennemgår vi hver retsdag i Kirkerup-sagen. Find den i din foretrukne podcast-app eller på tjenesterne herunder:


tv2east.dk-spotify tv2east.dk-apple

- Den her sag er speciel, dels fordi der er tale om flere forhold mod flere, meget unge forurettede. 

- Den er også speciel, fordi det er en sag, hvor det første forhold er fra 2016, og hvor der ligger en meget langvarig efterforskning bag, sagde Susanne Bluhm tidligere på morgenen til den fremmødte presse foran Retten i Næstved.

36 vidner

Her fortalte anklageren fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi også, at der i alt er indkaldt 36 vidner, som skal afhøres i løbet af de 18 retsdage, der er afsat til sagen. 

- Der er tale om både vidner, der selv har oplevet ting i forbindelse med sagerne, der er også tale om det, man kan kalde fagvidner, politifolk, som har efterforsket sagen, og andre fagpersoner, som har indsigt i nogle af tingene, uddyber hun. 

Anklager Susanne Bluhm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi satte et par ord på Kirkerup-sagen forud for dagens retsmøde.
Anklager Susanne Bluhm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi satte et par ord på Kirkerup-sagen forud for dagens retsmøde. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Ifølge Susanne Bluhm bliver sagskomplekset delt op i de tre hovedforhold, som den 33-årige er tiltalt for.  

Hendes bevisførelse begynder med forholdet fra Kirkerup, herefter forholdet for Sorø og til sidst forholdet vedrørende Emilie Meng.  

Det er den 33-årige tiltalt for

  • Langvarigt at have frihedsberøvet 17-årige Emilie Meng, som han mødte ved eller nær Korsør Station natten til den 10. juli 2016. At have udsat hende for voldtægt, slået hende ihjel formentlig ved kvælning og derefter lagt hendes lig i en sø i Borup. Her blev det fundet 24. december samme år.

  • At have truet en 15-årig efterskoleelev med en kniv om aftenen den 8. november 2022 i Sorø. At have slået hende flere gange og have forsøgt at få hende ind i en bil for at frihedsberøve hende langvarigt og voldtage hende, hvilket mislykkedes, fordi hun skreg op.

  • Med sin bil at have kørt ind i en 13-årig pige kort før middag den 15. april 2023 i Kirkerup i Slagelse, så hun faldt af cyklen. At have frihedsberøvet hende i godt et døgn, og i den tid have udsat hende for grove seksuelle overgreb, samt have haft til hensigt at slå hende ihjel, hvilket mislykkedes, fordi politiet befriede hende.

  • Besiddelse af pornografisk materiale af personer under 18 år og brud på knivloven.

  • Den 33-årige nægter sig skyldig i anklagerne, hvad angår den 17-årige og den 15-årige. Han har delvist erkendt anklagerne om den 13-årige, men det står ikke klart, hvad han erkender.

Kilder: Anklageskriftet

Påvirker alle

Forud for retssagen er der offentliggjort et omfattende anklageskrift, som Susanne Bluhm i dag læste op ved retssagens begyndelse.

Et anklageskrift, der beskriver flere alvorlige forhold, og som man ikke kan undgå at blive påvirket af, siger den erfarne anklager. 

- Jeg tror ikke, der er nogen, der har arbejdet med den her sag, som kan undgå at blive påvirket af det. Men når først vi er i retten, så skal jeg selvfølgelig udføre et professionelt stykke arbejde, siger hun og fortsætter:

- I dag er mit fokus at fremlægge de beviser, der er i sagen, på en ordentlig måde overfor retten, så de har det bedst mulige grundlag for at tage stilling i sagen. 

Erkender delvis 

Den 33-åriges forsvarer Karina Skou mødte også pressen tirsdag foran Retten i Næstved, før sagen gik i gang. 

Karina Skou er forsvarer for den 33-årige tiltalte.
Karina Skou er forsvarer for den 33-årige tiltalte. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Der var mange af pressens spørgsmål, hun ikke ville besvare eller kommentere på, men til spørgsmål om skyldspørgsmålet svarede hun:

- Min klient nægter sig skyldig i forholdet fra Korsør. Han erkender sig delvis skyldig i forholdet fra Kirkerup. Og så nægter han sig skyldig for forholdet i Sorø.

Ved retsmødet fortalte forsvareren, at den tiltalte erkender nogle forhold i forbindelse med frihedsberøvelse af den 13-årige pige.

- Der er afsat to dage til det, og så må vi se, om min klient ønsker at udtale sig, sagde hun. 

Sagen afgøres i retten 

Kirkerup-sagen har allerede fået stor medieomtale, og der er stor interesse for sagen i offentligheden.

Det satte Karina Skou også et par ord på forud for dagens retsmøde. 

Læs også
Påkørsel af pige var et uheld, forklarer tiltalte i retten
Læs også
Påkørsel af pige var et uheld, forklarer tiltalte i retten

- Jeg er med på, at der i en straffesag er interesse, men jeg mener også, det er vigtigt at huske, at en sag skal afgøres i retten, sagde hun og fortsatte:

- Nævningene skal jo ikke påvirkes af, hvad man hører i pressen, og det er der en risiko for med al den fokus, der har været. Men nu forholder jeg mig til, hvad der sker inde i retten.

 


Nyhedsoverblik