En langsomtkørende bil på motorvejen, der måske endda ligger i slipstrømmen på en lastbil er blevet et stadig mere almindeligt syn på Sjælland det seneste halve år.
Faktisk har vi sænket hastigheden langt mere end landsgennemsnittet, viser nye tal fra Vejdirektoratet.
Siden Ruslands invasion af nabolandet Ukraine steg benzinpriserne helt op til 19,49 kroner, og imens sænkede sjællænderne hastigheden tilsvarende på motorvejene, hvor gennemsnitshastigheden i juni, hvor benzinprisen toppede, var hele 3,8 kilometer i timen langsommere end i 2019.
I juni var gennemsnitshastigheden på 130-kilometerstrækingerne på Sjælland således 116,8 kilometer i timen. I august var tallene faldet til 116,5 kilometer i timen.
Det viser tal, som Vejdirektoratet har trukket for TV2 ØST. Til sammenligning var tallene på landsplan 3,0 kilometer i timen langsommere på landsplan.
Tallene er trukket på Vestmotorvejen, og viser en markant nedgang måned efter måned til og med august måned. Tilsvarende tal fra Sydmotorvejen på en 110-strækning viser en lidt mindre forskel til 2019 end landsgennemsnittet, men stadig en markant nedgang i forhold til 2019.
Tallene er renset for lastbiler, trafik i myldretiden og eventuelt vejarbejde.
Pendlerregion nummer ét
Vores landsdel er generelt det sted i Danmark, hvor flest pendler, og også hvor folk i gennemsnit pendler længst for at komme på arbejde.
26 procent af borgerne i arbejde i vores område arbejder i Region Hovedstaden, og vi har i gennemsnit 28,3 kilometer mellem vores hjem og vores arbejde. Derfor giver det også god mening, at vi passer lidt ekstra på benzinregningen i øjeblikket.
Der er da også mange penge at spare ved at pendle.
- Tommelfingerreglen er, at hvis du kører 110 kilometer i timen - så sparer du omkring én procent brændstof for hver kilometer i timen, som du sænker hastigheden. Det gælder indtil en hastighed på cirka 100 kilometer i timen, forklarer Andreas Egense, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Han understreger, at tommelfingerreglen umiddelbart gælder almindelige biler med forbrændingsmotor.