Livsfarlig leg med køreledninger skal bremses af ny kampagne

Banedanmark og Sikkerhedsstyrelsen advarer i ny kampagne unge mod at komme for tæt på togs køreledninger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der sker alt for mange ulykker, hvor især unge kommer til skade efter at have været tæt på togs køreledninger.

Sådan lyder det fra Banedanmark og Sikkerhedsstyrelsen.

De to myndigheder står bag en kampagne, som skal advare 11-17 årige om faren ved at komme for tæt på de strømførende ledninger.

- Det er forfærdeligt, at liv bliver ødelagt, fordi der ikke er nok viden om faren ved at være i nærheden af højspænding, som der er i køreledningerne, siger Maibrit Brandt, direktør for Sikkerhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

quote Det er forfærdeligt, at liv bliver ødelagt, fordi der ikke er nok viden om faren ved at være i nærheden af højspænding, som der er i køreledningerne

Maibrit Brandt, direktør for Sikkerhedsstyrelsen

Fra 2012 til 2021 blev der indrapporteret otte ulykker, hvor privatpersoner kom til skade efter kontakt med køreledninger.

Derudover blev der indrapporteret tre dødsfald som følge af kontakt til køreledningerne.

Det er især unge, der kommer galt afsted, når de i kådhed eller beruselse eksempelvis kravler op på et tog.

Derfor er kampagnen målrettet de unge, og der bliver blandt andet udarbejdet undervisningsmateriale til brug i skolen.

Faren ved at bevæge sig rundt nær køreledningerne er stor, da ledningerne har en spænding på omkring 25.000 volt.

Køreledningerne er farlige selv på afstand

Man behøver ikke engang at røre ved ledningerne for at komme galt afsted.

Befinder man sig inden for 1,75 meter fra køreledningerne, kan det være livsfarligt i sig selv.

- Strømstyrken i køreledningerne kan trække et godstog på 2000 ton i gang og slå et menneske ihjel. Og man skal huske, at der er spænding i køreledningerne, selv om togene holder parkeret, siger sikkerhedschef i Banedanmark Martin Harrow.

Selv hvis man overlever kontakt med køreledningerne, kan mødet med højspændingen have invaliderende følger.

Det kan være i form af forbrændinger af hud og muskler, rytmeforstyrrelser i hjertet og tale- og hørebesvær.

Tog får strøm fra køreledninger, der hænger over jernbanesporet. I øjeblikket er Banedanmark i fuld gang med at elektrificere hele det danske jernbanenet.


Nyhedsoverblik