Kommuner klar med husly til mindst 15.000 ukrainere

Familier på flugt fra krigen i Ukraine kan blandt andet få husly i private hjem og på nedlagte skoler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De første ukrainere på flugt fra krigen i deres hjemland har fået dansk jord under fødderne, og både de og andre, der kommer, kan få husly i landets kommuner.

Der er sengepladser til mindst 15.000 ukrainere, viser en rundspørge, som Kommunernes Landsforening (KL) har foretaget blandt kommunerne, det skriver Ritzau.

- Når vi stikker fingeren i jorden her og nu, er det det, man vil kunne gøre på meget kort sigt, siger Jacob Bundsgaard (S), der er formand for KL og borgmester i Aarhus Kommune.

quote I Odsherred Kommune er der et ret stort ønske om at hjælpe de her ukrainske flygtninge

Karina Vincentz (Nyt Odsherred), borgmester, Odsherred Kommune

- Derfor er jeg også fortrøstningsfuld i forhold til, at kommer der rigtig mange ukrainske flygtninge til Danmark, så er vi også i stand til at tage imod dem på en god måde, siger han.

Det er 85 ud af 98 kommuner, der har besvaret rundspørgen.

De 15.000 sengepladser er fordelt på omkring 5700 pladser i egnede bygninger til eventuelle asylcentre, cirka 3200 sengepladser hos private samt omkring 5800 pladser til akut indkvartering.

Akutte indkvarteringspladser er til de ukrainere, som ikke søger asyl i Danmark, men som alene vælger et turistvisum til 90 dages ophold.

Læs også
Skoler bliver taget i brug - kommune klar til at tage imod 300 ukrainske flygtninge
Læs også
Skoler bliver taget i brug - kommune klar til at tage imod 300 ukrainske flygtninge

300 af pladserne er i tre sportshaller i Slagelse Kommune, som med kort varsel kan blive lukket for at blive omdannet til modtagefaciliteter, hvis der pludselig kommer mange Ukrainske flygtninge til Danmark.

Det drejer sig om UV-Hallen i Slagelse, Storebæltshallen i Korsør og Vemmelevhallen.

Også i nabokommunen vil Sorø-Hallen med kort varsel kunne omdannes til indkvarteringscenter for op mod 300 flygtninge fra Ukraine, hvis det bliver aktuelt.

Hallen i Vemmelev kan blive omdannet til modtagecenter, hvis der pludseligt skulle opstå behov for at indkvartere en masse ukrainske flygtninge.
Hallen i Vemmelev kan blive omdannet til modtagecenter, hvis der pludseligt skulle opstå behov for at indkvartere en masse ukrainske flygtninge. Foto: Slagelse Kommune

Jacob Bundsgaard regner med, at nogle af borgerne med ukrainsk baggrund i Danmark er blandt dem, der åbner deres hjem.

- Der opholder sig omkring 16.000 her i dag, og mange af dem vil formentlig have familie, pårørende, venner og bekendte, der kommer til Danmark. De vil formentlig være blandt de første til at hjælpe til.

Læs også
Skole og gammel kaserne kan komme til at huse ukrainske flygtninge
Læs også
Skole og gammel kaserne kan komme til at huse ukrainske flygtninge

Også folk uden ukrainsk baggrund har meldt sig til at give husly til ukrainere, fortæller KL-formanden, ligesom erhvervslivet kan byde ind.

Forventer 20.000 ukrainere

Blandt de steder, ukrainerne kan komme til at opholde sig, er på hoteller og vandrehjem. Samt i sommerhuse, kommunale haller og idrætscentre, nedlagte skoler og lejrskoler.


Odsherred Kommune er en af de kommuner, der opfordrer private til at byde ind, hvis de har et sommerhus eller anden bolig, hvor der i en kortere eller længere periode er plads til flygtninge.

- I Odsherred Kommune er der et ret stort ønske om at hjælpe de her ukrainske flygtninge, og vi som kommune råder ikke over ret mange store kommunale bygninger, vi kan stille til rådighed. Til gengæld har vi 25.000 sommerhuse i kommunen, og det er en kapacitet, vi måske kan stille til rådighed, sagde Karina Vincentz (Nyt Odsherred), der er borgmester i Odsherred Kommune tirsdag til TV2 ØST.

Læs også
Kommune efterlyser sommerhuse til ukrainske flygtninge
Læs også
Kommune efterlyser sommerhuse til ukrainske flygtninge

I både Lolland og Guldborgsund Kommuner er man lige nu ved at klargøre tre folkeskoler, der potentielt vil kunne huse ukrainske flygtninge, indtil de kommer på et asylcenter.  

Regeringen har tidligere sagt, at den forventer, at omkring 20.000 ukrainere vil komme til Danmark den næste tid.

Fra torsdag den 24. februar, hvor Rusland invaderede Ukraine, til og med tirsdag den 1. marts har cirka 60 ukrainere søgt om asyl i Danmark. Det oplyste Udlændinge- og Integrationsministeriet onsdag aften på Twitter.

Der er tale om et foreløbigt tal, fordi nogle først søger asyl senere. Ukrainere med biometrisk pas kan opholde sig i landet i 90 dage.


Nyhedsoverblik