Anita spørger om krisen: - Kan jeg skrue ned for varmen i soveværelset?

Anita vil gerne spare på varmen, men er i tvivl om, hvor meget hun kan skrue ned i husets forskellige rum. Få svaret her.

Mange af os spekulerer i at spare på varmen, mens energikrisen står på. Men hvor meget kan man skrue ned i de forskellige rum?

Det har Anita fra Næstved spurgt TV2 ØST om i vores brevkasse Spørg Om Krisen

- Man skal jo have termostaten stående på samme niveau i alle rum. Men jeg foretrækker at sove i et koldt soveværelse, så hvis jeg overhovedet har varme på, står den et niveau eller to lavere end i de øvrige rum - hvad kan jeg ellers gøre?, skriver hun. 

Det har TV2 ØST spurgt Tue Patursson om. Han er nemlig fagekspert indenfor almen byggeteknik, klimasikring og indeklima hos Videnscentret Bolius. 

Termostaterne skal stå ens

Ifølge ham kan man godt skrue et niveau eller to ned på termostaterne i forskellige rum. Men han understreger, at det er vigtigt at skelne mellem, hvad der er sammenhængende og adskilte rum i boligen, inden man skruer ned. 

- Man skal have termostaten stående på samme niveau i de rum, der hænger sammen. De hænger sammen, hvis der er en åben dør i mellem. Har man køkkenalrum, så skal man sørge for, at alle termostater står ens, for de arbejder bedre sammen, end hvis en enkelt skal stå og trække hårdt på det hele, siger han. 

Tue Patursson er fagekspert indenfor almen byggeteknik, klimasikring og indeklima hos Videnscentret Bolius. | Foto: Bolius

Hvis man kører forskellige temperaturer i rum ved siden af hinanden, hvor der er en åben dør, vil nogle radiatorer køre med overtryk, mens andre vil underpræstere, for at forsøge at ensrette temperaturen.

- Så hænger rummene sammen, så anbefaler vi, at man har samme temperatur på alle termostater, slår han fast. 

Hænger rummene sammen, så anbefaler vi, at man har samme temperatur på alle termostater

— Tue Patursson, fagekspert Videnscentret Bolius

Hvis man gerne vil sove i et rum, der er koldere, kan man godt skrue ned, men ikke slukke helt, svarer Tue Patursson. 

- Der kan være temperaturforskelle på op til fem graders forskel, men dog stadig ikke under de 18 grader. Måske 17 med et soveværelse, hvor der bliver luftet godt ud. Men har man 20 grader i stuen, og man gerne vil have 18 grader i soveværelset, så er anbefalingen, at man sørger for at holde døren lukket, siger han og tilføjer: 

- Og så er det forhåbentlig en dør, der holder relativt tæt, for så slipper man for det her forsøg på at udligne temperaturen mellem de to rum, hvor den ene radiator vil stå og arbejde ekstra, mens den anden næsten vil gå i stå af, at der kommer så meget varme fra de andre rum.  

Sådan sover du køligt uden at få skimmelsvamp

  1. Skru ned for varmen om natten. Skru op igen, når du står op om morgenen.

  2. Luft ud inden sengetid. Det er ok at køle luften i soveværelset ned, når du skal sove. Når du har skruet ned for varmen inden sengetid, bør du lufte ud med gennemtræk i 5-10 minutter.

  3. Sæt temperaturen til mindst 17 grader i soveværelset. Det er ok, at soveværelset ikke er helt ligeså varmt som stuen, så længe temperaturforskellen højst er 5 grader. 

  4. Tænk dig om, hvis du sover med åbent vindue. Det er ok at sove med åbent vindue om natten, så længe der ikke er alt for koldt udenfor. Når du sover med åbent vindue, køler du dog ikke kun luften men også overfladerne i rummet ned, og derfor er det vigtigt, at du varmer rummet op igen i løbet af dagen.

  5. Luft ud hver morgen. Om morgenen er det vigtigt at lufte ud, så du slipper af med den fugtige luft i soveværelset – særligt, hvis du sover med lukkede vinduer. Og så kan du hæve rumtemperaturen igen.

  6. Hold afstand fra møbler til ydervæg. Hvis du har en dårligt isoleret ydervæg, er det en god idé at holde ca. 10 cm afstand fra for eksempel seng og skabe til væggen. På den måde kan frisk luft komme ind til væggen og mindske risikoen for skimmelsvamp.

  7. Tør fugt af overfladerne. Hvis der i løbet af natten, er dannet kondens på indersiden af dine ruder, skal du tørre det væk med en tør klud, så du mindsker grobund for skimmelsvamp.

Kilde: Bolius

Hold hermetisk lukket

Anita bor i et hus med førstesal, hvor der er to rum, hun ikke bruger i øjeblikket. Hun spørger, om hun alligevel skal have samme varme i de rum som i resten af huset. 

Det er ifølge Tue Patursson muligt at sætte temperaturen meget ned i nogle udvalgte rum, men det er en besværlig opgave at gøre det korrekt i forhold til indeklimaet, advarer han. 

- Den er lidt tricky, fordi man kan godt lukke rum ned i en bolig, man skal bare tænke det lidt som en hermetisk forseglet afdeling af boligen så. Og det er faktisk der, hvor man snakker om, at man bør lukke så meget ned, at der nærmest er tape på samlingerne, siger han. 

Man risikerer nemlig, at varmen fra de rum, man bruger, siver ind i de kolde rum. Og sker det, stiger risikoen for skimmelsvamp, forklarer Tue Patursson. 

- Den varme luft, vi producerer i boligen, når vi laver mad og bevæger os rundt, bliver meget hurtigt fugtig, fordi vi afgiver en masse fugt. Både fra os selv, bade og madlavning. Hvis den luft sniger sig op af trappen og kan komme ind i andre rum, så er den jo varm og fugtig, og kommer den ind i et koldt rum, vil den sætte sig på en kold overflade. Så kondenserer luften, så den bliver til dråber, og så er der pludselig en meget fugtig og våd væg, som giver god grobund for skimmelsvamp, siger han. 

Pas på vandrør

Hvis man alligevel vil have lukkede rum, hvor termostaten er skruet helt ned, anbefaler Tue Patursson, at man en gang i mellem på dage, hvor der er tørt udenfor, laver en solid gennemluftning i de rum. 

- Og så skal man lukke rummet ned og ikke bevæge sig ind i det mere end hver fjortende dag for lige at tjekke op på, om der er skader eller begynder at komme skimmelsvamp, siger Tue Patursson. 

Hvis man vil lukke rum på første sal af et hus helt ned og holde dem kolde, skal man ifølge Tue Patursson også huske at være opmærksom på, om der er skunkvægge med vandrør i. 

- Hvis de ligger udsat uden isoleringen om dem, og de ligger et sted, hvor der normalt er lidt varme ud til, og der pludselig ikke er noget, så risikerer man altså frostsprængninger, siger han. 

Hvis man gerne vil bruge rummene ind i mellem, måske som gæsteværelser, kan man ifølge Tue Patursson godt holde temperaturen lavere end resten af huset, men man skal stadig ikke under anbefalingen på de fem graders forskel fra de andre rum eller under de 18 grader.

- Og man skal stadig prøve at holde de rum meget aflukkede fra andre rum, så der ikke kommer fugtig luft ind, understreger han. 

Brug solvarmen

Den generelle anbefaling fra Tue Patursson er, at man maksimalt går ned til 18 grader i sin bolig, og at man sørger for at skabe ventilation til boligen.

Og så advarer han mod at spare på energien på de redskaber, der trækker fugt ud af boligen, og stille møbler helt op af varmekilder.

- Man skal for eksempel ikke spare på emhætten eller ventilationen på badeværelset. Og så skal man ikke tørre tøj indenfor. Radiatorerne skal stå ens, der skal være plads foran dem og så varmen ikke går ind i ryggen på for eksempel sofaen, men kommer ud til gavn for hele rummet, siger han. 

Samtidig kan man med fordel udnytte de varmekilder, man får gratis, påpeger Tue Patursson.

- Om natten skal man benytte sig af gardinerne, for de holder varmen inde og kulden ude. Om dagen skal de trækkes fra, fordi vi gerne vil have den gratis solvarme ind. For det første giver det energi til vores vinterdepressioner, og så kan vi bruge al gratis solvarme, vi kan få. Når solen rammer en sofa, et gulv eller en væg, så ophober det og giver varme til boligen, så det er gratis varme at få den indenfor, siger han. 

Har du også et spørgsmål til energibesparelser eller krisen generelt, så kan du stille dit spørgsmål her

Nyhedsoverblik

Mens skolen var lukket afholdt de mesterskab i kælk

play-circle LYT
Den hurtigste tid i børne-kælk var 24,48 sekunder. I voksen-kælk var det 22,97 sekunder. Foto: Per Ramussen

Når skolerne holder snelukket, er der nogle, der gør god brug af sneen.

Her til formiddag holdt Vandklubben Klintholm Havn "De Østmønske mesterskaber i kælk" på Møns højeste punkt, det 143 meter høje Aborrebjerg.

- Der var en fuldstændig fantastisk og magisk stemning, fortæller Jesper Carlson om arrangementet, der inkluderede afterski for både børn og voksne.

- Der er ikke så langt fra tanke til handling herude. Vi har Møns Klint og bakker, en fantastisk natur vi altid leger i, så det er nemt for os at arrangere og bruge naturen, uddyber Jesper Carlson, der er formand for foreningen.

Både børn og voksne var mødt op til kælkemesterskabet på Møn. | Foto: Per Rasmussen

I alt mødte 50 voksne og børn op, hvor 17 deltog i ræset.

Den hurtigste tid i børne-kælk var 24,48 sekunder. I voksen-kælk var det 22,97 sekunder.

Vandklubben Klintholm Havn holder løbende arrangementer og vil afholde kælk-mesterskaber igen næste år, hvis der kommer sne.

Dorthe tilbyder et varmt måltid til sneramte

play-circle LYT
Dorthe Vadsholt Frederiksen har et ekstra måltid til sneramte ældre i Haslev. Foto: Privat

Med glatte og snefyldte veje, der kan gøre transport og kørsel til en besværlig affære, er der nogen, som tænker på at hjælpe andre.

Dorte Vadsholt Frederiksen fra Haslev tilbyder i et opslag i en lokalgruppe på Facebook at levere et gratis varmt måltid med kage til dessert, hvis nogen skulle stå og mangle.

- Vi har en masse gryderet i overskud. Og det kunne jo være, at der var nogen, der har mere brug for det end mig, siger hun.

Dorte Vadsholt Frederiksen er ligesom mange andre måtte blive hjemme fra arbejde grundet snevejret, og det fik hende til at tænke på de beboere, der afhænger af madlevering.

- Der sidder måske nogle ældre eller mennesker med handikap, der ikke får deres madordning på grund af snevejret. Og her har jeg jo et ekstra måltid, som de kunne få, siger hun.

Følg med i TV2 ØSTs live-blog herunder.

Hyrer igen spindoktor uden at orientere byrådet

play-circle LYT
Claus Steen Madsen, Odsherreds kommunaldirektør, høster nok engang kritik. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Odsherreds kommunaldirektør Claus Steen Madsen har tidligere fået kritik for at hyre kommunikationsrådgiver Peter Arnfeldt uden at få grønt lys fra byrådet først.

Og nu har han så gjort det igen, skriver Nordvestnyt.

Peter Arnfeldt, der i 2010-2011 var særlig rådgiver for skatteminister Troels Lund Poulsen (V) , er blevet hyret til at hjælpe med at kommunikere om fjernvarmeskandalen. Rådgivningen takserer sig til 15.312 kroner, skriver avisen.

Tidligere var Peter Arnfeldt hyret ind i et helt år til 600.000 koner plus moms. Den kontrakt udløb i oktober og blev ikke forlænget.

Beslutningen om igen at samarbejde med Peter Arnfeldt møder kritik hos Radikale Venstres byrådsmedlem Thomas Nicolaisen, der ikke er tilfreds med kommunaldirektøren valg.

- Jeg spurgte til sagen på et økonomiudvalgsmøde før nytår, og da lød svaret, at Peter Arnfeldts ansættelse var stoppet. Så det er ikke noget, jeg har viden om, siger Thomas Nicolaisen. 

Kommune får millionbeløb til indsats for Novo-ledige

play-circle LYT
Foto: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix

Kalundborg Kommune får 1,6 millioner kroner til en særlig indsats for cirka 30 procent af de medarbejdere ved Novo Nordisk, der blev afskediget i fyringsrunden sidste år.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet fredag.

Pengene skal bruges på opkvalificering og intensiv hjælp til at finde et nyt job - og de vækker glæde hos arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard, Kalundborg Kommune.

- Vi glæder os til at komme i gang med et godt samarbejde med alle gode interessenter. Vi er taknemmelige for, at vi får mulighed for at trække i nogle flere håndtag end vi ellers ville have haft mulighed for. Tidlig indsats er alt andet lige det, der bedst bringer ledige tilbage på arbejdsmarkedet, skriver han i en sms til TV2 ØST.

Foruden Kalundborg modtager fem andre kommuner, hvor Novo Nordisk har produktion, også midler fra Beskæftigelsesministeriet.

DBU åbner nyt fodboldcenter - her skal det ligge

play-circle LYT

Ni regionale fodboldcentre skal styrke fællesskaber, trivsel og bevægelse.

Det ene af dem skal ligge i Nykøbing Falster, skriver DBU i en pressemeddelelse fredag.

Projektet er støttet med 200 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 20 millioner kroner fra DBU.

Fodboldcentrene skal gøre brug af ny viden fungere som regionale samlingspunkter, der styrker fællesskabet, inspirerer til mere legende træning og skaber bedre rammer for børn og unge i landets omkring 1.500 fodboldklubber. Samtidig er placeringerne tænkt geografisk, så cirka 90 procent af alle danske fodboldklubber får maksimalt én times transport til et center.

De nye centre er en del af det, DBU kalder Fremtidens Klubhus.

Fodboldcentrene placeres ved eksisterende idrætsanlæg med let adgang og er åbne for hele det omkringliggende samfund – herunder klubber, skoler, institutioner og foreninger i hele regionen.

Det forventes at centret åbner 2027.

Husk at rydde sne og salte - ellers kan det blive dyrt

play-circle LYT
Manglende snerydning kan føre til erstatningskrav mod boligejeren. Foto: René Schütze/Fotograf René Schütze/Ritzau Scanpix

Det kan blive dyrt ikke at rydde sne og salte, fordi forbipasserende kan falde og risikere alvorlige skader.

Det skriver If Forsikring i en pressemeddelelse.

- Hos If modtager vi hvert år anmeldelser fra personer, som kræver erstatning, fordi de er faldet på et glat fortov, fortæller Helene Ibsen, der er boligchef i If, i pressemeddelelsen.

Hvis man forsømmer snerydningen, kan man også risikere at få en bøde fra kommunen.

If nævner samtidig, at hvis man er bortrejst, er der stadig krav om at rydde sne og salte så vidt muligt.

- Man skal gøre det, der med rimelighed kan forventes. Det behøver ikke være fuldstændigt ryddet, men det skal være sikkert for andre at færdes, uddyber Helene Ibsen. 

Reglerne for snerydning for boligejere:

  • Boligejere på offentlige veje skal rydde sne og gruse eller salte fortovet mellem klokken 7-22 på hverdage og lørdage og mellem klokken 8-22 om søndagen.

  • Man har også pligt til at rydde stier og i nogle tilfælde sikre adgang til udvendige trapper.

  • Bor man på en privat fællesvej eller privat fællessti, skal man rydde kørebanen, typisk ud til midten af kørebanen, samt fortov og sti.

  • Falder sneen, mens du er på arbejde, skal du blot rydde den, når du kommer hjem.

  • Reglerne kan variere lokalt, og i nogle områder kan grundejerforeningen have ansvaret for snerydningen.

Kilde: If Forsikring

Mistanke om skadedyr lukker supermarked

play-circle LYT
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Kunderne går forgæves til SuperBrugsen i Asnæs Centret fredag.

Forretningen holder lukket grundet mistanke om skadedyr, oplyser den på Facebook.

Tilbage i december måtte butikken også lukke på grund af mistanke om skadedyr. Dengang varede det halvandet døgn før butikken kunne åbne.

Butikker må sige nej til betaling med mønter

play-circle LYT
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Der er falske 20-krone-mønter i omløb flere steder i landet, og det får nu Midt- og Vestsjællands Politi til at advare forretningerne.

Der er set eksempler på, at mønterne er blevet brugt som betaling for eksempelvis elektronik.

- Derfor er det vigtigt at sige til forretningerne, at man bør udvise opmærksomhed ved modtagelse af større kontantbeløb, især hvis betalingen sker i form af mange mønter, siger politiinspektør Christian Jakobsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Han minder om, at butikker kan afvise kunder, der vil betale med store mængder mønter.

- Ved at være opmærksom og eventuelt sige nej i sådanne situationer så beskytter man sig selv mod at blive offer for falskmøntneri, og man begrænser samtidig de kriminelles mulighed for at bruge de falske mønter, fortsætter politiinspektøren.

Det siger loven

Ifølge hvidvaskloven må butikker ikke modtage kontantbetalinger på 15.000 kroner eller derover.

Derudover giver møntloven mulighed for at afvise at tage imod mere end 25 mønter af hver slags ved hver betaling.

SJF Bank jubler over rekordår og giver historisk udbytte

play-circle LYT
SJF Bank har hovedsæde ved havnen i Holbæk. Foto: SJF Bank

Der har været fremgang over hele linjen hos et af regionens store pengeinstitutter.

SJF Bank, tidligere Sparekassen Sjælland, kom ud af 2025 med et resultat efter skat på 611,6 millioner kroner.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Samlet er bankens forretningsomfang vokset med ni procent. Udlån er steget med 12 procent og indlån med ti procent.

- Resultatet er et udtryk for stærke kunderelationer og en målrettet eksekvering af vores strategi, siger administrerende direktør Lars Petersson.

Det kommer også aktionærerne til gode. Bestyrelsen indstiller nemlig et udbytte på 11 kroner pr. aktie for 2025, hvilket er det højeste siden bankens børsnotering i 2015.

Flere udlændinge tilbageholdt ved indrejsekontrol

play-circle LYT
Toldstyrelsen i Nørre Alslev sigtede i går tre personer ved indrejsekontrol. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

I går havde Toldstyrelsen i Nørre Alslev en travl formiddag, hvor tre forskellige mænd på få timer blev sigtet ved en indrejsekontrol.

Først blev en 24-årig tyrkisk mand tilbageholdt i en fjernbus, fordi han manglede gyldig rejsehjemmel. Manden havde heller ikke hverken pas eller opholdstilladelse og blev derfor sigtet for overtrædelse af udlændingeloven.

Få timer senere blev en 35-årig indisk mand sigtet for besiddelse af narkotika, da man fandt en hashkage og en bøtte vingummier, som var mistænkt at indeholde ulovlige stoffer.

Og igen få minutter efter blev en 20-årig marokkansk mand sigtet, også for besiddelse af narkotika - en mindre mængde af skunk, hash og ecstasypiller.

Alle tre mænd er tilbageholdt, mens de undersøges af Udlændingestyrelsen.

DR og DMI vil lave fælles vejr-app

play-circle LYT
Ekstremt vejr vil være hyppigere. Derfor er der brug for en stærkere vejr-app, mener DMI og DR. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På grund af den stigende mængde af ekstremt vejr vil DR og DMI nu undersøge muligheden for at lave en vejrapp i fællesskab. Det oplyser DR fredag.

Formålet med at kombinere DR's public service-platform og DMI's myndighedsansvar for vejret er at nå bredest muligt ud med pålidelig information om vejret hurtigt.

- Vejret spiller i forvejen en stor rolle i DR's nyhedsdækning, fordi det berører os alle og har direkte indflydelse på mange samfundsforhold, udtaler underdirektør i DR Nyheder Anders Kern Boje.

DMI har allerede har en vejrapp, men med en ny app kan opgaven løses bedre, mener DMI's direktør Marianne Thyring.

- Vi har i dag allerede en flittigt brugt app, men den kan gøres meget bedre i samarbejde med DR. Ved at slå os sammen kan vi skabe størst mulig samfundsværdi for borgerne, så de kan følge med i vejret og forberede sig.

Hvis DR's og DMI's forslag bliver godkendt, er hensigten, at vejrappen skal være klar til at tage i brug i løbet af 2027.

Skulle til vinsmagning - pludselig sad han fast i sneen

play-circle LYT
Bill Brodersen, der bor i Dalby, skulle efter planen afholde en vinsmagning fredag eftermiddag. Men allerede fredag morgen havde bilen svært ved at komme afsted.

Formaninger, anbefalinger, opfordringer kan være mange i disse dage.

Én af dem, der måtte lære det på den hårde måde, er Bill Brodersen, der bor i Dalby i Faxe Kommune. Han mødte TV2 ØST mødte på vejen fredag middag, hvor han sad fast i sin bil.

- Jamen, jeg sidder jo her, fordi jeg ikke er så intelligent, joker han.

- Jeg ved jo godt, vi ikke skal køre ud, men jeg har en vinsmagning, som jeg skal ud at holde i eftermiddag. Og så har jeg prøvet med spaden og se, om jeg kunne komme ud og op til Karisevejen, fortæller han.

- Jeg havde regnet med at vejene bare var en lille smule skrabet, men det er de så ikke, kan jeg se nu.