Søndag formiddag triller en bil op ved indgangen til kulturhuset Pavillon K i Vordingborg. Ud af bilen stiger 96-årige Martin Larsen, der skal ind og sætte sit kryds.
Det har han gjort ved hvert valg, siden han fik stemmeret. Og det har indtil nu været et helt sikkert kryds ved Socialdemokratiet. Men denne søndag blev det anderledes.
- Jeg har ikke stemt på Socialdemokraterne, det har jeg ellers altid gjort, men hun (statsminister Mette Frederiksen, red.) har sgu lavet noget lort, siger han og fortsætter:
- Hun er gået sammen med de to (Venstre og Moderaterne, red.), og dem kan jeg sgu ikke lide. Og så har hun taget Store Bededag.
Forventer lav stemmeprocent
Den tidligere smed har derfor sat sit kryds et andet sted, end han ellers har gjort i alle sine år som stemmeberettiget.
Selvom han er utilfreds med sit gamle parti og bentøjet ikke er, hvad det har været, var det ikke i hans overvejelser ikke at stemme.
- Man skal sgu ud og stemme, såfremt man kan. Det er da helt sikkert, siger Martin Larsen.
Valgdeltagelsen ved Europa-Parlamentsvalget 2024 er ellers varslet til at blive lav, i forhold til sidste gang vi stemte til EU.
I 2019 lå stemmeprocenten på 66 procent, mens den i år ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet kan ende med at være helt nede på 50 procent.
- Hvad laver man egentlig dernede?
I Vordingborg var der dog flere, der som Martin Larsen gjorde brug af deres stemmeret.
Deriblandt Pernille Rasmussen, der arbejder som pædagog. Hun valgte at sætte sit kryds ved Socialistisk Folkeparti.
- Fordi det giver mening for mig på mange områder. Både i forhold til det grønne, forsvar og i et bredt perspektiv, siger hun.
Hun forstår dog godt, hvorfor stemmeprocenten kan ende med at blive lav.
- Det er ikke som ved andre valg, hvor man bliver bombarderet med alle mulige valgkampe og artikler. Her skal man selv være opsøgende, siger hun og tilføjer:
- Plus det er sådan lidt, hvad laver man egentlig dernede i EU? Til dagligt er det ikke nødvendigvis noget, man snakker så meget om. Derfor tror jeg, det er svært (at få folk til at stemme, red.)
- Vi kan ikke stå alene
Leila Jensen fra Vordingborg har også sat sit kryds. Hun vil ikke sige på hvem, men blot at hun - modsat Martin Larsen - har stemt på det parti, hun plejer.
Hun kender dog flere, der har valgt ikke at stemme ved dette valg.
- Det er fordi, de synes, det er svært. De kender ikke mange af dem (kandidaterne, red.), og man kan jo ikke lide at stemme på én, man ikke kender, forklarer hun.
Men for Leila Jensen er det vigtigt at stemme og være en del af EU.
- Vi kan jo ikke stå alene. Vi er nok et alt for lille land til det, siger hun.
Påmindelse i e-boks
Den varslede lave valgdeltagelse har fået flere til at gøre en særlig indsats for at få fat i de unge stemmeberettigede.
Blandt andet har flere borgere fået et brev i e-boks fra Folketinget med en påmindelse om at stemme til valget. Og det er den rette vej at gå, mener Benjamin Wentzel fra Vordingborg.
Han er selv 20 år gammel og fornemmer, at mange ikke ved, hvor de skal sætte deres kryds.
- Der er mange, der ikke føler, de har hørt så meget til det her valg og ikke ved, hvor de skal sætte deres kryds, siger han.
Selv har Benjamin Wentzel dog ikke været i tvivl om, at han skulle stemme.
- Jeg føler, det er vigtigt, at alle kommer og sætter deres kryds. Jeg vil stemme hver gang, lige meget hvad det er. Vi har den rettighed, for at vi skal stemme på nogen, der har samme holdning som en selv, siger han.
Ville stemme til Folketinget
I Slagelse var der dog flere, der ikke havde tænkt sig at bruge den rettighed i denne omgang. Deriblandt Birthe Søberg Nielsen.
- For det første ved jeg ikke, hvad jeg skal stemme. Og så synes jeg, det kan være lige meget. Og så med min alder gider jeg ikke.
Anderledes ser det dog ud, hvis det havde været et folketingvalg.
- Det kan godt være, jeg havde gjort det.
Også Lena Hoeing fra Svinninge havde valgt at blive væk fra valghandlingen.
- Fordi jeg vil gerne ud af EU. Så jeg ser ikke nogen grund til at stemme til Europa-Parlamentsvalget, siger hun.
Det er stadig muligt at afgive sin stemme ved Europa-Parlamentsvalget 2024. Valgstederne lukker klokken 20.00.