Talsmand for Danish Crown-ansatte: - Der er faldet en sten fra vores hjerte

Frygten er steget i takt med at corona-smittetallet er vokset. Derfor er det blandt mange ansatte en lettelse, at slagteriet har besluttet at lukke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nyheden, om at Danish Crown lukker ned for slagteriet i Ringsted i den næste uge, bliver modtaget med lettelse fra mange af de ansatte på Danish Crown i Ringsted.

Det fortæller Anette Olsen, talsmand for personalet på slagteriets fabrik 3. Hun har i løbet af den første time, efter nyheden kom frem, modtaget mindst 20 beskeder fra kollegaer, hvor der både er lettelse at spore, men også mange spørgsmål.

quote Men de skal også bare regne med – det er selvisolation – det er jo ikke en uges ferie

Anette Olsen, talsmand, fabrik 3, Danish Crown Ringsted

- Det er godt, de har lukket – det er det, de har efterspurgt alle sammen. Utrygheden har bredt sig for hver dag, der er gået, siger hun og tilføjer:

- Folk er blevet mere og mere bange for, hvad der skal ske, og de er blevet mere og mere bange for at gå derovre.

Frygter at fyresedler kan komme i spil

Senest nyheden fra i torsdags om, at smittetallet nu var oppe på 120, gav for alvor næring til frygten, fortæller Anette Olsen.

- Der skete et skred, da vi nåede 120 sygemeldte. Allerede da vi mødte ind i går, var utrygheden rigtig stor.

Selvom der nu er kommet en afklaring, rejser der sig også mange spørgsmål, fortæller Anette Olsen. Hun ved dog, at Danish Crown snart vil kommunikere til de ansatte om, hvad der kommer til at ske.

Selv er hun er forberedt på, at det kan blive i form af en fyreseddel:

- Men fyring eller en sygdom du kan dø af – hvad vil du så helst vælge – slagteriet kan jo ikke genopstå, uden vi er der – vi skal nok blive genansat igen. 

Det er ikke en ferie

Torsdag blev alle 600 medarbejdere, der mødte på arbejde, testet for corona – og siden er svarene så begyndt at tikke ind.

quote Jeg håber, vi kan have langt de fleste tilbage, og vi kan komme i gang igen om en uge

Jais Valeur, administrerende direktør, Danish Crown.

- Jeg tror, der falder en sten fra hjertet for de fleste, siger Anette Olsen, som håber – at alle har forstået alvoren i situationen:

- Men de skal også bare regne med – det er selvisolation – det er jo ikke en uges ferie, hvor man kan gøre, hvad man vil – det er vigtigt at pointere. Ellers er det fuldstændig lige meget med at lukke ned, hvis folk tager på stranden og i Bonbonland.

Afviser fyringer

Foreløbigt kommer der dog ikke fyringer på tale. Det siger Jais Valeur, administrerende direktør, Danish Crown til TV2 ØST:

- Det er der ikke lagt op til for nuværende. Det, vi snakker om nu, er en lukning af slagteriet i den her uge, og så bliver medarbejderne sendt hjem – men vi skal have dem ind for at blive testet, så vi ved præcis, hvor de her smittekæder er henne, og får dem brudt.

- Det rammer os selvfølgelig rigtig hårdt, men lige nu der er nummer et prioritet hensynet til medarbejderen – og så må vi tage det andet bagefter, siger Jais Valeur, administrerende direktør, Danish Crown.
- Det rammer os selvfølgelig rigtig hårdt, men lige nu der er nummer et prioritet hensynet til medarbejderen – og så må vi tage det andet bagefter, siger Jais Valeur, administrerende direktør, Danish Crown. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Jais Valeur lægger dog ikke skjul på, at nedlukningen vil sende svære økonomiske dønninger mod slagterigiganten.

- Det rammer os selvfølgelig rigtig hårdt, men lige nu er nummer et prioritet hensynet til medarbejderen – og så må vi tage det andet bagefter.

Håbet på direktionsgangen er, at man allerede om en uge igen vil kunne tage imod slagtesvin på slagteriet.

- Jeg håber, vi kan have langt de fleste tilbage, og vi kan komme i gang igen om en uge – det er ikke sikkert, det bliver sådan – men vi kommer til at følge smitttal og den teststrategi, vi har lagt. Når den er på plads, træffer vi den beslutning.


Nyhedsoverblik