Et sted i Sakskøbing eller omegn er der sket et brud på en fjernvarmeledning, der betyder, at man det seneste døgn bruger 300-400 liter fjernvarmevand i timen.
- Det svarer til den mængde, vi normalt bruger om dagen, der nu ryger ud i timen, fortæller Lynge Buchleitner, driftsleder Sydhavsvarme.
Sydhavsvarme har været på jagt hele dagen i en termografi bil med et termisk kamera for at finde frem til lækagen.
- Vi har kørt byen rundt hele dagen, og vi har ikke fundet noget som helst. Men vi kan konstatere, at lækagen formentlig er inde i et hus, lyder det fra driftsleder Lynge Buchleitner.
Hvis man er husejer i Sakskøbing eller omegn, skal man derfor være særlig obs, hvis man opdager et sted, der er mere varmt eller klamt end normalt.
- Vi har fx set, at folk lægger tæpper ud på gulvet, fordi det pludseligt er mere varmt, end det plejer, og så er der sket lækage, siger driftslederen.
Han fortæller, at varmeselskabet allerede har modtaget flere henvendelser.
- Jeg er faktisk på vej ud for at kigge på noget, der godt kunne være lidt mistænkeligt her til aften.
Kontakt Sydhavsvarme, hvis du har mistanke om noget.