Langt flere personer med handicap kommer i arbejde
Søren Meinertz er handicappet og arbejder som UU-vejleder. Han oplever, at hans handicap hjælper ham med at relatere til de unge, han vejleder.
Søren Meinertz er ikke ligesom alle andre.
Han lider af sygdommen cerebral parese, der skyldes en skade i hjernen, som opstår i fosterlivet, under fødslen eller hos det nyfødte barn.
Der har manglet en arbejdsgiver, som har været villig til at give mig et skud
Trods sine udfordringer arbejder han som UU-vejleder i Odsherred Kommune, hvor han hjælper unge, der ikke er kommet i gang med en uddannelse med at finde ud af, hvad de vil.
Netop det arbejde, mener Søren Meinertz, passer rigtig godt til ham og de erfaringer, han har gjort sig som handicappet, da han kan være med til at give de unge nye og anderledes perspektiver.
- Jeg har gjort mig gode og dårlige erfaringer i det kommunale system. Derfor er jeg bedre til at møde folk på deres egne præmisser, og er bedre til at møde folk, der har nogle udfordringer, som andre måske ikke kunne grave så dybt ned i, fordi jeg selv har oplevet det på egen krop, siger han.
Og der er flere som Søren Meinertz, der trodser sit handicap. For flere og flere personer med et handicap kommer i arbejde.
Det viser en analyse lavet af Det Nationale Forsknings og Analysecenter for Velfærd (VIVE).
Ifølge rapporten er knap 61 procent af personer med handicap i arbejde. En stigning med næsten 10 procent siden 2008.
Mange ville nok hellere ansætte en, som var mere mobil
Søren Meinertz blev færdiguddannet i 2008, og har indtil sin ansættelse i Odsherred Kommune udelukkende arbejdet i tidsbegrænsede stillinger blandt andet som gymnasielærer.
- Da jeg blev uddannet, var der kraftige nedskæringer på gymnasieområdet, og derfor var der få fastansættelser, og dem, der var, gik til toppen af poppen, siger han og tilføjer:
- Og jeg må bare erkende, at jeg ikke er toppen af poppen, da mange nok hellere ville ansætte en, der er mere mobil, end jeg er.
Netop det mener Søren Meinertz, er årsagen til, at han først nu har fået en fuldtidsansættelse.
- Der har manglet en arbejdsgiver, som har været villig til at give mig et skud, siger han.
Flere personer med handicap er klar til at arbejde
Stadig flere personer med handicap kommer ligesom Søren Meinertz i arbejde.
Dog står der ifølge Danske Handicaporganisationer 46.000 personer med et handicap klar til at komme i arbejde indenfor 14 dage.
Hvad er cerebral parese?
Nogle kan arbejde fuldtid, nogle som fleksjobbere og andre nogle få timer om ugen.
En rapport lavet af COWI fra 2021 viser, at hvis 6800 personer med et handicap kommer i et fuldtidsarbejde, så er der en samfundsøkonomisk gevinst på 13,9 milliarder.
Der mangler viden om handicap
Ifølge Thorkild Olesen, som er formand for Danske Handicaporganisationer, skyldes det blandt andet fordomme og manglende viden, at så mange mennesker med handicap ikke er i arbejde.
- Det handler til dels om manglende viden omkring handicap, da rigtig mange tror, at man ikke kan arbejde, hvis man er handicappet, siger han.
Danske Handicaporganisationer er talerør for 35 handicaporganisationer og har sammenlagt 340.000 medlemmer.
Samtidig pointerer han, at det nok også skyldes, at der mangler viden om kompensationsordninger, som man kan benytte sig af for at forbedre arbejdspladsen, hvis man har en handicappet ansat.
- Hvis man har en handicappet ansat og eksempelvis har behov for at indrette sin arbejdsplads anderledes, så kan man få dækket sin udgift til det via jobcenteret, siger Thorkild Olesen.
Kan bidrage til samfundet
Jørgen Helbro, som er afdelingsleder i Odsherred Kommune, fortæller, at man har valgt at ansætte Søren Meinertz, både fordi han er yderst kompetent og fordi han har en unik måde at møde de unge på.
Netop på grund af sit handicap.
- Noget af det som Søren gør i sit arbejde, det er, at han relaterer til sit eget handicap. På den måde kan Søren vise de unge, at selvom man har nogle udfordringer, så kan man godt komme rigtig langt i en karriere, siger han.
Ifølge Søren er det utroligt vigtigt for ham personligt at være kommet i arbejde, da han føler, at han kan være med til at bidrage til samfundet.
- Det at have et arbejde og være med til at bidrage og gøre en forskel, betyder alt for mig. At man kan være med alligevel og bidrage til at løfte samfundsbyrden og ikke bare være en samfundsbyrde, siger Søren Meinertz.