Det er en familietragedie, der i løbet af tre kommende retsdage vil blive oprullet i Retten i Næstved. Her står en 40-årig mand fra Ruds Vedby tiltalt for drab på to kvinder. Kvinder, der var mødre til den 40-åriges tre børn.
De to knivdrab skete tidligt om morgenen fredag den 15. november 2019. Ifølge anklageskriftet fandt første drab sted kort før klokken 04.25, da den 40-årige med en kniv stak sin 31-årige samlever, Line Messerschmidt, i blandt andet halsen, brystkassen, armen og ryggen, så hun pådrog sig indre og ydre forblødninger, som hun døde af.
Drabet skete i parrets rækkehus i Ruds Vedby. I huset boede udover den 40-årige mand og den 31-årige kvinde også kvindens fire børn. To af børnene var den tiltaltes, to var fra et tidligere forhold.
Andet drab skete ifølge anklageskriftet blot halvanden time senere, da den 35-årige Jeanette Rømer Hansen, den tiltaltes ekskæreste og mor til et af hans børn, klokken 05.47 i sit rækkehus blev tilført adskillige knivstik, så hun døde af forblødninger og sammenklapning af begge lunger.
Mand ringede til politi mellem drab
Dertil er den 40-årige mand tiltalt for at have været i besiddelse af i alt ca. 107,5 gram amfetamin, som han ifølge anklageskriftet havde købt delvist med henblik på videreoverdragelse. På gerningsdagen den 15. november 2019 var han i besiddelse af 12,5 gram amfetamin.
Den tiltalte ringede til politiet kort efter drabet i Ruds Vedby og igen efter det andet drab i Kundby.
Manden blev dog først anholdt, da han selv dukkede op på Holbæk politistation klokken 06 om morgenen, 20 minutter efter drabet på ekskæresten var blevet begået. Telefonsamtalerne vil formentlig blive afspillet under retssagen, hvor også flere vidner vil blive afhørt.
Nægter sig skyldig
Den tiltalte har allerede under grundlovsforhøret erkendt, at det var ham, der var skyld i, at de to kvinder døde, men han har nægtet sig skyldig i forsætligt drab. Ifølge Ekstra Bladet siger den tiltaltes forsvarer, Kristian Mølgaard, at det er meget begrænset, hvad hans klient husker, og med henvisning til den påstand vil han kræve sin klient frifundet.
- Det kræver en vis form for erindring, for at man kan tilstå noget, siger han til avisen.
Anklagemyndigheden har dog tiltalt den 40-årige for forsætligt manddrab efter § 237 og skal dermed også bevise, at den 40-årige havde til hensigt at slå kvinderne ihjel. Den tiltalte er blevet mentalundersøgt, og der er ikke noget, der tyder på, at han er psykisk syg. Derfor er der i anklageskriftet lagt op til, at den tiltalte, hvis han bliver dømt, skal idømmes en almindelig fængselsstraf. Flere forsætlige drab kan udløse en straf på fængsel i livstid.
Der forventes dom i sagen senest den 30. november.