Trusler, spytklatter og tilråb - dommere oplever at blive svinet til på banen

Tommy Jørgensen fra Nykøbing Falster oplevede for år tilbage at blive svinet til af 200 tilskuere på stadion.

93 procent af fodbolddommerne på Sjælland har oplevet negativ adfærd på fodboldbanen indenfor de seneste to år. Ny kampagne sætter fokus på den gode tone.

"Hjemmebanedommer" og "magtliderlige bøsserøv" er nogle af de fraser, der er blevet brugt mod fodbolddommere, og det skal der sættes en stopper for.

Med den nye kampagne "Råb pænt" vil Dansk Boldspil Union (DBU) sætte fokus på den gode tone på fodboldbanen. 

Tommy Jørgensen fra Nykøbing Falster har været fodbolddommer i 18 år. Søndag dømte han en topkamp mellem Maribo og Sandby i serie 2. Tonen var god, men sådan er det ikke altid, når han fløjter op til kamp.

Der kunne jeg have smidt fløjten ad helvede til

— Tommy Jørgensen, fodbolddommer

- Jeg dømte for mange år siden en kamp i Lolland-Falster-serien. Hjemmeholdet udlignede til 3-3, og da der manglede 5-10 minutter af kampen, sparkede en af Lolland-Falsters bedste spillere den i kassen. Jeg smed flaget op for offside, og så blev jeg svinet til af mellem 200 og 250 tilskuere, fortæller Tommy Jørgensen om episoden, der fik ham til at genoverveje, om han ville fortsætte som dommer.

- Der kunne jeg have smidt fløjten ad helvede til. Så gider man ikke dømme mere og går hjem og overvejer, hvad det her er for noget, men det endte heldigvis positivt, siger han og tilføjer, at han dagen efter fik at vide, at offsiden var korrekt dømt. 

Svært at fastholde unge dommere

DBU har i en rundspørge undersøgt respekten for dommere. Ud af de 330 dommere på Sjælland eksklusiv København, som har deltaget i rundspørgen, har 93 procent oplevet negativ adfærd og/eller sprogbrug inden for de sidste to år.

Artiklen fortsætter under billedet.

Søndagens topkamp mellem Mario BK og Sandby GF endte 3-4 til udeholdet. Begge hold var tilfredse med dommerindsatsen. | Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Og den negative sprogbrug skal der altså gøres op med. 

- Der er stadigvæk rigtig mange, der ikke taler særligt pænt på banen til dommerne, og den udvikling vil vi godt have vendt. En af baggrundene er, at vi har svært ved at fastholde specielt de unge dommere, når de bliver talt grimt til, og det er virkelig et problem, for lige pludselig kan vi ikke få dømt kampene, siger Bent Clausen, der er næstformand i DBU.

Ifølge DBU har 88 procent ud af de 1.409 dommere på landsplan, der har deltaget i undersøgelsen, de seneste to år oplevet tilråb som ’magtliderlig bøsserøv’ eller ’hjemmebanedommer’ og dårlig adfærd i form af fuckfingre, små skub eller udskamning på Facebook. I den meget grelle ende er det episoder med trusler, spytklatter og lussinger.

Dårlig stil

Topkampen mellem Maribo og Sandby endte søndag 3-4. Der blev uddelt et gult kort til hvert hold for nogle lidt for grove tacklinger. Generelt var begge hold tilfredse med Tommy Jørgensens dommerindsats.

- Jeg synes, han ydede en god indsats. Der var knald på, så det var vigtigt, at han holdt hovedet koldt, og det gjorde han, synes jeg. Jeg synes også, at folk ikke råbte og skabte sig, som man nogle gange kan se. I dag var et godt eksempel på en god kamp, lød det efter kampen fra Johan Gottschalk Sørensen, anfører for Sandby.

Artiklen fortsætter under billedet.

Anfører for Sandby GF, Johan Gottschalk Sørensen, mener også, at klubberne har et ansvar i forhold til at sørge for, at der bliver talt pænt til fodbolddomerne. | Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Han genkender, at tonen til tider kan være hård på banen og mener også, at klubberne har et ansvar for, at der bliver talt ordentligt til dommerne. 

- Jeg tror, det er vigtigere, at man får etableret en god tone fra klubbens side. Det forebygger måske også, at man får de der sindssyge situationer, der nogle gange opstår. Generelt synes jeg ikke, at tonen her i serie 2 er så hård, at man ikke kan holde den ud, og ellers bliver det taget op. Selvfølgelig skal der slås ned, hvis der er dårlig adfærd, siger Johan Gottschalk Sørensen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er dårlig stil at tale grimt til dommerne, mener Maribo Boldklubs Matias Eriksen, der sætter pris på, at de gider bruge deres tid på at dømme fodbold. | Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

På hjemmeholdet Maribo BK var Matias Eriksen også tilfreds med dagens dommer, men han har også oplevet, når tonen er blevet knap så pæn i kampens hede.

- Jeg har været med til mange kampe, hvor det er et problem, og også hvor folk går over og taler et andet sprog, så dommeren ikke ved, hvad der bliver sagt. Personligt synes jeg, det er meget dårlig stil. Dommerne bruger deres tid på, at vi kan komme ud og spille fodbold og nyde det, siger Matias Eriksen. 

Fakta:

330 dommere fra Sjælland (eksklusiv København) har deltaget i DBU's rundspørge. 

  • 93 procent af dommerne har oplevet problemer med negativ adfærd og/eller sprogbrug i de kampe, de har dømt inden for de sidste to år, heraf 68 procent til enkelte kampe, 18 procent ved halvdelen af kampene, og 6 procent ved alle eller næsten alle kampe.

    Så mange dommere har inden for de seneste to år oplevet:
  • 61 procent: At træneren har råbt nedsættende efter ham/hende.

  • 60 procent: At tilskuerne har råbt nedsættende efter ham/hende.

  • 61 procent: At spillerne har råbt nedsættende efter ham/hende.

  • 59 procent: At spillerne har råbt nedsættende efter modspillere.

  • 32 procent: At blive truet eller chikaneret i forbindelse med en kamp, han/hun har dømt.

  • 31 procent: At andre er blevet truet eller chikaneret i forbindelse med en kamp, han/hun har dømt.

  • 93 procent af dommerne er tilfredse eller meget tilfredse med at være dommere.

Nyhedsoverblik

Politi standser 31 køretøjer i færdselskontrol

play-circle LYT
Færdselskontrollen fandt sted fra klokken 15.05 til 19.00 og igen fra klokken 19.30 til 23.45. Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

Det førte til flere sigtelser tirsdag eftermiddag og aften efter en færdselskontrol i Nakskov.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

I alt blev 31 køretøjer standset og kontrolleret.

Blandt andet blev en 61-årig mand anholdt på Brückersvej, og sigtet for spiritus- og narkokørsel, efter en alkometertest viste, at han havde en for høj promille.

Manden virkede, ifølge politiet, til at være påvirket af stoffer.

På Nakskovvej lidt uden for Horslunde blev en 21-årig mand sigtet for kørsel i påvirket tilstand, efter en narkometertest gav udslag for cannabis.

Derudover blev en 37-årig mand blitzet med 82 kilometer i timen i byzonen. Han står nu til at få en bøde på 4.200 kroner eller en betinget frakendelse af kørekortet.

Drejer nøglen om efter knap 18 år

play-circle LYT
I næsten to årtier er sultne kunder kommet til grillen. Foto: Grillen Rønnede

Grillen Rønnede har snart serveret ristet pølse og hjemmelavede frikadeller for sidste gang.

Ejer Maj-Britt Lene Hansen deler nemlig i et opslag på Facebook, at grillen lukker.

- I en tid med stigende fødevarepriser, stor konkurrence med mange madsteder i vores lille by og personalemangel, er det desværre min eneste udvej, skriver hun.

Grillen Rønnede har sidste åbningsdag søndag den 15. februar.

Forældre fandt pistol under rengøring af 17-årig søns værelse

play-circle LYT
(Arkivfoto) Foto: Rigspolitiet

Da et forældrepar i Holbæk tirsdag gjorde rent på deres 17-årige søns værelse, fandt de en pistol under madrassen på drengens værelse.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten onsdag.

Efter fundet kontaktede forældrene politiet.

En patrulje kom frem til deres adresse i Holbæk og vurderede, at der var tale om en ægte pistol.

I pistolens tromle var der to afskudte patroner, og på drengens værelse fandt politiet også en pose med ti patroner.

Både pistol og patroner er blevet beslaglagt af politiet.

Politiet har undersøgt pistolen, og det har vist sig, at den er meldt savnet i forbindelse med et indbrud på Sydsjælland.

Tirsdag eftermiddag blev den 17-årige anholdt og sigtet i sagen. Det forventes, at han fremstilles i grundlovsforhør i løbet af onsdag.

En person indebrændt i lejlighed

play-circle LYT
Foto: Lars Dalsig - Nakskov Foto

Tirsdag aften er brandvæsen, politi og redning kaldt ud til en lejlighedsbrand i Nybrogade i Nakskov.

Meldingen kom via 112 klokken 19.52 som 'bygningsbrand i en lejlighed', bekræfter Kasper Skotte, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi har desværre fundet en person indebrændt i lejligheden, oplyser han.

Der er angiveligt tale om stedets 73-årige mandlige beboer. Hans pårørende er underrettet.

Branden har ikke spredt sig til hele bygningen, men er lokaliseret til en enkelt lejlighed.

Foto: Lars Dalsig - Nakskov Foto

Nu vil de brandtekniske undersøgelser iværksættes, så det kan klarlægges, om der ligger en kriminel handling bag hændelsen.

- For nuværende har vi ikke noget, der direkte antyder det, men det er jo det, som en brandefterforskning skal be- eller afkræfte, siger vagtchefen.

Hyggepony skabte glæde på plejecenter i julen

play-circle LYT
Foto: Stevns Kommune

På Hotherhaven plejecenter på Stevns havde de i julen besøg af en helt særlig gæst, nemlig ponyen Mille.

Efter 25 års galop på springbaner i hele landet, er Mille blevet pensioneret og har nu fået titlen "hyggepony".

Hotherhavens beboere var rigtig glade for dagens gæst og hyggede sig i samværet med Mille, skriver Stevns Kommune på Facebook.

Foto: Stevns Kommune

Ponyen, Mille, blev fodret med æbler og nogle af beboerne mindedes dengang, de selv havde hest. De sørgede for, at Mille fik både kys, kram og vaniljekranse foran fjernsynet – det var jo jul.

Næstved City inviterer til banko til fordel for verdens glemte børn

play-circle LYT
Alle indtægter fra banko-arrangementet går ubeskåret til Danmarks Indsamling, som i år har fokus på “Børn i glemte kriser”. Foto: Danmarks Indsamling

Næstved City inviterer til bankospil til fordel for Danmarks Indsamling, hvor Næstved er værtsby for det store liveshow den 31. januar 2026.

Det kommer til at foregå den13. og 14. januar, hvor Ny Ridehus på Grønnegade Kassernes Kulturcenter forvandles til "et sandt festunivers med banko, hygge, spænding og fællesskab", skriver Næstved Kommune på Facebook.

Der er samlet præmier for over 100.000 kroner, og hele overskuddet fra arrangementet går ubeskåret til Danmarks Indsamling 2026.

I år har Danmarks Indsamling valgt at sætte fokus på børn, der lever midt i konflikter, katastrofer og oversete kriser.

Begge aftener styres af skønne Anette Oxenbøll fra Bakkens Hvile, som sørger for stemning og smil.

Du kan stadig nå at købe billetter til banko, her.

CO₂ Storage Kalundborg inviterer til informationsmøde i Snertinge

play-circle LYT
Det er disse to specialkøretøjer, der har kørt rundt for at scanne undergrunden på Vestsjælland, så forskerne har kunnet danne sig et indtryk af undergrunden. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

CO2 Storage Kalundborg er det projekt, der af staten har fået tilladelse til at undersøge, om det er muligt og sikkert at lagre CO2 ca. 1.400 meter under jordens overflade i Kalundborg-området.

Nu inviterer de til informationsmøde i Snertinge om det næste skridt i undersøgelserne af undergrunden.

På informationsmødet vil repræsentanter fra CO₂ Storage Kalundborg fortælle mere om tidsplanen for arbejdet og den forventede betydning for lokalområdet. Deltagerne får også mulighed for at stille spørgsmål direkte til projektteamet.

- Vi er optagede af en åben dialog med naboer og lokalsamfundet. Derfor inviterer vi nu til informationsmøde for at fortælle nærmere om de kommende aktiviteter og give mulighed for at stille spørgsmål, siger Ulrik Olbjørn, projektchef i CO₂ Storage Kalundborg i en pressemedelelse.

Siden marts 2025 har CO₂ Storage Kalundborg kortlagt undergrunden ved hjælp af måleudstyr, køretøjer og skibe. Kortlægningsfasen blev afsluttet i august 2025, og de store mængder data bliver nu analyseret.

Informationsmødet afholdes onsdag den 28. januar kl. 19.00 på Snertinge Kro

Fjernvarmebrud i Sakskøbing-området - det fosser ud med vand

play-circle LYT
Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Et sted i Sakskøbing eller omegn er der sket et brud på en fjernvarmeledning, der betyder, at man det seneste døgn bruger 300-400 liter fjernvarmevand i timen.

- Det svarer til den mængde, vi normalt bruger om dagen, der nu ryger ud i timen, fortæller Lynge Buchleitner, driftsleder Sydhavsvarme.

Sydhavsvarme har været på jagt hele dagen i en termografi bil med et termisk kamera for at finde frem til lækagen.

- Vi har kørt byen rundt hele dagen, og vi har ikke fundet noget som helst. Men vi kan konstatere, at lækagen formentlig er inde i et hus, lyder det fra driftsleder Lynge Buchleitner.

Hvis man er husejer i Sakskøbing eller omegn, skal man derfor være særlig obs, hvis man opdager et sted, der er mere varmt eller klamt end normalt.

- Vi har fx set, at folk lægger tæpper ud på gulvet, fordi det pludseligt er mere varmt, end det plejer, og så er der sket lækage, siger driftslederen.

Han fortæller, at varmeselskabet allerede har modtaget flere henvendelser.

- Jeg er faktisk på vej ud for at kigge på noget, der godt kunne være lidt mistænkeligt her til aften.

Kontakt Sydhavsvarme, hvis du har mistanke om noget.

Næstved Bibliotek lancerer læsekreds for naturelskere

play-circle LYT
Næstved Bibliotek og Borgerservice inviterer til en læsekreds, hvor der udforskes både skønlitterære og faglitterære værker, som hylder naturen. Foto: Næstved Bibliotek

Næstved Bibliotek og Borgerservice lancerer i foråret 2026 en ny læsekreds for naturelskere.

Her kan deltagerne mødes om både skøn- og faglitteratur, der kredser om naturen.

Læsekredsen mødes fire tirsdage fra februar til maj og indledes af bibliotekets kulturformidler Lea, som også står for bestilling af bøger.

Læsekredsen strækker sig over følgende fire tirsdage:

  • Tirsdag d. 17. februar kl. 17:00-18:30. ”Ordet for verden er skov” af Ursula K. Le Guin.

  • Tirsdag d. 17. marts kl. 17:00-18:30. ”Vildmark” af Lauren Groff.

  • Tirsdag d. 14. april kl. 17:00-18:30. ”Livets tynde vægge” af Nina Burton.

  • Tirsdag d. 12. maj kl. 17:00-18:30. ”På sporet af det levende” af Lida Turpeinen.

Læsekredsen er for voksne i alle aldre.

Du tilmelder dig læsekredsen ved at sende en mail til lanpet@naestved.dk. Skriv ’Læsekreds for naturelskere’ i emnefeltet.

35-årig mand med kokain og fire knive på sig skabte uro

play-circle LYT

Mandag kort før klokken 08.00 havde en mand optrådt temmelig utryghedsskabende på Lindhardsvej i Haslev, hvorfor politiet blev tilkaldt.

Det fremgår af politiets døgnrapport.

Det var en 35-årig mand fra lokalområdet, og da politiet ankom og visiterede ham, fandt betjentene et gram kokain, 1,2 gram hash og fire knive.

Derfor blev den 35-årige sigtet for overtrædelse af våbenloven og lov om euforiserende stoffer, og da han virkede noget ude af balance, blev han kørt til behandling på sygehuset.

Idrætsforening ramt af snydemails

play-circle LYT
Næstved IFs formand advarer mod mistænkelige mails.

Mange medlemmer af Næstved IF har formentlig fået tilsendt en e-mail, der tilsyneladende er fra foreningens formand.

Men der er tale om svindel, bekræfter Næstved IFs formand John Hansen overfor TV2 ØST.

I en mail, der er sendt til alle 2.200 medlemmer af klubben, opfordrer han til at ignorere og slette mailen, hvori den falske John Hansen på maskinoversat dansk opfordrer modtagerne til at hjælpe ham med nogle gavekort.

- Det ville jeg aldrig gøre, og jeg ville heller ikke formulere mailen så dårligt, siger den virkelige John Hansen til TV2 ØST.

Sådan gør du, når du får en mistænkelig mail

Modtager du en phishing-mail, skal du ikke reagere på den.

Har du allerede reageret og videregivet eksempelvis kortoplysninger, så sørg for at standse skaden. Spær dit betalingskort eller MitID - og kontakt din bank for at stoppe overførslen.

Er der tale om misbrug bør du anmelde det til politiet og kontakte Styrelsen for Samfundssikkerheds Cyberhotline på 33 37 00 37.

Kilde: Styrelsen for Samfundssikkerhed