Sådan vil Lolland fange turisterne, når de kommer ud fra Femern-tunnelen

Sådan her kan promenaden langs stranden vest for den kommende Femern-tunnel komme til at se ud. Foto: EFFEKT

Ifølge en forsker er det afgørende for Lollands turisme-planer, at man har styr på sit produkt, sine gæster og sin fortælling.

Et ferieparadis på Lolland med en tre kilometer lang strand. Et hotel med 108 værelser og 30 lejligheder. Og en ny udstilling til en samlet værdi på et trecifret millionbeløb. 

Ambitionerne er store blandt flere aktører på Lolland, som drømmer om de mange turismemillioner, når den kommende Femern Bælt-tunnel efter planen vil stå færdig i 2029. 

Hvis man selv mener, at man har en plan for det produkt, man vil tilbyde og en historie, så er det ikke umuligt

— Anne Thomas, direktør, Center for Regional- og Turismeforskning

De mange forskellige projekter vidner ifølge turistorganisationen VisitLolland-Falster om en historisk tid.

- Ambitionerne er kæmpestore, siger destinationschef Lindy Kjøller og betegner projekterne for at være de største planer, der har været for området.

- Vi er på vej mod en ny tid og et nyt ambitionsniveau inden for turisme for Lolland-Falster, tilføjer han.

Lindy Kjøller vurderer, at der er investeringsprojekter for cirka 10 milliarder kroner. Det er både projekter fra planniveau til afsluttede opgaver.

- Det er udvikling, der er stået på over tid, og som bare bliver forstærket år for år, siger han.

Fire millioner gæster

I dag er der lidt over 900.000 turistovernatninger på Sydhavsøerne om året, men det er planen, at der i 2030 skal være 1,4 millioner overnatninger årligt. Frem mod 2050 er ambitionen, at tallet skal stige til fire millioner overnatninger.

- Det er meget ambitiøst, men det er også meget realistisk, siger Lindy Kjøller.

Her kan gæsterne vælge at overnatte i et muligt kommende ferieparadis vest for den kommende Femern Bælt-tunnel, der skal etableres med sand fra tunnelbyggeriet. 

En anden overnatningsmulighed er i et 41 meter højt hotel ved Rødbyhavn, der er planer om at bygge. En lokalplan for området er netop blevet sendt i høring af Lolland Kommune.

Sådan skal byggeriet ifølge lokalplanen se ud indtil videre. | Foto: Lolland Kommune

Og når turisterne skal opleve seværdigheder i området, kan de for eksempel lægge vejen forbi Knuthenborg Safaripark, som den 1. april 2023 åbner deres største satsning nogensinde.

Spørger man direktør hos Center for Regional- og Turismeforskning, Anne Thomas, vil den kommende Femern-forbindelse uden tvivl få trafikken til- og fra Lolland til at eksplodere. 

- Når der kommer en fast forbindelse, betyder det, at flere vil rejse den vej. Tid er penge, så det bliver på en måde billigere, end det var før. Der kommer flere, det er der ingen tvivl om, siger direktør Anne Thomas og fortsætter: 

- Det store spørgsmål er, om folk stopper på Lolland. Det kommer an på, om man har noget attraktivt at tilbyde. Og her er det første grundlag, at man har lavet investeringer.

Grundig analyse 

Hos Center for Regional- og Turismeforskning har man tidligere kigget på, hvad en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg vil betyde for antallet af turister.

Undersøgelsen slog fast, at der var et stort potentiale med den faste forbindelse.

- Det ville ikke overraske mig, hvis det også gælder for Femern-forbindelsen, siger Anne Thomas. 

Kortet over lokalplanområdet i Rødbyhavn. Projektet med nye overnatningsmuligheder skal dække over 20.000 kvm. | Foto: Lolland Kommune

Ifølge hende venter der en vigtig opgave for rækken af aktører, der håber at få fat i nogle af de mange forbipasserende, som kommer til at køre mellem Danmark og Tyskland. 

- Det kræver, at man kender sit produkt, og at man kender typen af turister. Hvilke overnatningsmuligheder, søger de? Er det campister eller hotelgæster, siger Anne Thomas.

Derfor gælder det om, at man laver en grundig analyse af, hvad gæsterne efterspørger.

- Hvad er det, de fire millioner overnattende, man sigter efter, kommer efter? Hvis der er et godt svar, kan man bedre vurdere, om det rent faktisk også er realistisk ved at stille sig selv spørgsmålene: Hvem er de og hvad er det, som vi kan tilbyde dem, forklarer Anne Thomas.

Strandresorts og hoteller

På et borgermøde den 6. april 2022 understregede borgmesteren i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), det store potentiale i, at turen under vand fremover vil komme til at tage 10 minutter i bil med tunnelen.

Det var det andet borgermøde i rækken angående de store planer om Lollands Sydkyst.

Her præsenterede kommunen en række planer for, hvordan man vil udbygge det nuværende dige og anlægge en stor strand, hvor man kan lave strandresorts, hoteller og rekreative områder.

- Det bliver større end Amager Strandpark, og det bliver rekreativt med lagune og badestrand, så det er oplagt for investorer, der tænker, at her skal der turister til, sagde Holger Schou Rasmussen.

Den 25. maj 2022 godkendte byrådet i Lolland Kommune at gå videre med turisme-planerne.

- Hvis jeg skal afgøre, om jeg tror eller ikke tror på Lollands turisme-ambitioner, vil jeg vurdere efter, hvilken historie Lolland vil fortælle. Hvis man selv mener, at man har en plan for det produkt, man vil tilbyde og en historie, så er det ikke umuligt, siger Anne Thomas.

Hos Visit Lolland-Falster har destinationschefen allerede historien klar til turisterne.

- Vores vision er at bygge en turismedestination i international liga med bæredygtighed for øje. Vores historie kommer til at gå på kvalitet, på service, på bæredygtighed. Vi er der allerede på vindenergi, hvor vi producerer otte gange mere energi, end vi selv bruger. Men også på mange andre områder som bioteknologi og den slags ting, der kommer Lolland-Falster til at være forgangsdestination. Den historie, vi kommer til at fortælle, er kvalitet, service og bæredygtighed, siger Lindy Kjøller.

Hvordan adskiller den historie sig fra andre turistdestinationer?

- For det første får vi en placering midt i det hele. Vi kommer til at ligge i midten af Berlin, Hamburg, København og Malmø. Vi kommer til at ligge inden for en køreafstand, som passer til fremtidens feriemønstre, vi kommer til at have et produkt, som passer til fremtidens demografi og en historiefortælling, som tager udgangspunkt i kvalitet, service og de gode råvarer og gastronomiske oplevelser.

- Og så har vi en kulturhistorie, som ikke kan matches mange andre steder. Lolland-Falster har den største koncentration af herregårde i landet baseret på, at vi har den bedste muld i landet, svarer han.

Hvis ambitionen om fire millioner overnatninger i 2050 skal realiseres, kræver det ifølge Lindy Kjøller flere overnatningssteder med en vis kvalitet.

- Men det kan vores kommende investorer heldigvis se, det vil sige, at der er rigtig meget fokus på at skabe flere overnatningssteder. Hvis vi ikke får flere senge, så når vi ikke målet. Men vi tror på det, siger han og tilføjer:

- Hvis det skal lykkedes, kræver det også arbejdskraft, der skal være velkvalificeret og uddannet.

Nyhedsoverblik

Ambulance påkørt bagfra spærrer Sydmotorvejen

play-circle LYT
Sådan ser der ud på Sydmotorvejen torsdag aften. Foto: Per Rasmussen

En ambulance er torsdag aften blevet ramt af en personbil bagfra på Sydmotorvejen nær Vordingborg.

Motorvejen er derfor spærret i nordgående retning.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kasper Skotte til Ritzau.

Politi og redningsberedskabet er til stede, oplyser politiet.

Det er endnu uvist, om der er tilskadekomne, men der er tilkaldt tre ambulancer til stedet.

Bilister opfordres til at finde alternative ruter og følge politiets anvisninger på stedet.

Politiet hørte indledningsvist om uheldet, da der tikkede en anmeldelse ind om, at en lastbil var kørt af vejen på grund af vejret.

- Imens vi er ude på stedet, bliver en ambulance ramt af en bil også bagfra. Derfor er det to færdselsuheld i ét, siger vagtchefen.

Det er uklart, om ambulancen var til stede for at assistere i uheldet med lastbilen.

Tidshorisonten for genåbningen er endnu ukendt.

- Vi arbejder på at få lukket af ved afkørsel 41, så trafikken kan blive ledt af der, siger vagtchefen.

Uheldet er sket på Sydmotorvejen i nordgående retning mellem afkørsel 41 Vordingborg og afkørsel 40 Udby på strækningen fra Farø mod Køge. 

Mistænkt vanvidsbilist involveret i ulykke i snestorm

play-circle LYT

En stærkt påvirket bilist mistænkes for at have forårsaget et færdselsuheld torsdag aften på rute 22 mellem Slagelse og Næstved.

Uheldet sker kort efter klokken 18 på Slagelse Landevej ved Flakkebjerg midt i torsdagens snestorm. Ét spor var efterfølgende spærret mellem Gyldenholm og Skælskørvej, og der var melding om kødannelse på stedet.

To biler stødte sammen på strækningen, men der er ikke melding om personskade.

Uheldet rammer en vigtig færdselsåre, hvor sne og glatte veje i forvejen gør fremkommeligheden vanskelig torsdag. I skrivende stund arbejder politiet stadig på stedet, mens trafikken ledes forbi i ét spor.

- Vi mistænker, at den ene bilist har en alkoholprocent langt over det tilladte. Vi har administrativt inddraget førerens kørekort og samtidig beslaglagt bilen, siger vagtchef Kasper Skotte fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Biler beslaglægges typisk først ved en promille på over 2,0 - grænsen for vanvidskørsel.

Udeblev i retten - mister kørekortet betinget

play-circle LYT

En 57-årig bilist mister nu kørekortet betinget, efter at han ved en udeblivelsesdom er blevet dømt for en trafikulykke nær Nr. Asmindrup i Odsherred.

En kvindelig passager i den modkørende bil blev alvorligt kvæstet ved ulykken.

Dommen lød samtidig på 10 dagbøder af 600 kroner, fremgår det af et opslag fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.

Ulykken skete, da den 57-åriges bil kom i slinger, kørte over i den modsatte vejbane og ramte en modkørende bil med et ægtepar.

Manden mødte ikke selv op i retten, og sagen - der i første omgang er oprettet efter Straffuldbyrdelsesloven - blev ført som en udeblivelsessag. En betinget frakendelse betyder, at han kun beholder førerretten, så længe han undgår nye grove færdselsforseelser i en prøvetid. Samtidig skal han bestå en kontrollerende køreprøve.

Politifolk i aktion: Holdt tyre væk fra vigtig trafikåre

play-circle LYT

Onsdag nat kl. 01.15 mødte en politipatrulje 13 tyrekalve på fri klov på Ny Holbækvej ved Grevinge i Odsherred.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Kalvene gik frit rundt på vejene i området, og patruljen tilkaldte derfor endnu en politibil for at sikre trafikken. De to patruljer arbejdede sammen om at holde dyrene væk fra tilkørselsrampen, der leder ned til den vigtige hovedvej rute 21.

Under arbejdet lykkedes det en af politifolkene at komme så tæt på flokken, at han kunne aflæse øremærket på en af kalvene. Oplysningerne blev sendt til vagtcentralen, som på den måde fandt frem til ejeren.

Ejeren blev kontaktet og kørte ud til Ny Holbækvej, hvor han sammen med politiet fik gennet tyrekalvene tilbage i deres indhegning. Herefter kunne patruljerne forlade stedet.

Kommune vil udvide erhvervshavn

play-circle LYT
Guldborgsund Havne har søgt om tilladelse til at udvide Orehoved Havn. Foto: Skraafoto.dk, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Guldborgsund Havne har ansøgt Guldborgsund Kommune om at udvide Orehoved Havn på Nordfalster. Havnen skal bygges ud, så kajen bliver længere, og så der bliver mere plads.

Guldborgsund Havne, som er kommunens havneselskab, vurderer nemlig, at en udvidelse vil gøre det muligt at tiltrække mere aktivitet.

Det skyldes blandt andet, at der er store planer om at omdanne erhvervshavnen i Nykøbing Falster til et byområde. Dermed vil dele af erhvervs-skibstrafikken kunne overflyttes til Orehoved.

Udvidelsen af Orehoved Havn

Konkret er det planen at forlænge den eksisterende havneplads med op til 24 meter mod nord ud i Storstrømmen og at anlægge en ny øst-vestgående kaj på 170 meter.

Dermed vil der blive etableret cirka 4.000 kvadratmeter nyt landareal.

Her skal der opføres enkelte kontor- og mandskabsbygninger, ligesom området vil kunne bruges til at opsætte telte eller en skurby.

Her er der i dag omkring 70 anløb om året, typisk med lastning og losning af korn, sten, grus og lignende. Med en udvidelse anslår Guldborgsund Havne, at antallet af anløb kan øges til 100-200 om året.

Økonomi- og Erhvervsudvalget i Guldborgsund Kommune skal på sit møde 16. februar tage stilling til, om det vil anbefale byrådet at sætte gang i at lave en lokalplan og et tillæg til kommuneplanen med alt, hvad det indebærer af offentlige høringer.

Trafikstyrelsen vil i øvrigt også skulle godkende planen.

Grav i jorden og tænd bål: Ny milliongave skaber liv i Børnenes Skov

play-circle LYT

KFUM-spejderne i Toreby får én million kroner fra Nordea-fonden til at skabe et nyt leg- og læringsområde i Børnenes Skov ved Øster Toreby på Lolland.

Pengene skal blandt andet bruges til frugtlund, madpakkehus med grejbank, naturlegeplads og bålpladser, som skal åbne skoven endnu mere for lokale børn, unge og familier.

Det oplyser Klimaskovfonden i en pressemeddelelse.

Børnenes Skov ved Øster Toreby er en del af Region Sjællands projekt, hvor der plantes et træ for hvert nyfødt barn i regionen. Skoven er plantet i samarbejde med Guldborgsund Kommune, Region Sjælland og Klimaskovfonden, og lokale børn var med, da de første træer kom i jorden i maj 2025.

Leg- og læringsområdet skal især bruges af spejdere, skoler, daginstitutioner og børnefamilier i området. Her skal børn blandt andet kunne grave i jorden og lære om insekter, save i træ og høre om byggematerialer, kigge på dyr og planter og tilberede mad over bål og på grill.

- Vi er meget glade for at kunne etablere en leg- og læringsplads i Børnenes Skov, der kan blive til gavn for en lang række børn og unge i vores område, siger Lise Philipsen fra KFUM-spejderne i Toreby.

Børnenes Skov skal samtidig binde CO2, styrke biodiversiteten og skabe nye rekreative områder på Lolland. Region Sjælland har bevilget to millioner kroner over fem år til projektet Børnenes Skove, som årligt betyder plantning af cirka 6.500-7.000 træer og på sigt omkring 15 hektar ny skov.

- Skoven er en vigtig del af den CO2-reduktion, der skal ske i Danmark, og jo flere der ønsker at bruge skoven og bakke op om den, jo større incitament vil der være til at plante endnu flere, siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.

Fartkontrol på motorvej: Her er resultatet efter onsdagens kontrol

play-circle LYT
Arkivfoto. Foto: Line Strand - TV2 ØST - Arkivfoto

Mere end 99 procent af bilisterne overholdt hastighedsgrænsen, da politiet onsdag mellem klokken 11.43 og 17.14 gennemførte en automatisk fartkontrol på Vestmotorvejen ved Korsør.

Alt i alt kørte 6.409 bilister forbi politiets kameraer - men kun 41 blev blitzet på grund af for høj fart.

Det oplyser politiet i deres døgnrapport.

Fartgrænsen på stedet er 110 kilometer i timen. Den højeste målte hastighed blev målt til 136 kilometer i timen.

Kommunal pulje støtter fire kulturprojekter i 2026

play-circle LYT
Kultur-, Fritids- og Folkesundhedsudvalget i Guldborgsund Kommune har bevilget støtte til fire kulturprojekter gennem FOKUS-puljen. Foto: Villa Marina

Fire tilbagevendende kulturprojekter i Guldborgsund Kommune får i 2026 del i 195.200 kroner fra FOKUS-puljen.

Kultur-, Fritids- og Folkesundhedsudvalget har fordelt pengene til dokumentarfilmfestival, sommerkoncerter og scenekunst for børn og unge på tværs af kommunen.

Det oplyser Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse. Udvalget lægger vægt på, at støtten går til aktører, der allerede har vist stærke resultater og stor lokal opbakning og dermed bidrager til et stabilt og mangfoldigt kulturliv.

CPH:DOX modtager 47.500 kroner til GULDBORGSUND:DOX 2026, der i marts bringer aktuelle dokumentarfilm, debatter og skoleforestillinger ud i blandt andet Stubbekøbing, Sakskøbing, Nysted og Nykøbing Falster. Villa Marina i Nysted får 30.000 kroner til ti sommerkoncerter, mens Teater Masken får 18.000 kroner til forestillingen Pyjamas Venner for børnehaver og 86.700 kroner til Dramaskolen 2026/2027 for børn og unge mellem 8 og 16 år.

- Det er fire projekter, som igen og igen har vist, at de skaber værdi for borgerne og styrker både fællesskab, fantasi og engagement hos børn, unge og voksne. Derfor er det naturligt, at vi fortsat bakker op om dem, siger udvalgsformand Katrine Burmann (S).

Vejbane spærret efter trafikuheld

play-circle LYT

På Holbækvej mellem Jyderup og Kalundborg er der sket et trafikuheld.

Det skriver DR P4 Trafik.

Helt præcist er uheldet sket mellem Eskebjergvej og Ærtebjergvej. Vejen har været spærret i begge retninger, men det skulle nu være muligt at passere, efter at den ene vejbane er blevet åbnet.

Bilister skal dog forvente kø, mens vejhjælp arbejder på stedet.

Sigtelse: Ægtepar stukket ned i eget hjem og frarøvet Pokémon-kort

play-circle LYT
Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

En 27-årig mand, som menes at stå bag et groft hjemmerøveri i Faxe Ladeplads i starten af januar, er blevet udleveret til Danmark fra Sverige.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport torsdag.

Røveriet gik ud over et yngre ægtepar. De blev overfaldet med en kniv og ramt af knivstik, har politikommissær Nikolaj Bork tidligere fortalt til Ritzau.

Torsdag formiddag bliver manden fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved.

Grundlovsforhøret er endt med, at manden er blevet varetægtsfængslet til 12. marts, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ifølge Sjællandske Nyheder, som var til stede i retten, blev der ifølge sigtelsen røvet Pokémon-kort til en værdi af mindst 300.000 kroner.

Kortene er samlekort fra den japanske serie Pokémon. Der findes også Pokémon-computerspil, tv-serier og film.

Parret blev desuden stukket med kniv i hovedet, ligesom kvinden blev ramt i ryggen og manden i halsen.

Manden er sigtet for røveri af særlig grov beskaffenhed og drabsforsøg, skriver mediet.

Røveriet blev anmeldt til politiet omkring klokken 20.30 om aftenen 4. januar.

Den 27-årige blev anholdt få dage efter røveriet i Sverige i samarbejde med svensk politi.

Han blev i den forbindelse begæret udleveret til Danmark.

Politiet har tidligere meldt ud, at det mener, at røverne gik specifikt efter værdier i parrets hus.

Tidligere har det også lydt, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mener, at der kan være flere gerningsmænd i sagen.

Sjællandske Nyheder skriver, at den anholdte mand nægter sig skyldig.

Der blev begæret lukkede døre ved torsdagens grundlovsforhør.

Artiklen er opdateret

Artiklen er opdateret efter grundlovsforhøret er afsluttet.

Politi søger vidner til mulig påsat bilbrand

play-circle LYT
En nærmere efterforskning skal nu fastslå, om der er tale om en påsat brand. Foto: Lars Dalsig - Nakskov Foto

Tidligt torsdag morgen kort før klokken 05 blev politi og brandvæsen kaldt ud til en bilbrand på Perlestikkergade i Nakskov.

Det bekræfter Kasper Frandsen, politikommissær i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

En Volvo er udbrændt, og en nærmere efterforskning skal nu vise, om der er tale om en påsat brand.

I den forbindelse hører politiet meget gerne fra eventuelle vidner, der har set noget mistænkeligt i området tidligt torsdag morgen.

Eventuelle vidner bedes henvende sig til politiet på telefon 114.

To biler kørt sammen ved Maribo

play-circle LYT

To biler er kørt sammen på Vestre Landevej ved Maribo.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Uheldet er sket ved frakørsel 48, når man kører ad Sydmotorvejen i sydgående retning.

Politi og redning er på vej, og stedet forventes ryddet tidligt på eftermiddagen.