Regentbesøg i regionen: Dronningen var på ø-hop i Smålandshavet

Dronningen havde et fyldt program, da hun i sommeren 2022 besøgte Fejø, Askø og Lilleø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dronningen abdicerer
I anledningen af dronning Margrethes melding om, at hun den 14. januar træder tilbage som regent, genudgiver TV2 ØST denne artikel fra hendes besøg i regionen under sommertogtet i 2022.

Onsdag den 31. august var dronningen på ø-hop mellem Fejø, Askø og Lilleø. Her skulle hun møde lokale øboere, virksomheder, frivillige ildsjæle og aktive beboerforeninger.

Programmet var sammensat af Lolland Kommune, der kaldte det "en bred vifte af aktiviteter, der hver på sin måde præsenterer lidt af alt det, som ø-livet i Smålandsfarvandet har at byde på”.

Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), var med ved dagens regentbesøg.
Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), var med ved dagens regentbesøg. Foto: Stephan Svingkær - TV2 ØST

Ankomst til Fejø

Da dronningen ankom til Fejø, blev hun modtaget af et stort publikum, der viftede med danske flag. Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), stod klar til at byde hende velkommen til øen.

- Jeg tror, dronningen er meget interesseret i, hvordan foregår sådan noget øliv. Det kommer hun jo ikke til daglig så tæt på. Hun sejler jo tit med kongeskibet forbi Smålandsfarvandet, Hun har været på Femø og på Fejø, men jeg tror ikke hun har været på Askø før, siger Holger Schou Rasmussen (S).

- Det er et sted, hvor folk er flyttet fra. Det er blevet et andet liv end det var for 50 år siden. Så det er noget af det vi vil vise hende. Hvordan man får sådan et øliv til at fungere i dag.

En pige havde fået lov til at overrække en buket blomster til dronningen, da hun ankom til Fejø.
En pige havde fået lov til at overrække en buket blomster til dronningen, da hun ankom til Fejø. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Pærer og æbler

Det første stop på øen var Fejø Frugt.

- Det er meget meget spændende. Der er lidt kriller i maven, sagde Laust Spandet Jensen inden dronningen kiggede forbi. Han er indehaver af Fejø Frugt, som har en af landets største frugtplantager og leverer æbler, pærer og blommer til de danske supermarkeder.

Læs også
Dronningen på bustur, på skibsværft og til strygerkoncert - sådan forløb dagens program
Læs også
Dronningen på bustur, på skibsværft og til strygerkoncert - sådan forløb dagens program


Onsdag havde han fået æren af, at vise dronningen rundt i plantagen. Dronningen spurgte nysgerrigt ind til produktionen af frugterne og kom desuden med denne observation, da frugterne lå side om side i kasser:

- Det er som om, at pærer er mere indstillede på at være ens end æbler, sagde dronningen med et smil på læben, og forsamlingen brød ud i grin.

Det første stop på Fejø var Fejø Frugt.
Det første stop på Fejø var Fejø Frugt. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Hus for øens børn

Fejø Børne- og Kulturhus var dagens næste besøg. Huset fungerer som skole for ni børn fra 0. til 4. klasse og som børnehave for 17 andre børn.

- Vi vil flippe ud, flage for hende og sige hej og alt muligt. Det er bare fedt, sagde Angelo Koko, der går i skole i Nakskov, men var mødt op ved børne- og kulturhuset for at fejre dronningen.

Dronningen Margrethe blev onsdag vist rundt på Fejø Børne- og Kulturhus.
Dronningen Margrethe blev onsdag vist rundt på Fejø Børne- og Kulturhus. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Da dronningen ankom til stedet fik hun overrakt en buket blomster af en af eleverne.

Under dronningens besøg havde eleverne forberedt en sang til Dronningen.

Efterfølgende gik Majestæten med indenfor, hvor hun fik fremvist fem vægmalerier, der pryder væggene i husets aula. De er malet af kunstneren Arnold Petersen, og hvert enkelt maleri repræsenterer et af de nordiske lande.

Honningfigne på Fejø

På Hideaway Vingård har de vinmarker, men også figentræer. Her ankom Dronningen, efter hun havde været på Fejø Børne- og Kulturhus

- Det bliver jo stort. Det er fantastisk, at hun gæster Fejø og ser det milde klima og alle de frugter, vi kan lave i det her sydhavsklima, som vi har her på Fejø, så jeg glæder mig meget til at modtage Majestæten, sagde Hideaway Vingårds ejer, Karin Hvidtfeldt , forud for dagens royale besøg.

Dronningen ankommer til Hideaway Vingård.
Dronningen ankommer til Hideaway Vingård. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Det var også hos Hideaway Vingård, at dagens frokost blev serveret.

- Jeg byder på vores frokosttallerken med vinbladsruller og øens håndlavede pasta og så nogle lækre salater så selvfølgelig en figendessert med honningfigne, som faktisk kun modner her på Fejø, fortæller Karin Hvidtfeldt om dagens frokostmåltid.

Efter frokost gjorde Dronningen et sidste stop på Dybvig Havn, inden turen gik videre til Askø. Her var en masse beboere mødt op for at hilse på Dronningen en sidste gang.

- Det er jo 43 år siden hun var her sidst, siger Astrid Gosmer fra Fejø.

Museum og købmandstur

Efter Fejø ventede Askø, og her var første stop Askø Museum. Museet har eksisteret siden 1994 og rummer meget af øens historie. Også den royale, som Dronningen skulle høre om.

- Vi har sågar postkortbilleder helt tilbage fra da Christian 10. og Prinsesse Ingrid var der med Prinsesse Margrethe, siger Anni Sørensen, der er frivillig på Askø Museum.

Alt imens Dronningen var på museum, blev der gjort de sidste forberedelser i Askø købmandsforretning, der har eksisteret i sin nuværende form siden 2010.

- Der bliver malet, og nu er der rød løber lige pludselig. Så vi er bare virkelig glade for at hun har lyst til at komme lige til vores ø, siger Maria Konggård, der er formand i Askø Købmandshandel.

Maria Konggård har glædet sig til at vise købmandsforretningen frem.
Maria Konggård har glædet sig til at vise købmandsforretningen frem. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Da den gamle brugs lukkede, blev den nuværende lavet til en andelskøbmand. I dag drives den af frivillige fra både Askø og Lilleø, og den er den eneste indkøbsmulighed af sin slags på de to øer.

Claus Meyers gård

Dronningen ankom til Lilleø i bus, dagens sidste ø. Øen er forbundet  med Askø med en 700  meter lang dæmning. Da Dronningen kom frem stod Claus Meyer klar som en del af velkomstkomiteen. 

- Hun skal jo smage på noget af den vin, der bliver lavet på Lilleø, og så skal hun rundt og se øen. Den er jo ikke så stor. 600 meter på den bredeste led og så tre kilometer lang. Så hun skal rundt og se øen, siger Claus Meyer, der er medejer af Lilleø Gårdbutik. 

Dronningen får en rundvisning i gårdbutikken på Claus Meyers gård gennem 20 år, og så er der igen og for sidste gang plantagebesøg med udsigt til endnu en ø ude i horisonten. Nemlig Femø.

Dagen slutter med udsigt til en fjerde ø. Nemlig Femø.
Dagen slutter med udsigt til en fjerde ø. Nemlig Femø. Foto: Stephan Svingkær - TV2 ØST

Se hele Dronningens program her

10.00 H.M. Dronningen ankommer i chalup til Vesterby Havn på Fejø

10.10 Besøg hos Fejø Frugt, Vesterled Frugtplantage

10.55 Besøg hos Fejø Børne- og Kulturhus

11.35 Besøg og frokost på Hideaway vingård og traktørsted

13.00 Officiel ceremoni på Dybvig Havn

13.20 H.M. Dronningen forlader Fejø og sætter kurs mod Askø/Lilleø

13.45 H.M. Dronningen ankommer til Askø Havn

14.00 Besøg på Askø Museum

14.30 Besøg hos Andelskøbmanden

14.50 Besøg hos Lilleøs gårdbutik, frugt- og vinplantage

15.30 Afslutning ved familien Sauntes jagthytte

16.15 H.M. Dronningen forlader Askø/Lilleø

Se højdepunkterne fra dronningens besøg i Slagelse Kommune tirsdag i videoen her:


Nyhedsoverblik