Mor er lettet over afgørelse i principiel adoptionssag: - Nu kan jeg se min søn

TV2 ØST var med, da Stephanie Nordal Clemmensen fik afgørelsen fra Højesteret.

Advokat mener, at afgørelse er en lille revolution, som kan bane vejen for andre sager, hvor barnet er blevet tvangsbortadopteret efter fødslen.

play-circle LYT

Opdatering

  1. Artiklen er opdateret med kommentarer fra Adoption & Samfund.

Næsten fem år skulle der gå, før Stephanie Nordal Clemmensen fik lov til at se sin søn.

I dag fik hun medhold af Højesteret. Det er derfor en lykkelig mor, som TV2 ØST taler med lige efter afgørelsen i Højesteret.

- Jeg er overdrevet lykkelig. Jeg forstår det ikke. Det gør jeg simpelthen ikke. Jeg forstår ikke efter 4,5 år, at jeg endelig kan have ro i mig selv og føler mig fuldendt. Jeg vil jo gerne have mulighed for at kunne følge med i hans opvækst og se, hvor meget han ændrer sig i løbet af årene.

En lykkelig Stephanie Nordal Clemmensen i sekunderne efter Højesteret gav hende medhold | Foto: Tina Holst Mortensen - TV ØST

I 2020 fik Stephanie Nordal Clemmensen mod sin vilje fjernet og bortadopteret sin dengang fem måneder gamle søn af Lolland Kommune.

Siden har hun kæmpet for retten til samvær med sin bortadopterede søn.

TV2 ØST var sammen med Stephanie Nordal Clemmensen, da afgørelsen fra Højesteret kom klokken 12 i dag.

- Jeg er blevet ved med at kæmpe, fordi jeg gerne vil have mulighed for at følge med i hans opvækst. Bare se, hvor meget han ændrer sig i løbet af årene. Jeg har accepteret adoptionen - men har også hele tiden ment, at jeg havde krav på at følge lidt med i hans liv, siger hun.

Manglede en del af sig selv

Efter sønnen blev tvangsbortadopteret, gik hun ned med stress og depression og droppede ud af sin uddannelse.

- Jeg fungerede ikke, så jeg måtte få hjælp i psykiatrien. Det har været en lang og sej kamp, og jeg har hele tiden følt, at jeg manglede noget af mig selv, når jeg ikke kunne se ham. Men det har været hele kampen værd nu, hvor Højesteret har givet mig medhold, siger Stephanie Nordal Clemmensen.

Stephanie Nordal Clemmensens ønsker om samvær og billeder af sønnen er gennem årene blevet afvist i både by- og landsretten, og ved hvert afslag har hun og hendes advokat Anders Brøndtved anket.

Fakta om Stephanies sag

I 2020 får Stephanie Nordal Clemmensen mod sin vilje fjernet og bortadopteret sin dengang fem måneder gamle søn af Lolland Kommune.

Stephanie Nordal Clemmensens ønske om samvær samt billeder af sønnen er siden blevet afvist i både by- og landsretten.

Ved hvert afslag har hun og hendes advokat Anders Brøndtved anket.

i 2023 var sagen i Højesteret.

Dengang hjemviste Højesteret sagen til genbehandling i familieretten, fordi der ifølge dommeren manglede nødvendig dokumentation i sagen, heriblandt en børnefaglig undersøgelse.

Genbehandlingen førte ikke til samvær, og derfor er sagen nu igen i Højesteret.

Sagen er principiel og vil uanset udfaldet få betydning for andre sager om samvær med bortadopterede børn.

Udover drengen, som den pågældende sag drejer sig om, har Stephanie Nordal Clemmensen tre andre børn, som er anbragt. Dem har hun i dag samvær med en gang om måneden.

Da sagen er af principiel karakter, er den endt i Højesteret.

Voldsomt for adoptivforældre

Som TV2 ØST tidligere har fortalt, er retssagerne om samvær også noget, der fylder meget for dem, der adopterer de bortadopterede danske børn.

- Det er psykisk opslidende.

- Vi havde aldrig tænkt, at det ville komme til retssag. Så på det punkt blev vi ret overraskede.

Sådan lød det fra "Lasse og Oliver", som fortalte om deres oplevelse med adoption til TV2 ØST tilbage i januar.

Også hos Adoption og Samfund, som arbejder for bedre betingelser for adoptivforældre og adopterede, oplever man, at sagerne om samvær presser adoptivforældrene.

- Vi ved, at det er en voldsom oplevelse for adoptanterne at få stillet det her samværskrav. Men vi ved også, at åbenhed er til barnets bedste, så vi håber, at man vil samarbejde omkring det, siger Sanne Vindahl Nyvang, næstforperson i Adoption og Samfund, umiddelbart efter dommen i Højesteret.

Hvordan er det voldsomt for adoptivforældrene?

- Der er helt sikkert nogen, der bliver bange for, at de mister noget i relationen til barnet, og at det vil ændre deres forhold til barnet, siger Sanne Vindahl Nyvang.

En lille revolution

Udfaldet af afgørelsen i Stephanie Nordal Clemmensens sag vil få betydning for andre sager om samvær med bortadopterede børn, mener hendes advokat Anders Brøndtved.  

- Det her er en lille revolution. Højesteret har med afgørelsen åbnet dørene for, at andre i lignende situation kan bruge dommen til at søge om samvær med deres tvangsbortadopterede børn, siger Anders Brøndtved og fortsætter:

- Højesteret har taget udgangspunkt i præcist det, jeg procederede for - at et samvær mellem barn og biologisk mor skal gives, når samværet ikke er til skade for barnet. Dermed underkender Højesteret afgørelserne fra både by- og landsret.

- Den her afgørelse er en lille revolution, siger advokat, Anders Brøndtved. | Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Advokaten er utrolig glad og lettet på Stephanie Nordal Clemmensens vegne.

- Jeg har hele tiden vidst, at hendes sag var noget helt specielt. En sag, der kunne ændre noget. Jeg er så glad på Stephanies vegne, for en kæmpe klods efter mange års kamp mod systemet er løftet væk fra hendes skuldre, og nu kan hun få sin drøm opfyldt ved, at hun nu kan se billeder af sønnen - og ikke mindst se sønnen, siger Anders Brøndtved.

Uddrag fra Højesteret

Højesteret fandt herefter ikke grundlag for at nægte den biologiske mors anmodning om at modtage fotografier af barnet og adgang til at se barnet på en legeplads, hvor der ikke var interaktion mellem hende og barnet. Højesteret fandt endvidere, at det på det foreliggende grundlag ikke kunne afvises, at betingelserne for også at fastsætte et begrænset samvær var opfyldt.

Højesteret ophævede familierettens og landsrettens domme og hjemviste sagen med henblik på fastsættelse af de nærmere vilkår for, at den biologiske mor kunne modtage fotografier af barnet og se ham på en legeplads. Højesteret hjemviste i øvrigt sagen til ny behandling i familieretten med henblik på stillingtagen til, om der skulle fastsættes et begrænset samvær mellem den biologiske mor og barnet.

Stephanie Nordal Clemmensens kamp var vigtig for hende.

- Den dag, min søn bliver voksen og begynder at søge sit biologiske ophav, skal han ikke tro, at jeg har opgivet ham. Han skal vide, at jeg har kæmpet med alt for at se ham og være en lille del af hans liv. Det vil han komme til at vide nu.

Nyhedsoverblik

Afbud sender lokal OL-atlet i ilden fredag

play-circle LYT
Et amerikansk afbud giver nu Viktor Hald Thorup mulighed for at stille til start på 10.000 meter ved vinter-OL fredag klokken 16.00. (Arkivfoto). Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Speedskateren Viktor Hald Thorup, der er fra Slagelse, men bor i Canada, får i sidste øjeblik en uventet OL-plads ved dagens 10.000-meter i speedskating.

Det betyder, at han skal stille til start fredag, skriver Eurosport.

Viktor Hald Thorup er i forvejen udtaget i disciplinen massestart, men han nåede lige akkurat ikke under skæringslinjen til 10.000-meteren.

Han var derfor første reserve til løbet, og det bliver nu aktuelt, da en amerikansk løber har trukket sig fra distancen.

Vinter-OL i Milano og Cortina er Viktor Hald Thorups tredje deltagelse ved OL. Hans bedste resultat hidtil er på massestarten ved OL i Pyeongchang i 2018, hvor han blev nummer fem. Ved legene i Beijing i 2022 blev det til en 21. plads i massestarten og en 19. plads på 5.000 meter.

10.000-meteren køres fredag klokken 16.00 og kan ses på HBO Max. Mændenes massestart afvikles den 21. februar.

Jacob Jensen hives i samråd

play-circle LYT
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V). Foto: Sebastian Würtz Bonde - TV2 ØST

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V), der er valgt i Sjællands storkreds, beskyldes for at forsøge at stoppe en rapport om et sprøjteforbud i grundvandsdannende områder.

Derfor kalder Enhedslisten og SF ministeren i samråd.

- Meget tyder på, at Venstre aktivt både modarbejder beskyttelsen af vores drikkevand, men også forsøger at undgå, at saglige og faglige argumenter herfor møder dagens lys, siger Enhedslistens miljøordfører, Leila Stockmarr, i en skriftlig kommentar.

Konflikten drejer sig om en rapport, som afsøger mulighederne for at begrænse forurening af drikkevand med pesticider.

Ifølge Miljøministeriet er der gode økonomiske argumenter for, at det er billigere at forbyde sprøjtemidler i området, end det er at rense drikkevandet efterfølgende.

Men dén konklusion ville Fødevareministeriet ikke skrive under på. Efter at have forsøgt at udskyde udgivelsen af rapporten, bad man til sidst om helt at blive fjernet som underskriver, har Dagbladet Information afdækket.

Efter lang oprydning genåbner motorvej ved Vordingborg

play-circle LYT
Sådan så det ud ved uheldene på Sydmotorvejen torsdag aften. Foto: Per Rasmussen

Torsdag aften skete der to trafikuheld på Sydmotorvejen nær Vordingborg.

Oprydningen har taget hele natten, men fredag morgen er motorvejen genåbnet som planlagt i nordgående retning mellem afkørsel 40 og 41.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Tidligere på morgenen fortalte vagtchef Nis Henriksen, at det var forventningen, at motorvejen kunne åbne klokken 07.30.

- Arbejdet trækker ud, og vi har fået en melding om, at motorvejen kan åbnes for trafik igen omkring klokken 07.30, sagde han.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med uheldene.

Opdateret

Flere glatføreuheld på Sydmotorvejen – mange melder om sort is

play-circle LYT
Fredag morgen er der meget glat på Sydmotorvejen i sydgående retning. (Arkivfoto). Foto: Jacob Linddahl - TV2 ØST

Fredag morgen er der sket flere glatføreuheld i sydgående retning på Sydmotorvejen.

Politiet har fået meldinger om tre selvstændige færdselsuheld, der alle er sket på strækningen mellem 35 Haslev og 36 Bregentved.

Det oplyser Benjamin Voss, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi antager, at de alle tre er sket på grund af glat føre. Der er meget glat derude, siger han. 

En bil er blandt andet kørt i midterautoværnet og spærrer det venstre spor.

Vejhjælp og redning er på stedet, og ingen personer er kommet til skade i forbindelse med uheldene, oplyser vagtchefen.

Ifølge DR P4 Trafik melder rigtig mange ind, at der er sort is på strækningen mellem Tappernøje og Haslev. Det er spejlglat i begge retninger, lyder det.  

Saltvogne er på vej.

DMI opfordrer til agtpågivenhed i trafikken forud for iskold weekend

play-circle LYT
Sneen har i en periode prydet store dele af landet, men den kommende weekend byder ikke på de store mængder nedbør. (Arkivfoto)

Den kommende weekend byder på iskolde temperaturer og glatte veje, men sne kommer der ikke meget af.

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Hans Peter Wandler fredag morgen.

Fredag vil bliver mest skyet de fleste steder, og lokalt kan der også komme en lille smule sne hist og her.

- Ellers bliver det en stille og rolig dag med omkring 5 graders frost til 1 grads varme og en svag til jævn vind fra omkring nord og nordøst, siger meteorologen.

Lørdag og søndag bliver også to forholdsvis rolige dage.

Natten til lørdag kan temperaturerne dog ende på mellem minus 5 og minus 10 grader, og det kan påvirke morgentrafikken lørdag, siger Hans Peter Wandler.

Vejdirektoratet har tidligere meldt ud, at trafikken forventes afviklet uden større forsinkelser lørdag og søndag, men for nogen kan det være en stor rejseweekend efter skolernes vinterferie.

- Det er en god idé at køre i god tid, orientere sig på DMI.dk og følge retningslinjerne fra politiet og Vejdirektoratet, siger Hans Peter Wandler.

Opdateret

Oprydning efter forulykket lastbil med grisehud trækker ud

play-circle LYT
Sådan så det ud ved uheldene på Sydmotorvejen torsdag aften. Foto: Per Rasmussen

OPDATERING: Sydmotorvejen er nu helt åben igen i nordgående retning. Der er kø frem mod 41 Vordingborg.

Oprydningen efter to trafikuheld torsdag aften på Sydmotorvejen nær Vordingborg trækker ud.

Forventningen er, at motorvejen, der er lukket i nordgående retning mellem afkørsel 40 og 41, kan genåbnes fredag morgen omkring klokken 07.30. Indtil da opfordres bilister til at finde alternative ruter.

Det oplyser Nis Henriksen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Arbejdet trækker ud, og vi har fået en melding om, at motorvejen kan åbnes for trafik igen omkring klokken 07.30, siger Nis Henriksen.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med uheldene.

I første omgang rykkede en politipatrulje ud til et uheld med en lastbil, der ifølge vagtchefen var lastet med omkring 30 tons grisehud. Lastbilen var vendt 180 grader - formentlig på grund af glat føre.

Det er oprydningen efter den forulykkede lastbil, der trækker ud.

Da politipatruljen var ankommet, blev en ambulance med en patient, påkørt bagfra af en personbil. Der blev derfor tilkaldt yderligere tre ambulancer, men ingen er kommet til skade.

- Personbilen indeholdt nogle personer, og man frygtede det værste, men der skete heldigvis ikke noget med dem, siger Nis Henriksen.

Omkørsel på Sydmotorvejen fredag morgen. Trafikken ledes af ved afkørsel 41, og sneplove spærrer for trafikken på landevejen, så bilerne kan komme fra motorvejen. | Foto: Per Rasmussen

Ambulance påkørt bagfra spærrer Sydmotorvejen

play-circle LYT
Sådan ser der ud på Sydmotorvejen torsdag aften. Foto: Per Rasmussen

En ambulance er torsdag aften blevet ramt af en personbil bagfra på Sydmotorvejen nær Vordingborg.

Motorvejen er derfor spærret i nordgående retning.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kasper Skotte til Ritzau.

Politi og redningsberedskabet er til stede, oplyser politiet.

Det er endnu uvist, om der er tilskadekomne, men der er tilkaldt tre ambulancer til stedet.

Bilister opfordres til at finde alternative ruter og følge politiets anvisninger på stedet.

Politiet hørte indledningsvist om uheldet, da der tikkede en anmeldelse ind om, at en lastbil var kørt af vejen på grund af vejret.

- Imens vi er ude på stedet, bliver en ambulance ramt af en bil også bagfra. Derfor er det to færdselsuheld i ét, siger vagtchefen.

Det er uklart, om ambulancen var til stede for at assistere i uheldet med lastbilen.

Tidshorisonten for genåbningen er endnu ukendt.

- Vi arbejder på at få lukket af ved afkørsel 41, så trafikken kan blive ledt af der, siger vagtchefen.

Uheldet er sket på Sydmotorvejen i nordgående retning mellem afkørsel 41 Vordingborg og afkørsel 40 Udby på strækningen fra Farø mod Køge. 

Mistænkt vanvidsbilist involveret i ulykke i snestorm

play-circle LYT

En stærkt påvirket bilist mistænkes for at have forårsaget et færdselsuheld torsdag aften på rute 22 mellem Slagelse og Næstved.

Uheldet sker kort efter klokken 18 på Slagelse Landevej ved Flakkebjerg midt i torsdagens snestorm. Ét spor var efterfølgende spærret mellem Gyldenholm og Skælskørvej, og der var melding om kødannelse på stedet.

To biler stødte sammen på strækningen, men der er ikke melding om personskade.

Uheldet rammer en vigtig færdselsåre, hvor sne og glatte veje i forvejen gør fremkommeligheden vanskelig torsdag. I skrivende stund arbejder politiet stadig på stedet, mens trafikken ledes forbi i ét spor.

- Vi mistænker, at den ene bilist har en alkoholprocent langt over det tilladte. Vi har administrativt inddraget førerens kørekort og samtidig beslaglagt bilen, siger vagtchef Kasper Skotte fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Biler beslaglægges typisk først ved en promille på over 2,0 - grænsen for vanvidskørsel.

Udeblev i retten - mister kørekortet betinget

play-circle LYT

En 57-årig bilist mister nu kørekortet betinget, efter at han ved en udeblivelsesdom er blevet dømt for en trafikulykke nær Nr. Asmindrup i Odsherred.

En kvindelig passager i den modkørende bil blev alvorligt kvæstet ved ulykken.

Dommen lød samtidig på 10 dagbøder af 600 kroner, fremgår det af et opslag fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.

Ulykken skete, da den 57-åriges bil kom i slinger, kørte over i den modsatte vejbane og ramte en modkørende bil med et ægtepar.

Manden mødte ikke selv op i retten, og sagen - der i første omgang er oprettet efter Straffuldbyrdelsesloven - blev ført som en udeblivelsessag. En betinget frakendelse betyder, at han kun beholder førerretten, så længe han undgår nye grove færdselsforseelser i en prøvetid. Samtidig skal han bestå en kontrollerende køreprøve.

Politifolk i aktion: Holdt tyre væk fra vigtig trafikåre

play-circle LYT

Onsdag nat kl. 01.15 mødte en politipatrulje 13 tyrekalve på fri klov på Ny Holbækvej ved Grevinge i Odsherred.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Kalvene gik frit rundt på vejene i området, og patruljen tilkaldte derfor endnu en politibil for at sikre trafikken. De to patruljer arbejdede sammen om at holde dyrene væk fra tilkørselsrampen, der leder ned til den vigtige hovedvej rute 21.

Under arbejdet lykkedes det en af politifolkene at komme så tæt på flokken, at han kunne aflæse øremærket på en af kalvene. Oplysningerne blev sendt til vagtcentralen, som på den måde fandt frem til ejeren.

Ejeren blev kontaktet og kørte ud til Ny Holbækvej, hvor han sammen med politiet fik gennet tyrekalvene tilbage i deres indhegning. Herefter kunne patruljerne forlade stedet.

Kommune vil udvide erhvervshavn

play-circle LYT
Guldborgsund Havne har søgt om tilladelse til at udvide Orehoved Havn. Foto: Skraafoto.dk, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Guldborgsund Havne har ansøgt Guldborgsund Kommune om at udvide Orehoved Havn på Nordfalster. Havnen skal bygges ud, så kajen bliver længere, og så der bliver mere plads.

Guldborgsund Havne, som er kommunens havneselskab, vurderer nemlig, at en udvidelse vil gøre det muligt at tiltrække mere aktivitet.

Det skyldes blandt andet, at der er store planer om at omdanne erhvervshavnen i Nykøbing Falster til et byområde. Dermed vil dele af erhvervs-skibstrafikken kunne overflyttes til Orehoved.

Udvidelsen af Orehoved Havn

Konkret er det planen at forlænge den eksisterende havneplads med op til 24 meter mod nord ud i Storstrømmen og at anlægge en ny øst-vestgående kaj på 170 meter.

Dermed vil der blive etableret cirka 4.000 kvadratmeter nyt landareal.

Her skal der opføres enkelte kontor- og mandskabsbygninger, ligesom området vil kunne bruges til at opsætte telte eller en skurby, fremgår det af ansøgningen.

Her er der i dag omkring 70 anløb om året, typisk med lastning og losning af korn, sten, grus og lignende. Med en udvidelse anslår Guldborgsund Havne, at antallet af anløb kan øges til 100-200 om året.

Økonomi- og Erhvervsudvalget i Guldborgsund Kommune skal på sit møde 16. februar tage stilling til, om det vil anbefale byrådet at sætte gang i at lave en lokalplan og et tillæg til kommuneplanen med alt, hvad det indebærer af offentlige høringer.

Trafikstyrelsen vil i øvrigt også skulle godkende planen.

Grav i jorden og tænd bål: Ny milliongave skaber liv i Børnenes Skov

play-circle LYT

KFUM-spejderne i Toreby får én million kroner fra Nordea-fonden til at skabe et nyt leg- og læringsområde i Børnenes Skov ved Øster Toreby på Lolland.

Pengene skal blandt andet bruges til frugtlund, madpakkehus med grejbank, naturlegeplads og bålpladser, som skal åbne skoven endnu mere for lokale børn, unge og familier.

Det oplyser Klimaskovfonden i en pressemeddelelse.

Børnenes Skov ved Øster Toreby er en del af Region Sjællands projekt, hvor der plantes et træ for hvert nyfødt barn i regionen. Skoven er plantet i samarbejde med Guldborgsund Kommune, Region Sjælland og Klimaskovfonden, og lokale børn var med, da de første træer kom i jorden i maj 2025.

Leg- og læringsområdet skal især bruges af spejdere, skoler, daginstitutioner og børnefamilier i området. Her skal børn blandt andet kunne grave i jorden og lære om insekter, save i træ og høre om byggematerialer, kigge på dyr og planter og tilberede mad over bål og på grill.

- Vi er meget glade for at kunne etablere en leg- og læringsplads i Børnenes Skov, der kan blive til gavn for en lang række børn og unge i vores område, siger Lise Philipsen fra KFUM-spejderne i Toreby.

Børnenes Skov skal samtidig binde CO2, styrke biodiversiteten og skabe nye rekreative områder på Lolland. Region Sjælland har bevilget to millioner kroner over fem år til projektet Børnenes Skove, som årligt betyder plantning af cirka 6.500-7.000 træer og på sigt omkring 15 hektar ny skov.

- Skoven er en vigtig del af den CO2-reduktion, der skal ske i Danmark, og jo flere der ønsker at bruge skoven og bakke op om den, jo større incitament vil der være til at plante endnu flere, siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.