Kvinde med stomi smidt af yogahold - beskyldt for at lugte

Sagen kan ifølge en professor i socialret vise sig at være på kant med loven.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Jeg forstår hat og briller altså.

Sådan lyder det fra Berit Bechgaard Rasmussen fra Høng, efter hun er blevet smidt af sit lokale yogahold på aftenskolen LOF Nordvestsjælland.

quote Den har reddet mit liv

Berit Bechgaard Rasmussen, Høng

Hun startede den 20. februar og nåede fire sessioner, før en mail tikkede ind i indbakken.

- Jeg må med beklagelse meddele dig, at du ikke kan fortsætte på holdet, skrev Lene Damm, der er skoleleder for LOF Nordvestsjælland og uddybede:

- Begrundelsen for min beslutning er, de lugtgener din stomi giver. Vi har ikke mulighed for at skabe tilstrækkelig udluftning i lokalet, og lugten er til stor gene for de øvrige deltagere, skrev Lene Damm.

Stomi som 22-årig

Berit Bechgaard Rasmussen har haft en stomipose i 43 år, og har altid været åben om det.

- Jeg har aldrig oplevet noget negativt, fortæller hun.

Inden hun fik stomiposen var hun alvorligt syg i gennem flere år. Hun kæmpede med betændelse i tarmene, og turene gik jævnligt ind og ud af Rigshospitalet. 

Siden 1981 har Berit Bechgaard Rasmussen haft stomi.
Siden 1981 har Berit Bechgaard Rasmussen haft stomi. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Men med stomioperationen i 1981 lysnede det hele. 

- Den har reddet mit liv, fortæller hun og fortsætter.

- Selvfølgelig ville man gerne have været foruden, men det har ikke hindret mig i noget. Jeg har kørt motorcykel og kørt ned igennem Europa med telt og sovepose, fortæller Berit Bechgaard Rasmussen.

Ind og ud af hospitalet

Selvom stomiposen har hjulpet på tarmbetændelsen, så har hendes liv ikke været uden udfordringer de seneste år. 

- Jeg har dårlig skulder, nedsat nyrefunktion, og jeg er bipolar, fortæller hun.

quote Det kunne have været håndteret smartere

Lene Damm, skoleleder, LOF Nordvestsjælland

Turene er igen og igen gået ind og ud af hospitalet, og når hun ikke har været på hospitalet, har hun siddet derhjemme.

- Så har jeg siddet i sofaen og set fjernsyn og passet mine hunde, siger Berit Bechgaard Rasmussen.

Har du oplevet diskrimination?

Har du oplevet at blive forskelsbehandlet grundet stomi, så hører TV2 ØST gerne din historie. Skriv til os på redaktion@tv2east.dk. Alle henvendelser vil blive behandlet fortroligt.

I februar skulle der ske noget nyt. Hun startede i motionscenter og til yoga for at gøre noget godt for sin krop.

Men det gik altså ikke, som hun havde håbet. Hun blev smidt af yogaholdet på grund af sin stomipose.

- Jeg var rystet og tænkte hvad, fortæller Berit Bechgaard Rasmussen.

Ikke hold i anklager

Udelukkelsen fra yogaholdet vækker forargelse i Stomiforeningen. 

- Der er ikke noget hold i det. Man er ikke utæt, og man lugter ikke, fordi man dyrker yoga. Der er mange, der dyrker yoga og alt mulig slags sport, selvom man har en pose på maven, siger Henning Granslev, der er formand for Stomiforeningen.

Hvad er en stomi?

  • En stomi er en kunstig åbning ind til kroppens indre organer

  • Ved nogle tarmoperationer kan det blive nødvendigt at lægge enten tynd- eller tyktarmen frem i ileo- eller kolostomier, hvorved afføringen opsamles i en stomipose

  • Det er vigtigt at pleje huden omkring stomien korrekt for at undgå skader på huden, og her vil en "stomi-sygeplejerske" være til stor hjælp

  • I Danmark har 10-12.000 mennesker stomi. Den hyppigste årsag til stomi er tyk- og endetarmskræft

Kilde: Sundhed.dk og Kræftens Bekæmpelse

Han frygter, at situationen er et udtryk for de fordomme, der kan være om folk med stomi.

- Det er træls, der skal være det tabu om, at man er ulækker og lugter. Det gør man altså ikke, siger Henning Granslev.

Henning Granslev er formand for Stomiforeningen.
Henning Granslev er formand for Stomiforeningen. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Coloplast står bag den type stomiposer, som Berit Bechgaard Rasmussen bruger, og de kan bekræfte, at der ikke er nogen udfordringer ved at have stomi og dyrke sport.

- Man kan lave alle de typer sport, du kan komme i tanke om, som stomiopereret, siger Anne Føns, der er leder af Coloplasts tarmkontinensteam.

På kant med loven

Sagen kan vise sig at være på kant med ligebehandlingsloven ifølge professor i socialret ved Københavns Universitet, Stine Jørgensen.

- Den siger, man ikke må blive diskrimineret på grund af sit handicap, og det er jo, hvis man bliver behandlet dårligere. Her bliver hun altså udelukket fra at deltage i yoga, fortæller hun og understreger:

- Det må man kun, hvis der er en saglig grund til, at man gør det.

Læs også
Kims liv ændrede sig for altid, da han fik en blodprop i hjernen
Læs også
Kims liv ændrede sig for altid, da han fik en blodprop i hjernen
Berit Bechgaard Rasmussen fik beskeden på mail.
Berit Bechgaard Rasmussen fik beskeden på mail. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

I dette tilfælde er grunden, at lugten fra Berit Bechgaard Rasmussen generer de andre deltagere til yogatimerne.

Men det er ikke nok, lyder det.

- Det skal de underbygge på en eller anden måde, især når hun i 43 år har haft en stomipose uden, det har givet anledning til, at nogen har bemærket det, fortæller Stine Jørgensen.

Mødes efter påske

LOF Nordvestsjælland har ikke ønsket at kommentere på baggrunden for, at Berit Bechgaard Rasmussen er blevet smidt af holdet.

Skolelederen beklager dog, at beskeden blev givet på mail.

- Selvfølgelig er hun blevet rigtig stødt og ked af det. Det er jeg rigtig ked af. Det kunne have været håndteret smartere. Det har jeg lært af, og beklager meget, siger Lene Damm.

Læs også
Politiet er havnet i et påskemysterium
Læs også
Politiet er havnet i et påskemysterium

Efter TV2 ØST er gået ind i sagen, har Lene Damm nu givet Berit Bechgaard Rasmussen en uforbeholden undskyldning, og de har aftalt at mødes efter påske.

Her vil de vende, om Berit Bechgaard Rasmussen kan få plads på et nyt yogahold.

Berit Bechgaard Rasmussen håber, at hendes opråb kan være med til at sætte fokus på, hvad det indebærer, når man har en stomipose.

- Det er jo ikke til gene for nogen. Vi skal også have lov til at være her, afslutter hun.


Nyhedsoverblik