Konkursramt virksomhed skal stå bag byggeri på Vestsjælland

En byggesag i Jyderup er blevet til en politisk hovedpine for Holbæk Kommune, da udvikleren har stået i spidsen for mange konkursramte virksomheder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et boligområde med 223 boliger er på vej i Jyderup. 

Men det er nu kommet frem, at selskabet, som skal bygge på området, kædes sammen med stribevis af konkurser.

quote Det er en møgsag, og det er det, fordi Jyderup nord har været i udbud flere gange. Det virker til at være et firma, der ikke har styr på tingene, så det er rigtig ærgerligt, at vi er blevet trukket ind i sådan et samarbejde

Mogens Justesen (S), kommunalbestyrelsesmedlem, Holbæk Kommune

Det er selskabet VIP Estate, som i december fik grønt lys af Holbæk Kommune til at bygge boligerne, da et enigt byråd vedtog en lokalplan for det nye boligområde med de 223 boliger i Jyderup.

Men de nye oplysninger viser, at selskabets tidligere direktør og stifter har stået i spidsen for en række konkursramte virksomheder og er idømt en karantæne for at sidde i ledelsen af virksomheder af Sø- og Handelsretten.

En møgsag

Ifølge Mogens Justesen (S), som er kommunalbestyrelsesmedlem i Holbæk Kommune er det en møgsag for kommunen. 

- Det er en møgsag, og det er det, fordi Jyderup Nord har været i udbud flere gange. Det virker til at være et firma, der ikke har styr på tingene, så det er rigtig ærgerligt, at vi er blevet trukket ind i sådan et samarbejde. 

Sundskolen
Læs også
Efter konkurs - nyt Bo-Hus kan ende med at lave Sundskolen færdig
Sundskolen
Læs også
Efter konkurs - nyt Bo-Hus kan ende med at lave Sundskolen færdig

Han frygter, at det kan betyde at boligerne i Jyderup er længere væk, hvis samarbejdet med virksomheden går i vasken.

- Det er rigtig ærgerligt, at der kommer forsinkelser, for vi har brug for boligerne. 

Til projektet fik Holbæk Kommune i alt to bud på købet af jorden i Jyderup.

I følge kommunens egne udbudsbestemmelser, skulle kommunen vælge det højeste bud, hvilket endte i VIP Estates fordel. 

Lokalpolitiker i Holbæk Kommune Mogens Justesen (S), ville ønske at byggeprojektet i Jyderup allerede var gået i gang.

Tegn på konkursrytteri 

For at undgå at ende i en lignende situation igen, ønsker Mogens Justesen, at man i kommunen ændrer reglerne i udbudsrunderne, så man kan få lov til at sortere selskaber som VIP Estate fra en anden gang.

- Jeg har været kritisk lige fra starten. Men da vi laver udbuddet, glemmer vi at sætte restriktioner op hvilket er nødvendigt, da vi ellers skal tage det højeste bud, hvis ikke der er forudsætninger for andet. 

Svanemærket folkeskole - sundby
Læs også
Byggeselskab reddes efter konkurs - men prestigeskole hænger stadig i luften
Svanemærket folkeskole - sundby
Læs også
Byggeselskab reddes efter konkurs - men prestigeskole hænger stadig i luften

Men i følge konkursadvokat i Bjerregaard Advokatfirma Morten Bjerregaard, er der tale om dårligt forarbejde af kommunen. 

Derfor mener han, at kommunen bør tænke sig godt om ovenpå de nye oplysninger, da det kan være et tegn på konkursrytteri, hvis man er gået konkurs tre gange indenfor en kort årrække.

Konkursrytteri er økonomisk spekulation, hvor man gentagne gange går konkurs med virksomheder efter at have trukket aktiverne ud af dem. 

Holbæk Kommune oplyser i en mail til TV2 ØST, at man er i gang med at kigge på sagen, men at man endnu ikke er klar til at kommentere. 



Nyhedsoverblik