Kattegatforbindelse udskudt - bestyrelse frygter alligevel for naturområde

Visualisering af en fast Kattegatforbindelse. Foto: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

En højhastighedsbane mellem Jylland og Sjælland skal muligvis bygges gennem et beskyttet naturområde, og det vækker bekymring.

Selvom planerne om en bro eller tunnel mellem Jylland og Sjælland er sat i bero, er opførelsen af den faste forbindelse over Kattegat stadig i spil.

Det får nu bestyrelsen for Naturpark Åmosen til at reagere. 

Medlemmerne er nemlig bekymrede for, at en kommende højhastighedsbane fra Kalundborg til Ringsted vil komme til at gå igennem området.

Det er et af de steder, hvor man kan tilbageholde mest CO2

— Flemming Larsen, formand

- Det er jo den sidste vildmark, vi har på Sjælland. Der er ikke noget andet, der er i den størrelse. Der synes vi bare, at det er forkert at lægge den, siger Flemming Larsen, der er formand for Naturpark Åmosen.

Naturpark Åmosen strækker sig fra Storebælt til Undløse midt på Sjælland. Hovedparten af området er et Natura 2000-område, hvilket vil sige, at det er en del af et netværk af beskyttede naturområder i EU.

- Det er EU, der kommer til at være med (i beslutningen, red.) og sige, om man vil være med til at ødelægge et Natura 2000-område. Det har man selvfølgelig set, at det kan nogle gange lade sig gøre, men det er en lang proces, hvis man skal til at gå ind og ødelægge et Natura 2000-område.

Tilbageholder CO2

Naturpark Åmosen er et område, hvor der er fuldstændig stille. Men hvis højhastighedsbanen bygges der, vil det ifølge Flemming Larsen være slut.

- En anden ting er også, at man gerne vil tilbageholde det CO2, der er oppe i Åmosen, og det kan man jo ikke gøre, hvis nu man begynder at lave en jernbaneforbindelse op igennem. Det er et af de steder, hvor man kan tilbageholde mest CO2.

Formanden kan dog godt se fordelen ved at kunne transportere sig hurtigere mellem Jylland og Sjælland. Han påpeger dog, at han synes, at der allerede er rigtig gode forbindelser.

- Det er jo selvfølgelig en kortere vej, hvis man laver den bro over Kattegat, men så er det, man har sagt, at vi tegner de streger, hvor det går hurtigst fra A til B. Det er fra Ringsted til Kalundborg, og der er det jo så, at Åmosen ligger imellem der, forklarer Flemming Larsen.

Flere klimamæssige konsekvenser

Broprojektet blev i onsdags sat i bero efter, at en offentliggjort forundersøgelse ikke gav grundlag for at igangsætte projektet med det samme. Tværtimod er der behov for yderligere undersøgelser af miljøpåvirkningen.

- Forundersøgelsen siger, at der er kæmpe samfundsøkonomiske potentialer i en Kattegatforbindelse. Og den siger også, at en Kattegatforbindelse økonomisk er et realistisk scenarie, udtalte transportministeren Trine Bramsen (S) til TV2 ØST i onsdags og tilføjede:

- Samtidig peger forundersøgelsen på, at der er en række miljø- og klimamæssige konsekvenser, der ikke er gået i dybden med.

Undersøgelsen er udført af Vejdirektoratet, Sund & Bælt og Trafikstyrelsen. Ifølge forundersøgelsen kan en forbindelse tidligst stå klar i 2038.

Nyhedsoverblik

Novo har sagt farvel til næsten 4600 ansatte i Danmark

play-circle LYT
Novo Nordisk-hovedkontoret i Bagsværd. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Næsten hver syvende Novo Nordisk-medarbejder i Danmark er forsvundet hen over det seneste år.

Det viser tal, som medicinalkoncernen har offentliggjort onsdag i forbindelse med præsentationen af årsregnskabet for 2025.

Knap to tredjedele af de danske ansatte er beskæftiget i produktionen, hvori størstedelen af Novo Nordisks fabrik i Kalundborg arbejder.

Novo Nordisk meldte i september ud, at man ville finde besparelser for otte milliarder kroner på det årlige lønbudget og varslede, at man ville afskedige 9000 af de 78.400 ansatte på globalt plan.

5000 af de 9000 fyringer skulle findes i Danmark, og noget tyder altså på, at sparerunden er eksekveret som planlagt.

I hvert fald var der ved årsskiftet 4572 færre ansatte i Danmark - sammenlignet med sidste år ved samme tid.

Novo Nordisk fortæller, at selskabet i dag har 29.613 ansatte i Danmark, svarende til 43 procent af de omkring 69.000 ansatte globalt.

Politiet på bordelkontrol - thailandsk kvinde står til udvisning

play-circle LYT
En kvinde er anholdt og sigtet efter bordelkontrol. Genrefoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tirsdag udførte politiets udlændingekontrolafdeling en kontrol af en adresse i Nykøbing Falster, hvorfra det mistænkes, at der drives bordel.

På adressen var tre kvinder til stede - to af dem havde opholds- og arbejdstilladelse i orden, mens den tredje kvinde ikke havde gyldigt ophold.

Den 29-årige kvinde fra Thailand blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. Hendes sag vil blive forelagt Udlændingestyrelsen, som efterfølgende skal træffe afgørelse om hun skal udvises.

Her er koncerndirektionen i den nye Region Østdanmark

play-circle LYT
Anne Skriver Andersen, Jesper Gyllenborg, Martin Magelund Rasmussen, Erik Jylling og Jens Gordon Clausen udgør den kommende koncerndirektion. Foto: Region Østdanmark

Når halvdelen af Danmarks befolkning samles i den nye Region Østdanmark fra 1. januar 2027, bliver det med flere velkendte ansigter i koncerndirektionen.

I spidsen som regionsdirektør står Jens Gordon Claussen, sammen med den øvrige ledelse, der består af Anne Skriver Andersen, Jesper Gyllenborg, Martin Magelund Rasmussen og Erik Jylling.

De fire nye medlemmer er i dag koncerndirektører i henholdsvis Region Sjælland og Region Hovedstaden.

- Vi står midt en kolossal opgave med at fusionere to regioner - danmarkshistoriens største - og oveni skal vi gennemføre en masse forandringer blandt andet sammen med de 46 kommuner i forlængelse af sundhedsreformen, udtaler regionsrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj i pressemeddelelsen.

- Det skal vi lykkes med uden at miste fokus på den daglige behandling af patienter og deres rettigheder.

Sammenlægningen af de to regioner sker som resultat af sundhedsreformen, der blev aftalt i Folketinget i 2024. Region Østdanmarks regionsråd vil bestå af 47 medlemmer.

Fejø-færgen "kæmper" mod ismasserne

play-circle LYT
Her kommer færgen fra Fejø ind i Kragenæs Havn onsdag morgen. Foto: Per Rasmussen

Siden i går eftermiddag har færgedriften til og fra Femø og Askø været indstillet på grund af is.

Færgen til og fra Fejø er til gengæld stadig i drift, men det er ikke helt problemfrit at komme i land.

TV2 ØST's fotograf på stedet fortæller, at færgen "kæmper" sig gennem ismasserne, og at der hver gang, den kommer retur fra Fejø, spekuleres om, at det ikke er sikkert, den kan vende tilbage.

Rettelse klokken 08.34: Det har tidligere fremgået, at der skulle være “advaret” mod, at driften af Fejø-færgen indstilles. Der er i stedet blot tale om spekulationer blandt de fremmødte ved havnen.

Fejø-færgen på vej gennem isen. | Foto: Per Rasmussen

Flere aflysninger på Lollandsbanen her til morgen

play-circle LYT
Lokaltog har aflyst flere tog her til morgen på Lollandsbanen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Her til morgen er der problemer på Lollandsbanen, hvor flere tog er aflyst.

Først blev afgangen klokken 05.31 fra Maribo aflyst. Sidenhen er også afgangene klokken 06.06 fra Nykøbing Falster, 07.08 fra Nakskov og 08.06 fra Nykøbing Falster blevet aflyst.

Det oplyser Lokaltog.

Ifølge Lokaltog skyldes aflysningerne “materielforhold”. TV2 ØST har forgæves forsøgt at kontakte Lokaltogs pressevagt for at få oplyst, om aflysningerne fortsætter i løbet af dagen.

Der er indsat togbus på strækningen fra klokken 08.06, oplyser Lokaltog.

Her får de unge selv lov til at præge kulturlivet

play-circle LYT
'Wednesday Club' skal give de unge mulighed for selv at forme det ungdomsliv, de savner. Foto: Wednesday Club

Kulturinitiativet 'Wednesday Club' har modtaget en bevilling på en halv million kroner fra Tuborgfondet i arbejdet med at skabe aktiviteter for unge på Lolland og Falster.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

- Baggrunden for projektet er, at mange unge uden for de større byer oplever, at kultur- og fritidstilbud sjældent er skabt med dem, fortæller foreningsleder Oluf Valdemar Nielsen i pressemeddelelsen.

- Det skaber afstand, lavere engagement og en oplevelse af, at mulighederne skal findes andre steder. Det er noget jeg har oplevet på egen krop i min ungdom på Lolland.

Projektet er målrettet unge i alderen 16 til 25 år og sker i samarbejde med Markedshallen, CELF og Nykøbing FC.

Helt konkret løber projektet over 12 måneder, der består af tre "kulturskaberforløb" på 3 til 4 måneder. Her får de unge mulighed for at udvikle deres egne initiativer, der skal styrke det lokale ungdomsmiljø.

Varevogn i solouheld skabte kø i morgentrafikken

play-circle LYT
Et solouheld har skabt kø på Sydmotorvejen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret klokken 06.40: Køen på Sydmotorvejen er nu afviklet, ifølge Vejdirektoratet.

På Sydmotorvejen mellem Vordingborg og Udby er der lige nu kø som følge af et trafikuheld.

Det oplyser Vejdirektoratet.

Køen er opstået efter en varebil har ligget på kørebanen og spærret i nordgående retning

Det fortalte vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Nis Henriksen tidligt onsdag morgen kort efter klokken 05.00, ifølge Ritzau.

- Varebilen blev formentlig taget af en meget kraftig sidevind, hvorefter den røg over i autoværnet. Den ligger nu på kørebanen.

- Så der er spærret i nordgående retning, og det har der været i en times tid, sagde han.

Ingen er kommet til skade i uheldet, og der var ikke andre end varebilen involveret, understregede Nis Henriksen.

Politiet har haft skiltevogne, som dirigerede trafikken uden om uheldet, mens autohjælp arbejdede på at få bilen væk fra kørebanen.

- Der er lang kø lige nu. Vi håber ikke, at det tager mere end en halv times tid, sagde Nis Henriksen.

Bilister skal forvente en forlænget rejsetid på 10 til 30 minutter, ifølge Vejdirektoratet.

Byråd fortsætter med at hedde byråd

play-circle LYT
Ringsted Byråd holder på formerne - og vil fortsat hedde byråd. Foto: Ringsted Kommune

Der er ikke stemning for at ændre betegnelsen af Ringsted Kommunes øverste politiske ledelse.

Således fortsætter Ringsted Byråd med at hedde Ringsted Byråd - som det i øvrigt har gjort det i den midtsjællandske købstad siden 1970.

Det var SF og Socialdemokratiet, der på tirsdagens møde i byrådet foreslog at skifte navn til Ringsted Kommunalbestyrelse.

– Når man hører ordet Ringsted Byråd, så associerer man det med Ringsted By. Når man siger Ringsted Kommunalbestyrelse, så tænker man – det gør jeg i hvert fald – på Ringsted Kommune. Det giver god mening, at vi viser, at vi dækker hele kommunen, lød begrundelsen fra byrådsmedlem Britta Nielsen (SF).

Men det var der ikke stemning for blandt andre end forslagsstillerne selv. Seks medlemmer stemte for, mens 15 stemte imod forslaget.

Kommune aflyser skolebusser onsdag

play-circle LYT

Der kører ingen skolebusser til og fra Kulsbjerg Skole, afdeling Stensved onsdag.

Det fremgår af et opslag på Aula, som TV2 ØST har set.

Her står der, at skolebusruterne 8, 9 og 10 på Sjællandssiden alle er aflyst onsdag.

Det skyldes "større og større udfordringer med sneen", fremgår det af beskeden.

Novo lander vækst på seks procent med årsregnskab

play-circle LYT
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Novo Nordisk havde en omsætning på lidt over 309 milliarder kroner i 2025 og en vækst på seks procent.

Det viser årsregnskabet.

Trods den fortsatte stigning i omsætning gik Novo Nordisks vækst i salget af vægttabsmidler ned i gear i fjerde kvartal.

Salget af supersællerten Wegovy slog dog stadig analytikernes forventninger, skriver MarketWire.

Wegovy-salget endte på 21,9 milliarder kroner i kvartalet mod 21,1 milliard kroner ventet af analytikere ifølge estimater indsamlet af Novo, lyder det.

Med årsregnskabet lander Novo Nordisk et overskud på 102,4 milliarder kroner.

For 2024 lød overskuddet på lige knap 101 milliarder kroner.

Novo Nordisk kæmper med en stigende konkurrence på det vigtige amerikanske marked.

Og netop det var årsagen til, at Novo tilbage i november skruede ned for sine forventninger.

Samtidig med fremlæggelsen af regnskabet for tredje kvartal sænkede selskabet nemlig sin forventning til det samlede salg i 2025.