Nyhedsoverblik

Opdateret

Politiet melder ud efter hændelse

Foto: Jan Schmidt - XDmedia - Arkiv

Torsdag aften var politiet til stede ved en 'hændelse' nær Nykøbing Falster Station.

Det betød, at området omkring stationen og Søvej var afspærret i flere timer, mens der blandt andet var hundepatruljer i området.

Afspærringen blev ophævet klokken 20.12.

Det er dog sparsomt, hvad Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fredag morgen vil fortælle om indsatsen .

- Der var en hændelse, som vi har reageret på. Vi kan sige, at der ikke umiddelbart er noget for borgerne at være utrygge over. Jeg forventer, vi melder mere ud i løbet af fredagen, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Lars Danholt.

- Det er en enkeltstående hændelse, som vi ikke behøver at involvere borgerne i mere end nødvendigt, tilføjer han.

Frontalt sammenstød på landevej

play-circle LYT
Flere udrykningskøretøjer er tilstede. Foto: Michael Nordborg

To biler er stødt sammen på Nykøbingvej imellem Slagelse og Ruds Vedby.

Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.

Der er redningsfolk og to ambulancer på ulykkesstedet.

Politiet fortæller, at der ikke er tale om alvorlig tilskadekomst, og at alle, der har været involveret i uheldet, er ved bevidsthed og ude af bilerne.

Flere fordele til regionens ansatte i ny overenskomst

play-circle LYT
Lars Gaardhøj (S), der tiltræder som formand for Region Østdanmark, har stået i spidsen for de nye overenskomstforhandlinger.

Cirka 19.000 ansatte i Region Sjælland får i ny treårig overenskomstaftale mere fleksibilitet og mulighed for at prioritere familieliv.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har landet en aftale som både er økonomisk ansvarlig, og samtidig gør det nemmere for tusindvis af medarbejdere at sikre den gode balance mellem arbejds- og privatliv, siger Lars Gaardhøj, der er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Det er Forhandlingsfællesskabet og Regionernes Lønnings- og Takstnævn, der har forhandlet aftalen på plads.

Overenskomsten omfatter blandt andet en fritvalgsordning, der sikrer alle ansatte fem fridage, som de selv kan vælge, om de vil bruge eller få udbetalt til pension eller løn.

Seniorer får yderligere mellem to og fire fridage ekstra i denne ordning.

Derudover indeholder overenskomsten en samlet familiepakke, der blandt andet giver mulighed for barnets tredje sygedag, bedre lønrettigheder ved børns hospitalsindlæggelse og bedre rettigheder for enlige forældre.

SMS-tjeneste fortæller, når skraldemanden kommer

play-circle LYT
Foto: Privatfoto.

Kalundborg Kommune åbner for ny SMS-tjeneste, der skal informere borgerne om, hvornår deres affald bliver hentet.

Det skriver kommunen på deres Facebookside.

Tjenesten giver besked, dagen inden skraldemanden kommer forbi, og 15 dage før man skal tilmelde sig indsamling af miljøkasser.

Kommunen plejer ellers at bruge appen 'Perfect Waste' til at give besked, om hvornår affaldsbeholderne tømmes.

SMS-tjenesten gælder fra 1. marts 2026.

Forladt hus i brand

play-circle LYT
Branden er nu slukket og under kontrol. Foto: Lars Dalsig - Nakskov Foto

Et ubeboet hus på Nørrevold midt i Nakskov har her til eftermiddag stået i brand.

- Det her hus bliver ofte udsat for hærværk. Vi regner derfor stærkt med, at branden er påsat, fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Poltiet modtog anmeldelsen klokken 13.42 fra en forbipasserende, der så røg fra huset.

Herefter ankom brandvæsnet til adressen, der fandt en igangværende ildebrand nede i et af husets kælderrum.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har efterfølgende været i kontakt med husets ejer, og de opfordrer nu til, at man ringer 114, hvis man ved noget om dagens hændelse.

Regioner lander overenskomst

play-circle LYT
Aftalen gælder blandt andet for de ansatte i Region Sjælland. (Arkiv) Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Mandag eftermiddag er der landet en ny treårig overenskomst for de ansatte i landets regioner.

Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse. Aftalens detaljer bliver præsenteret på et pressemøde klokken 18.00 mandag aften.

Forliget kommer i kølvandet på forhandlingerne for de øvrige offentligt ansatte, der blandt andet har betydet indførelse af en fritvalgskonto samt ret til fri på barnets tredje sygedag.

De kommunalt ansatte kan desuden se frem til en lønstigning på 9,2 procent over tre år, mens de statsansatte får en lønstigning på 8,7 procent over tre år.

Kendt musik- og teatermand død

play-circle LYT
Jesper Winge Leisner blev især kendt i popbandet Rocazino og som bagmand bag The One and Only Company. (Arkiv) Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Jesper Winge Leisner, der spillede keyboard i 80'er popbandet Rocazino og stod bag flere teaterproduktioner, er død.

Det oplyser Have Kommunikation i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Ifølge meddelelsen døde Jesper Winge Leisner, der er opvokset i Vordingborg, efter kort tids sygdom den 1. marts 74 år gammel.

Han efterlader sig sin hustru, filminstruktør Susanne Bier, og sine tre børn fra ægteskabet med sangeren Ulla Cold samt Susanne Biers børn og seks børnebørn.

Jesper Winge Leisner brød især igennem med bandet Rocazino, der i 80'erne udgav flere store numre, hvoraf mange nok vil kende især 'All My Love'. Jesper Winge Leisner var i flere år gift med forsanger i Rocazino Ulla Cold, inden han fandt sammen med instruktør Susanne Bier.

Udover musikken blev Jesper Winge Leisner også kendt for at stifte teaterselskabet The One and Only Company, der opsatte Susanne Biers film 'Den Eneste Ene' som musical, der blev en kæmpe succes.

Omstridt spildevandsudleder får bøde

play-circle LYT
IWS har i flere år været under beskyldning for at forårsage udledninger i naturen. (Arkiv) Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

Spildevandsvirksomheden Industrial Water Solutions (IWS) ved Stigsnæs har fået en bøde på 50.000 kroner for at have udledt for høje koncentrationer af organisk stof i 2022 og 2023.

Det skriver Sjællandske Nyheder på baggrund af en aktindsigt i anklagemyndighedens afgørelse.

Politianmeldelsen blev indgivet af Miljøstyrelsen i slutningen af 2024, kort efter at styrelsen overtog tilsynet med virksomheden fra Slagelse Kommune.

Styrelsen politianmeldte IWS for overtrædelser af grænseværdierne for mængden af nedbrydeligt organisk stof i spildevandet.

Virksomhedens direktør, Jan Glerup, oplyser til Sjællandske Nyheder, at man har valgt at betale bøden for at afslutte sagen, selvom virksomheden ikke er enig i Miljøstyrelsens vurdering.

Hele sagen bunder i, at rensningsanlægget stadig kører efter en miljøgodkendelse fra 2008. Den skulle ifølge loven have været fornyet for flere år siden med strammere krav og nyere teknologi, men det er aldrig sket.

Det har vakt stor kritik fra politikere og lokale i området, der mener, at virksomhedens udledninger skader vandmiljøet i Storebælt og Agersø Sund.

Ældre kvinde svindlet for guld og kontanter

play-circle LYT

En 89-årig kvinde fra Haslev blev fredag eftermiddag opsøgt og bedraget i sit eget hjem af en mand, der udgav sig for at være fra banken.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Kvinden blev først ringet op af en mand, der kaldte sig "Tobias Andersen". Han påstod, at han ringede fra Jyske Bank, fordi kvindens konto var blevet hacket.

Han overbeviste den 89-årige om, at banken ville sende et bud ud for at hente hendes værdier.

Kort efter mødte en mand op på kvindens adresse, hvor han fik udleveret kontanter, forskellige guldsmykker og et dankort.

Politiet leder nu efter en mand på 30-40 år, der er mellem 180 og 190 centimeter høj.

Han beskrives som kraftig af bygning med lys hud, lyst hår og skæg. Han var under bedrageriet iført en gul vest.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Sigtet for at stjæle vejskilt

play-circle LYT
Den unge mand blev anholdt, efter et vidne videregav oplysninger om hans bil til politiet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 19-årig mand fra lokalområdet er blevet sigtet for at stjæle et vejskilt på Hejningevej uden for Slagelse søndag morgen.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Politiet modtog anmeldelsen søndag klokken 7.50, efter at en mand var set skrue skiltet ned og køre fra stedet. Et vidne nåede dog at give politiet oplysninger om mandens bil.

På den baggrund fandt politiet frem til den 19-årige senere på formiddagen.

SF vil have en fattigdomslov

play-circle LYT
I et rigt land som Danmark, skal børn ikke vokse op i fattigdom, siger Pia Olsen Dyhr, SFs formand. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

SF vil indføre en fattigdomslov, der skal forpligte Folketinget på at halvere antallet af fattige danskere inden 2030. Det oplyser de til TV2 ØST.

Lolland er blandt de fem kommuner i Danmark, hvor flest børn vokser op i fattigdom.

På Sjælland og Lolland-Falster sidder der i gennemsnit et barn i hver skoleklasse, som vokser op i fattigdom. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens erhvervsråd, og Lolland-Falster og Sjælland er desværre ikke alene om den udfordring. På landsplan vokser 50.000 børn op i fattigdom.     

Derfor vil SF indføre en fattigdomslov, som skal indeholde en konkret handleplan i bekæmpelsen af børnefattigdom.  

- Når næsten 50.000 børn i Danmark vokser op i fattigdom, kræver det handling. Og det kræver handling nu. Derfor skal vi forpligte en ny regering på at bekæmpe fattigdommen, siger Pia Olsen Dyhr.  

SF foreslår også en rettighedspakke til de mest udsatte børn, der sikrer dem adgang til fritidsaktiviteter, SFO, skolefællesskaber og offentlig transport. 

Nu stiger prisen på brændstof og el

play-circle LYT
Der kan være god grund til at tanke nu, inden priserne på benzin begynder at stige Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Krigen i Mellemøsten ser ud til at gøre det dyrere at tanke bilen og tænde for strømmen. Det skriver energiselskabet OK.

Weekendens begivenheder i Mellemøsten har allerede medført, at gasprisen er steget 25 procent. Og det har mandag øget elprisen herhjemme med syv til otte procent.

Stigningen skyldes især usikkerhed omkring Hormuz-strædet, hvor en femtedel af verdens olie og gas bliver transporteret.

Kommunikationschef i OK, Jens Bomholt, opfordrer nu de danske forbrugere til at være opmærksomme.

- De aktuelle uroligheder i Mellemøsten får elprisen til at stige i Europa, også herhjemme.

- Som elkunde er det derfor en god ide at holde et særligt øje med elprisen og indrette sit forbrug klogt, siger Jens Bomholt.

Ifølge energiselskabet er usikkerheden stor lige nu, og priserne kan svinge meget inden for kort tid.

Tyv anholdt på 14 minutter

play-circle LYT
Kvinden blev vækket af indbrudstyven lørdag morgen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En ældre kvinde i Sorø fik sig en ubehagelig start på lørdagen, da hun vågnede ved lyden af en fremmed mand, der listede rundt i hendes hjem.

Det lykkedes dog politiet at få fat i manden blot 14 minutter efter, at anmeldelsen tikkede ind.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Manden var brudt ind gennem et vindue, men tog flugten, da han blev opdaget af kvinden. Politiet rykkede hurtigt ud og spottede en 41-årig mand på en sti ved Pedersborg Sø, som passede præcis på signalementet.

Den 41-årige, der er fra lokalområdet, blev anholdt og taget med til politistationen i Slagelse. Han er nu sigtet for indbrud, men blev løsladt igen senere lørdag, efter politiet havde afhørt ham.