Valgsteder gør klar til folkeafstemning: - Der er da en vis summen
I kongrescentret i Ringsted har de tirsdag arbejdet hårdt på at få gjort valgstedet klar til, at danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet.
I morgen skal danskerne en tur i stemmeboksen for at sige ja eller nej til at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet.
Derfor havde valgstedet i Ringsted Kongrescenter travlt med at få de sidste detaljer på plads tirsdag.
- I dag skal vi have sat vores båse op til valgafgivningen og så de administrative pladser, hvor vi har vores valgsekretær og valgkortmodtager, der udleverer stemmesedlerne, når borgerne kommer og skal afgive deres stemme, forklarer Finn Hansen, som er formand for pakkeholdet.
I alt kommer der til at være ti stemmebokse i kongrescentret i Ringsted, og omkring 20 personer skal på arbejde for at dele 8.500 stemmesedler ud.
- Der er da en vis summen heroppe, når nu det hele går for.
- Jeg forventer, at vi får et ja
I Ringsted Kommune er der 13 forskellige valgsteder, som borgerne kan besøge for at afgive deres stemme.
En af dem, som har tænkt sig at slå vejen forbi et af stederne i morgen, er Annette Jakobsen fra Ringsted. Selvom hun har lidt tænketid tilbage, er hun ikke i tvivl om, hvor krydset skal sættes.
- Jeg forventer, at vi får et ja, og det håber jeg, vi får.
Og den forventning er Annette Jakobsen ikke alene om. Tommy Rasmussen fra Slagelse har også tænkt sig at stemme ja til valget i morgen.
- Jeg er gammel soldat, og vi kan ikke stå alene, lyder forklaringen fra Tommy Rasmussen.
Men der er dog også borgere fra Ringsted, der sætter krydset i den modsatte boks. Betina Mølleskov er ikke i tvivl om sit nej.
- Jeg vil ikke have, at EU skal bestemme, hvad vi skal gøre med vores tropper.
Sidste gang, at Ringsted Kommune skulle stemme til et valg omhandlende EU, lå stemmeprocenten på 70,46 procent.