Det var der det hele. Flæskesteg, sovs og rødkål.
Det eneste, der manglede, var sne i luften og måske en kalender, der sagde december måned.
- Vores juleaften blev aflyst i december. Det nyttede ikke, at vi samlede 35-40 mennesker når smitten var så høj. Så nu holder vi det nu, siger værestedsmedarbejder Anna Jørgensen fra værestedet i Haslev.
Julen varer lige til påske
Bordene er pyntet op for deltagerne i julefrokosten, der er socialt udsatte, voksne mennesker.
- De kommer her, fordi de har brug for et socialt fællesskab. Et netværk og støtte i livet til, hvad det nu måtte være. De kan komme her, hvis de har brug for et fællesskab - og det er anonymt, fortæller Anna Jørgensen.
Og det er da også noget der tæller, siger Cecilie Anne Bach fra Faxe.
- Jeg kommer her, i stedet for at sidde derhjemme. Det er godt at være her, og jeg har lært mange at kende, og vi laver mange ting. For eksempel så skal vi ned til Knuthenborg og sove i deres safaritelte til sommer, fortæller hun.
Møder andre
Også Gert Nielsen fra Faxe er en af dem, der bruger værestederne.
- Jeg kan godt lide at komme ud og snakke med andre mennesker. Jeg har fået god kontakt med de andre på værestedet. Jeg er kommet her i mere end ti år, og det regner jeg med, at jeg bliver ved med, siger han.
Melanie Fercovic fandt et netværk på værestedet, da hun flyttede ud af København og til Faxe Kommune.
- Det er også for os, der ikke så godt kan finde ud af det med kommunen. Og de er så søde, dem der arbejder her, siger hun.
De to væresteder i Faxe Kommune er for alle voksne, der har brug for det. Man skal ikke visiteres for at komme der.